Læs Kåre Fogs beretning om myndighedernes chikane mod danske landmænd.
- Svaler skulle gasses
- Bøde for løsrevet tagrende
- Livsfarligt arbejde
- Modstridende regler
- Landmand fik nok
- Udgifter overstiger indtægter
- Krævede svin aflivet
Jeg besøgte for nylig en række jordbesiddere på Møn.
En af dem var en landmand med en malkekvægsbesætning.
Han havde netop nogle dage før fået "uanmeldt krydsoverensstemmelseskontrol", dvs. besøg af en person fra Fødevarestyrelsen plus en dyrlæge.
Han fik at vide at det er ikke i orden, at han har svaler som flyver ind og ud af stalden, for der er risko for at svalernes fugleklatter falder ned i køernes foder.
Og så kan køerne blive inficeret med noget.
Svaler skulle gasses
Kontrollen mente, at svalerne burde gasses. De gjorde dog ikke alvor af deres trusler i den retning.
Landmanden havde også en kat der holdt til i stalden - den er jo nyttig ved at holde mus og rotter i ave. Der stod en foderskål til katten, med kattemad.
Det var heller ikke OK.
Nej, for kattemad indeholder benmel, og benmel kan være bærer af ko-galskab. Så hvis nu en kalv bryder ud af sin bås og kommer hen og æder af kattemaden, så er der risiko for ko-galskab. Så derfor skal kattens foderskål være aflukket med et hegn, og det var den ikke.
Det kan man få bøde for.
Kvægholderens kone er dyrlæge, og hun har lov at medicinere køerne; men det er forbudt at medicinskabet på konens kontor står ulåst, mens manden er i stalden. Engang var der kontrolbesøg, netop som mand og kone var ved at behandle en ko for yverbetændelse. Lige på det tidspunkt stod medicinskabet åbent, og det måtte det jo ikke, så de fik en bøde.
Man forstår jo godt, at landmændene kan se sig sure på dyrlæge- og fødevarekontrol, hvor bødeblokken sidder meget løst.
Landmanden snakkede om en kollega, som gik meget op i tiptop hygiejne. Kollegaen investerede i fint staldudstyr, så alt er så sterilt som muligt. Det er dyrt, og han måtte tage store lån for at finansiere det. Lån, som han egentlig ikke havde råd til.
Det betyder dog ikke, at han slipper for bøder.
Landmanden påstod, at der er nogle centralt fastsatte mål for, hvor mange bøder fødevarekontrollen skal udstede, og de mål er uafhængige af, hvor mange kritisable forhold, der faktisk konstateres.
Kontrollanterne får ikke selv provision af udskrevne bøder. Men bøderne er med til at finansiere Fødevarekontrollen som sådan.
Så der SKAL gives bøder en gang imellem, uanset hvad.
Bøde for løsrevet tagrende
Hos landmanden med de perfekte staldforhold konstaterede fødevarekontrollen, at en tagrende havde revet sig løs i den seneste storm. Så fik han en bøde for det, for målet var jo, at han skulle have en bøde - uanset hvad.
Der er mange landmænd, der fortæller den slags historier.
Jeg hører især historier om kontrollen af øremærker på kvæg. Også den kontrol er meget emsig.
For cirka ti år siden var jeg på en isoleret ø i det sydøstlige Danmark. Man kan kun komme derover ved at kontakte ejeren og få ham til at sejle en derover.
På øen er der både græsarealer og mere varieret natur med krat og træbevoksning.
For at pleje landskabet, var der nogle store kvægfolde, som også omfattede kratområder og træbevoksning. Her gik der skotsk højlandskvæg. De kan jo let gnubbe sig op ad et træ eller en busk og miste øremærket. Så det sker en gang imellem.
Livsfarligt arbejde
Et år kom kontrollen på uanmeldt besøg, og der var et par dyr, der havde mistet deres øremærker. Det fik ejeren bøde for. Det er jo meget svært at fange dyrene ind i et sådant terræn og få sat øremærker på igen – det kan være livsfarligt at forsøge.
Nå, men blot en uge efter kom der uanmeldt besøg igen. Og senere samme år kom der et tredje besøg. Bøderne stiger for hver gang.
Hvis man får bøder tre gange i træk, så er beløbet så stort, at det svarer til et helt års indtægt på kvægdriften – det vil sige at så har man alt det besvær med at passe dyrene igennem et helt år, og det økonomiske udbytte er nul.
Nu ved jeg jo ikke, hvor meget jeg kan stole på hvad landmændene fortæller. Men jeg har efterfølgende gået nogle af tingene lidt efter.
For det første, det med kattemaden:
Det er helt korrekt, at der ikke må være kattemad i samme rum som kvæg, grise eller får. Kattemaden skal sættes i et bur, som kvæg, grise eller får ikke kan komme ind i. Uanset om kvæg, grise eller får er i båse.
For det andet, med hensyn til svalerne: Svalerne er fredet. Det fremgår af Jagt- og vildtforvaltningsloven § 6 a, stk. 2: ”Fugles reder må ikke forsætligt ødelægges, beskadiges eller fjernes. Æg må ikke forsætligt ødelægges eller beskadiges.”
Modstridende regler
Men samtidig kunne man læse i Landbrugsministeriets bekendtgørelse af 15. december 1987 om produktion og transport af mælk til konsummælkproduktion, i § 8, stk. 8:
”Fluer, rotter, mus og andre skadedyr skal bekæmpes med bekæmpelsesmidler, der er godkendt af Statens Skadedyrlaboratorium. Bekæmpelsesarbejdet skal udføres på en sådan måde, at der ikke opstår risiko for tilblanding af bekæmpelsesmiddel i mælken. Der må ikke være fuglereder i stalden.”
Tilsvarende ordlyd fandtes i tidligere versioner af bekendtgørelsen. Formålet var at undgå spredning af Salmonella fra fugleklatter til dyrefoder.
Her ser man så åbenbart bort fra, at svaler er nyttige ved at holde mængden af fluer nede. Hvordan man forestillede sig, at fluemængden skulle holdes nede i økologiske landbrug, hvor man ikke må sprøjte, fremgår ikke.
Reglerne er formentlig ændret siden, og jeg kender ikke de aktuelle regler. Men det er i hvert fald en varig bekymring, at Salmonella kan spredes via fugleklatter. Der kendes til tilfælde der har ramt produktion af fjerkræ og svin.
Det ser ud til at være sandt, at risikoen fra fugleklatter stadig kan være årsag til indgreb mod fødevareproduktion. Risikoberegning og sandsynlighed er ikke anvendt i Fødevarestyrelsens og til dels heller ikke Landbrugsstyrelsens kontroller.
En hvilken som helst risiko, hvor lille den end er, fører til forbud. Argumentet er at der ikke skal gambles med fødevaresikkerheden, og den er svær at argumentere i mod - hvor tosset resultatet så end er.
Landmand fik nok
En person kommenterede med denne historie:
En mand der havde været gulerodsavler i 50 år, måtte heller ikke have sine gulerødder til at ligge der hvor de har ligget og blevet pakket de sidste 50 år; han sagde til dem, at han da ikke havde tænkt sig at aflive svalerne, når de nu fløj 4000 km for at komme og bo i hans lade ,som de havde gjort i alle årene, og desuden blev gulerødderne vasket før de kom i pose.
Han gav miljøkontrollen sin nøgle til laden og sagde: "Værsgo, nu er det jeres, fordi jeg lukker nemlig nu, det vil jeg bare ikke være med til. Og nu er der lukket !! !!"
En anden person kom med denne kommentar: "På Bornholm har man tørret sild i flere hundrede år før rygning. Det forbød fødevarestyrelsen af frygt for en mågeklat, og røgeriet med de bedste sild lukkede."
Det næste spørgsmål er, om kontrollanterne skal opfylde et krav om et bestemt antal bøder. Det kender vi fra politiet, som har haft centralt fastsatte mål for, hvor store beløb de skulle hive hjem i bøder.
Det har stået i deres mål- og resultatkontrakter, der så igen er udgangspunkt for at cheferne får udbetalt resultatløn. Der var f.eks. en diskussion om indtægt ved bøder for trafikforseelser, fordi man uden at blinke med øjnene budgetterede med 750 millioner i indtægt i finansloven. Også diverse styrelser er delvis selvfinansierende.
Når det gælder kontrollen af landbrugsbedrifter, så betalte landmænd før 2001 et årligt gebyr for den slags kontrol. VK-regeringen trak noget af det gebyr væk, for det var jo en skat (som også betalte for en kontrol, der er nødvendig for eksport). Umiddelbart virker det på mig plausibelt, at landmanden har ret i at det er nødvendigt for fødevarekontrollen at udskrive bøder for at finansiere driften.
Udgifter overstiger indtægter
Når det gælder kontrol af øremærker på kvæg, så er problemet særlig stort i små kvægbesætninger. Her er udgifterne til øremærker så store per ko, at det slet, slet ikke kan svare sig.
Det betyder, at de mange små enge og andre naturområder rundt omkring, som tidligere blev afgræsset, f.eks. af en flok på 3-4 kvier, nu ikke bliver afgræsset mere. Så gror områderne til, og en masse sjældne planter forsvinder. Det er et af de helt store problemer i naturbevarelsen i Danmark.
Men Fødevarestyrelsen er helt ligeglad.
Alle forsøg på at få dem til at forstå vigtigheden af at sikre afgræsning af små og fjerne arealer, preller af på dem.
Der er utallige eksempler på regelrytteri. Et nyligt eksempel var en svinetransport, hvor 680 svin var kommet midlertidigt på en eksportstald i Jylland. Herfra skulle de køres til Polen; men da det var hedebølge, valgte ejeren at udskyde transporten i nogle dage.
Her er problemet dog, at Folketinget har vedtaget en regel om, at alle dokumenter vedrørende dyretransporter skal låses 48 timer før afgang. Hvis der sker en ændring – så som at datoen udskydes et par dage – så stemmer dokumenterne ikke længere, og så skal hele papirarbejdet gøres forfra.
Krævede svin aflivet
I det konkrete tilfælde måtte myndighederne forbyde transporten – da papirerne jo ikke stemte præcis længere – og så ville modtageren i Polen ikke længere have svinene.
Myndighederne forlangte så, at de 680 svin skulle aflives i stedet.
Problemet blev løst ved at man fandt en anden aftager, i Italien. Men myndighederne håndhævede altså de regler om transport, der er til for at sikre svinenes velfærd, på den måde, at de forlangte svinene slået ihjel.
Her er reglerne som sådan altså blevet vigtigere end formålet med reglerne.
Det er selvfølgelig nødvendigt at have regler – f.eks. af hensyn til fødevaresikkerheden i et land som Danmark der er afhængigt af høj kvalitet på vore eksportvarer.
Problemet er regelrytteri – når reglerne bliver vigtigere end de forhold, som reglerne skal sikre.