I Danmark er der næsten skat på alting.
Også på telefon. På mange forskellige måder faktisk.
Men en af de måder, som telefoner bliver beskattet på, var det planlagt at droppe fra nytår.
Men nej, nu har vi fået Morten Bødskov som skatteminister. Og den skattelettelse kan vi nu åbenbart godt skyde en hvid pil efter.
Som det er nu, skal en medarbejder betale skat af 2.800 kr. om året for "fri telefon" - stillet til rådighed af en arbejdsgiver.
Det tal hænger slet ikke sammen med hvor lave taksterne er på brug af telefon og data nu om stunder.
Derfor afskaffede den tidligere regering skatten over finansloven fra 2018 med virkning per 1.1.2020.
Men den skattelettelse vil den nye regering nu forhindre.
Det selvom beskatningen ikke er afhængig af indkomst, og derfor ville have medført en relativt større skattelettelse for grupper med lave indkomster end for grupper med høje indkomster.
Så nu da "fri telefon" alligevel ikke bliver skattefritaget, så vil "fri telefon" selvfølgelig være forbeholdt dem for hvem ekstraskatten er en dråbe i den samlede beskatning. Altså de højtlønnede.
Og Bødskov selv behøver ikke bekymre sig. Han får ikke bare telefon stillet til rådighed, men et helt team og ministerbil, samt fænomenale løn- og pensionsvilkår.
Men det er ikke bare Morten Bødskov og Socialdemokratiet som vil annulere den planlagte skattelettelse.
Også blandt Socialdemokratiets støttepartier er der opbakning til at tilbagerulle aftalen om skattefritagelse på arbejdsgiverbetalt telefon.
Det vil sige at rød blok igen reserverer frynset til sig selv og de andre rige i samfundet.
Nøjagtigt ligesom de vil med rødt kød og flyrejser.