Kun medlemmer

FOLKETS er en dansk medieplatform der huser udgivelser som avisen Folkets Avis, Magasinet Identitet, Rævekagen, Mediemøllen og mange, mange flere.

I modsætning til de etablerede medier modtager FOLKETS intet tilskud fra staten. Hvis platformen - og de medier som den huser! - skal overleve, så skal læserne betale.

Vi mangler

310

medlemmer mere,
så kører det rundt :)

Bliv medlem

Primære faneblade

Ransagning hos en frihedselskende familiefar

Antal

Debatindlæg af Svend Pedersen

Onsdag den 3. september om formiddagen bliver Svend Pedersen anholdt og hans bolig ransaget uden retskendelse eller lovhjemmel – og under skarp protest fra Svend. Københavns Politis afdeling for Økonomisk Kriminalitet eftersøger deres tidligere kollega Lars Kragh Andersen (Hash-Lars, Licens-Lars, frihedsaktivisten mm). Navnene vil være mange læsere bekendt.

Svend har skrevet her på De Frie Stemmer, og Lars er kendt viden om. Episoden får formodentlig et retsligt efterspil eftersom grundlaget næppe var på plads og der ikke forelå en kendelse. Men den vidner også om et system der er i krise. Den vidner om en statsmagt, hvis magtudøvelse til tider antager farceagtige former og hvis legitimitet er – lad os sige det sådan .. tvivlsom.

Politiet tropper op hos Svend med 4-5 mand, og forsøger med forskellige forsøg på intimidering (som kun politiskolen kan lære sine elever det) at tiltvinge sig ulovlig adgang til Svends hjem. Med brug af metoder der ikke er helt fine I kanten, lykkes det til sidst politiet at gennemføre en forgæves ransagning – uden at finde noget.

Læs nu Svends personlige beretning. Om baggrunden, om hændelsen og om hans overvejelser i denne anledning. Og tænk selv over, om Svend mon virkelig er den samfundsfjende, som nogle tilsyneladende mener, at han er. Svend er kommet i rampelyset. Men det er politiet sandelig også. Er denne type af oplevelser noget vi kommer til at se meget mere til I fremtiden? Eller kender den danske stat sine begrænsninger og forstår den mon, at ”might is right” ikke er så levedygtig en indstilling i et land, der skal forestille at være demokratisk og frit?


En samfundsstøtte

Jeg opfatter mig selv som det, man kan betegne et ”ordentligt menneske”. Jeg er ikke perfekt, men jeg bestræber mig på at være en god far, ven, nabo og medborger. Jeg kunne aldrig drømme om at stjæle fra andre eller påføre nogen en ufortjent skade. Jeg forsøger at være hensynsfuld, og hvis jeg forglemmer mig, skammer jeg mig og undskylder behørigt. Jeg er 50 år gammel, stort set ustraffet, selvstændig erhvervsdrivende, husejer, far til fire, frihedskæmper og antiautoritær. Det sidste til trods har jeg en fortid som folketingskandidat og borgerrepræsentationskandidat for Liberal Alliance – men har måttet erkende, at frihedskampen skal føres udenfor det politiske system. Det sidste var i øvrigt ikke min egen beslutning, men sådan er det.

Markedsanarkisten Lars Kragh Andersen er en forhenværende politibetjent, som valgte at forlade tjenesten af moralske og samvittighedsmæssige årsager. Som betjent under Station 1 havde Lars set alt for mange skæbner blive ødelagt af politiets håndhævelse af hash- og narkotikaforbudet, og han kunne ikke se meningen med at bortføre folk og spærre dem inde for handlinger, der ikke krænker nogen. ”Offerløs kriminalitet,” som man kalder det.

Jeg kender Lars, fordi vi er enige om det meste og kæmper den samme kamp. Eller rettere: jeg støtter Lars’ frihedskamp efter bedste evne.

Offerløs kriminalitet

I dag ernærer Lars sig ved handel med ulovlige varer og arbejder under vilkår, der ikke udsætter ham for det tyveri, som indkomstskatten jo er – for nu at sige det på den måde. I sin fritid kæmper Lars og en masse gode mennesker sammen med ham for at genvinde den frihed, staten har stjålet fra os alle. De færreste behøver nogen introduktion til Lars, som af indlysende er meget åben om sine aktiviteter og offentliggør alt på sin hjemmeside www.frihedsaktivisten.com.

Mange mener, at Lars Andersen er kriminel, men hvor er ofrene for hans kriminelle handlinger? Derimod udsættes vi bestandigt for grove krænkelser fra statsmagtens side. Landsnæstformand for Liberal Alliances Ungdom, Nicolai Oster, måtte under protest afklæde sig på Christianshavns Torvs Metrostation og få undersøgt alle tænkelige gemmesteder på sin nøgne krop – uden fjerneste mistankegrundlag andet end ”mistænkelig adfærd”. Hele episoden blev filmet (kan findes på www.youtube.com), og det fremgår tydeligt, at betjenten ikke respekterer Retsplejeloven, Nicolais rettigheder og protester, endsige sine egne pligter. Tilsvarende krænkelser udsættes mange medborgere for dagligt – her fik episoden blot mediedækning, da Nicolai er en offentligt kendt person.

Lars Andersens partner på frihedsaktivisten.com, Torben Andersen, filmede engang helt legalt en politiforretning. Det er nødvendigt for retssikkerheden, at politiforretninger kan filmes. Men efterfølgende blev Torbens iPhone fratvunget ham, og betjenten slettede filmen – groft ulovligt og på alle måder dybt krænkende. Akkurat som da politiet anholdt en flyttemand ulovligt og tilbageholdt ham i timer, og så efterfølgende fik kollektivt hukommelsestab og glemte alt om, hvilke betjente der udførte denne ulovlige handling. Politiklagemyndigheden måtte opgive sagen.

Af andre kriminelle handlinger, som statsmagten skader landets borgere med, kan nævnes de såkaldte totalkontroller, hvor flere myndigheder (Politi, Skat, Fødevarekontrollen, Arbejdstilsynet) låner af hinandens hjemler til at foretage ransagninger og kropsundersøgelser i strid med Grundlovens hensigt. Så stopper politiet samtlige biler på en motorvej, og de forskellige myndigheder ransager biler og personer under egen hjemmel og bistår hinanden med informationer, der alt i alt sætter statens egen retsplejelov ud af reel kraft. Det er faktisk det glade vanvid, men er dagligdagen i Danmark – mens borgerne kan ringe forgæves ved tyveri, overfald eller indbrud.

Den slags er forkasteligt. Staten er blevet et monster, der tillader sig hvad som helst, og som fuldstændigt ignorerer vort selvejerskab. Et sådant uhyre skal slås ihjel, og der er flere midler. Udsultning er ét. Civil ulydighed et andet.

Ransagningen

Den slags lægger statsmagten åbenbart mærke til, for onsdag den 3. september kl 10.40 bankede 4-5 betjente på min dør. Under ledelse af politiassistent Lars Eriksen fra Afdelingen for Økonomisk kriminalitet, Sektionen for Quicksager, var man ude at lede efter Lars Kragh Andersen, som man havde fået underretning om skulle opholde sig på min bopæl – og bad om adgang til min bolig for at kunne gennemføre eftersøgningen.

Dette afviste jeg, ligesom jeg beordrede en betjent, der var gået om i min have, væk fra min ejendom, med mindre man kunne fremvise en ransagningskendelse. Det kunne man ikke, men henholdt sig til Retsplejeloven. Jeg kunne af den ledende betjent ikke få oplyst hvilken bestemmelse, der var tale om, men en yngre, kvindelig og i øvrigt meget uforskammet politiassistent nævnte Retsplejelovens § 793 stk 3. Det var meget sødt, men ”øjemedets forspildelse” holder bare ikke her.

Betjentene spillede deres good cop/bad cop-spil næsten til perfektion. Den ældste af dem, Lars Eriksen, var venligheden selv - imødekommende, udglattende, rund, mild og rar. De øvrige var helt modsat: indbegrebet af arrogance. Sådan som små mennesker bliver, når de udstyres med magt over andre. Imidlertid har jeg været antiautoritær rebel i 45 år, så jeg er i god træning med at se ned på autoriteter, der ikke er til hjælp, men kun til besvær. Og det besværliggjorde opgaven for betjentene, tydeligvis var vant til, at 50-årige familiefædre ”har ikke noget at skjule” og lukker døren op på vid gab.

Jeg kunne altså ikke få forevist en dommerkendelse, jeg afviste fortsat at give politiet adgang til min bolig, eftersom lovgrundlaget for en ransagning ikke var til stede, og jeg beordrede forgæves betjentene væk fra min ejendom. Politiet hentede herefter min nabo og hans bekendte som vidner, og under deres overværelse gentog jeg mine protester, som betjentene modstræbende nedfældede, og jeg afviste fortsat at give politiet – nu med vidner – adgang til min private ejendom.

For at tiltvinge sig adgang til boligen, måtte politiet derfor anholde mig (uden mistankegrundlag) hvilket skete klokken 10.47, hvorefter betjentene med de tilkaldte vidner gik ind og undersøgte mit hus fra kælder til kvist. Selv gik jeg på Facebook og underrettede verden om sagen. Værre var det altså heller ikke.

Selvom jeg bor i et stort hus med mange gemmesteder, kunne man med uforrettet sag løslade mig allerede kl 11.00. Lars Andersen er en stor mand og nem at finde, men de måtte opgive at åbne familieklenodiet, min dragkiste fra 1827 – så nu ved jeg, hvor jeg i fremtiden kan gemme kontrabande og farlige statsfjendtlige samfundsborgere.

Under den i øvrigt helt udramatiske anholdelse blev jeg spurgt til Lars Andersens opholdssted og telefonnummer, og jeg måtte meddele, at jeg simpelthen ikke kunne huske nogen af delene. Man spurgte også til, om jeg snart skulle se ham, og det bekræftede jeg, men kunne ikke huske hvornår. Jeg blev også spurgt til, hvornår jeg sidst havde set Lars, og det kunne jeg tilfældigvis godt huske: ”Dengang vi optog videoen med peberspray!” svarede jeg i overensstemmelse med sandheden. Derimod løj jeg, da jeg ikke kunne huske de sidste fire cifre i mit personnummer. Selv om man er en solid, 50-årig samfundsborger må man godt være lidt barnlig i mødet med repræsentanterne for en grov statsmagt.

I det hele taget var stemning god, humoristisk og hyggelig – især fordi de ubehøvlede af politifolkene endte med at holde en lidt lav profil – men det kan jo ikke ændre ved indtrykket af en statsmagt, hvis repræsentanter tager sig nogle helt urimelige friheder i forhold til at krænke borgernes rettigheder. Jeg strakte mig meget længere end mine oplysningspligter (man har alene pligt til at oplyse navn, adresse og fødselsdato), men naturligvis ikke så langt, at jeg kompromitterede Lars Andersen.

Eftertanker

Så vidt onsdagens voldsomme begivenheder, som afstedkom en lille storm på Facebook i kredsen omkring os semianarkister. Hundredevis af drillepinde checkede Lars ind over hele jordkloden – Thylejren, Che Guevaras Mausolæum, toppen af Mount Everest – endda på Månen. Torsdag dukkede politiet atter op på min bopæl; denne gang for at spørge, om jeg mon havde lyst til at overvære et retsmøde, hvor ordensmagten med tilbagevirkende kraft skulle sikre sig den dommerkendelse, man ikke havde sikret sig om onsdagen. Jeg takkede pænt nej på grund af travlhed, og det ærgrer mig grueligt nu. Jeg aner nemlig stadig ikke, hvorfor politiet skulle kunne tro, at Lars Kragh Andersen opholdt sig på min bopæl, og det kunne have været interessant at høre om grundlaget for den ulovlige ransagning.

Og i en lille kuriøs sidebemærkning: Lars har med fulde cpr-nr og folkeregisteradresse forhørt sig om årsagen til, at han skulle være eftersøgt – og har af politiet fået oplyst, at det er han ikke! Men eftersøgt var han nu engang, for politiet var her i vidners påsyn, og jeg var anholdt i 13 minutter.

Tilbage står nu en del efterrationalisering.

Hvorfor i alverden tror statsmagtens repræsentanter, at de kan se stort på Retsplejeloven?

Hvorfor er det så overraskende for politiet, at en halvgammel idiot som jeg fastholder mine rettigheder og overhovedet protestere mod krænkelserne af min ejendom og min person?

Hvorfor har politiet ikke ressourcer til at gå efter overfaldsmænd, tyveknægte og indbrudstyve, men bruger megen tid på offerløs kriminalitet?

Bør Lars Andersen flytte folkeregisteradresse til Sandholmlejren for at kunne begå sin offerløse kriminalitet uhindret og uden ransagninger? Ganske vist er Lars ikke berigelsesforbryder, men det lader til, at politiet alene magter at håndhæve loven overfor 50-årige familiefædre, men ikke overfor kriminelle asylansøgere – der frit kan stjæle og bevisligt opbevare iPhones mv under deres ophold i Sandholmlejren.

Forstår de slet ikke betydningen af, at vi står fast? Og tænker de slet ikke over baggrunden for, at en 50-årig mønsterborger – ikke en 15-årig løjser i hormonernes vold – opfordrer til og støtter åbenlyse ulovligheder i kampen for borgernes frihed.

Indser de slet ikke, at deres rolle ikke længere er at beskytte borgerne – men at være underdanige tjenere og ridefogeder for en selvfed og overvægtig statsmagt, der er blevet sin egen bekræftelse og begrundelse, og som lever sit eget liv som snyltedyr på samfundet?

Og hvad er det der får ordensmagten til at tro, at den kan hente tilfældige naboer og deres bekendte og imod mine protester slæbe disse mig fremmede personer rundt i min bolig?

”Nåeh, men hvis du nu ikke har noget at skjule … ,” vil den enfoldige sige. Den type kaldes som regel ”en solid samfundsstøtte”, men jeg opfatter ham som det modsatte: en samfundsfjendtlig statselskere.

Gu’ fanden har jeg noget at skjule - for eksempel mit privatliv! Der er meget, man gerne vil skjule, som faktisk (stadig en tid endnu) ikke er forbudt af statsmagten:

Jeg kunne have dyre malerier hængende, som kan interesse naboer med kriminelle kontakter.
Jeg kunne have et par prostituerede transvestitter liggende i sengen.
Jeg kunne have et spanking-rum i kælderen.
Jeg kunne være et rodehoved (hvilket jeg er).
Jeg kunne ligge i strid med den pågældende nabo, som med sin udpegning til politiets vidne under ransagningen fik uvurderlig information om min bolig og mit privatliv.
Egentlig kunne jeg også bare være en røvkedelig middelmådig socialdemokrat uden noget at skjule. Dét i sig selv ville jeg skjule.

Der er altså en grund til, at boligen er ukrænkelig, og at der virkelig skal meget til for, at øvrigheden må tiltvinge sig adgang. Men boligens ukrænkelighed er allerede gennemhullet af hundredevis af lovhjemlede undtagelser, og hvor der ikke findes hjemmel, skider statsmagtens repræsentanter – for at sige det bramfrit – højt og flot på deres pligt til at opføre sig ordentligt. Vil de ind, går de ind.

Selv hos en 50-årig samfundsstøtte, der hader og afskyr en totalitær statsmagt.

Efterskrift: torsdag eftermiddag - 26 timer efter ransagningen - søgte politiet at fremskaffe den manglende ransagningskendelse fra Dommervagten. I skrivende stund kendes resultatet heraf ikke.

Del eller citer ved at kopiere linket her

Udgivet: 

05/09/2014 - 07:59

Seneste ændring: 

21/03/2019 - 11:51

Emner: 

Del eller citer med linket her

AddToAny
MediaCreeper