Kun medlemmer

FOLKETS er en dansk medieplatform der huser udgivelser som avisen Folkets Avis, Magasinet Identitet, Rævekagen, Mediemøllen og mange, mange flere.

I modsætning til de etablerede medier modtager FOLKETS intet tilskud fra staten. Hvis platformen - og de medier som den huser! - skal overleve, så skal læserne betale.

Vi mangler

311

medlemmer mere,
så kører det rundt :)

Bliv medlem

Primære faneblade

Tonen, tak

Antal

Debatindlæg af Gunnar Langemark

Det er ganske udbredt blandt såkaldt pæne mennesker at bede om kammertonen - og argumentere for, at man skal “tale pænt”. Dette er jo på overfladen en ganske sympatisk holdning og ønsket kan ingen vel sætte sig rigtig imod. I de seneste mange år har det været en årligt genkommende begivenhed, at “skønne-hjem-menneskene” er krøbet ud af skjulet og har harcelleret over “tonen i debatten” - og især de sociale medier som facebook, har lagt ryg til mangen en kagstrygning over temaet.

Desværre retter de skytset den forkerte vej. De skulle ofte nøjes med at se sig selv i spejlet.

Hvis vi, i vores iver efter at holde en “pæn tone” i debatten, glemmer, at der ikke er en entydig og fælles forståelse af, hvad der er pænt - så mister vi evnen til at rumme forskelligheden, og samfundsdebatten mister noget af sin legitimitet. De mennesker, der taler grimt, er sjældent grimmere, end dem der klager over det. De er bare anderledes.

De særligt slemme

Man kan få 1500 kroner i bøde for at kalde en minister for “skodsæk”. Men man kan ikke få bøde for at sige om nogle andre, at de ikke er stuerene - selvom billedet det fremkalder for det indre øje, er lige så slemt. Det er kun når man taler meget direkte - og bruger nogle ganske bestemte udtryk, at myndighedernes hammer falder. Det har ikke noget med meningen bag ordene at gøre. Det er selve det såkaldt grimme sprog, der af nogle opfattes som et særlig slemt angreb.

For selvom man måske gerne ville have det til at se ud som om det er nogle særlig slemme og ondskabsfulde mennesker, der blander sig i debatten og ødelægger den med den dårlige debat, så er det i virkeligheden disse “pæne” mennesker, der har en ond, modbydelig og krænkende dagsorden. Det de - helt bevidst - gør, er at reservere den offentlige debat, for mennesker der er lige som dem selv. De ønsker simpelthen at undgå kontakt med de samfundsgrupper - som mange af dem ellers har meget travlt med at “redde” fra armod og ulykke - ved at gøre dem til “pæne” mennesker i deres eget billede.

Alle ved at modbydelighederne er lige så udbredte i såkaldt bedre kredse - som de er i de sociale medier. Man kan godt kalde nogen for en skodsæk uden at bruge det ord, bare man magter sproget. Det er et spørgsmål om social klasse. Og derfor et demokratisk problem at man lukker munden på de såkaldt lavere socialklasser, ved at slå ned på selve ordene og ikke meningen bag. Det er - i en sidebemærkning - det samme som man har gjort mod Dan Park i Sverige. Man har dømt en mand for at bruge “grimme ord” - og man har bevidst undgået at gøre forsøg på at forstå, hvad Park forsøger at sige. Det fremgår af dommen.

Vrede og frustration

Når man siger: “fuck dig”, “møgso”, “idiot” eller “jeg smadrer dig!” - så bruger man sproget til at udtrykke sin vrede og frustration. Og ikke ret meget andet. Nogle mennesker bliver forskrækkede og føler sig intimiderede og måske endda truet. Men det som er sket - er at den talende er løbet tør for sprog og ikke længere magter at beherske sine følelser indenfor normal sprogbrug. Det sker mest for mennesker med en kombination af stærke følelser og begrænset sprog.

Derfor er det problematisk at opfatte dette som værre end så meget andet ufint, der foregår i det offentlige rum, hvor mennesker med forskellig baggrund forsøger at debattere samfund, politik og meget andet. De mennesker, der bruger den slags udtryk, er mennesker der ellers ikke ville deltage i den offentlige debat. De tager deres måde at tale på med.

Hvis man giver en bøde for at kalde nogen for en skodsæk, en smatso eller lignende - så fjerner man bare de socialgrupper, som taler på den måde, fra den offentlige debat. Og så har man endnu engang klappet sig selv på skulderen og bekræftet sit eget sociale snæversyn.

En af grundene til at appellere til en “ordentlig tone” i debatten er, at der er mange som ikke tør eller orker deltage i den offentlige debat, når de risikerer at blive kaldt for sådanne grimme ting. Det er forståeligt nok, og det er utvivlsomt rigtigt. Det kan være intimiderende og stærkt ubehageligt.

Men der er folk der ødelægger debatten på tusind andre måder. For eksempel ved at sige: "nej det passer ikke, for sådan er jeg ikke” i en debat der er baseret på en generalisering. Eller ved at insistere på at stille spørgsmål der afsporer debatten fra sit fokus. Eller ved at insistere på at modparten skal dokumentere sin påstand, uden at de selv skal. Og så er der de sødt formulerede små personlige stikpiller, som tjener til at undergrave eller irritere en moddebattør. De fleste vil kunne komme med eksempler på disse små ufine tricks.

Tzen haben wir andere ...

Du kan afspore en debat, du kan blive personlig, du kan gøre hvad som helst - også uden de grimme ord. De grimme ord er ikke mere ødelæggende for debatten end så meget andet. De grimme ord chokerer en lille gruppe mennesker, som er vant til at bestemme hvordan "tonen" i debatten skal være.

De har nogle andre måder at ødelægge en debat på, andre måder at være modbydelige og personlige på - osv. Men de er - grundlæggende - ikke et hak bedre, end Brian nede fra havnen, som siger og skriver de fæle og grimme ord. Det er bare sådan - i de sociale mediers tidsalder - at vi oftere oplever at forskellige sociale grupper mødes og ikke kan forstå hinanden.

Afsporing af debatter kendes jo til hudløshed fra tv-debatter med politikere. De har lært at svare udenom, at insistere på at svare på noget andet end det der spørges om og at holde deres egen dagsorden - i stedet for at gå i en dialog med modstanderen. Det er respektløst både overfor debatmodstanderen og overfor seerne, men det er vi så vant til, at vi ikke opfatter det som et personligt angreb, selvom det ret beset udtrykker foragt for både journalist, publikum og debatmodstander.

Somme tider antager den slags nærmest perfid karakter - hvor ALLE ved hvad der foregår, men maskerne holdes, fordi “spillereglerne” tillader den interviewede at svare udenom, at insinuere ting om sine modstandere osv. Men “spillereglerne” tillader ikke at kalde nogen for “skodsæk” - fordi det er ringeagtende. Jeg ser ikke den store forskel i ringeagt. Det jeg ser - er en forskel i sprogbrug.

Værdighed

Når Mette Frederiksen reagerer så skarpt på en mands mishagsytringer - fordi han siger at han vil splitte hendes familie, som hun har splittet hans og kalder hende en skodsæk - så er det udtryk for en reaktion der er helt ude af proportioner. Jeg er endda tilbøjelig til at tro, at det ikke kan være ministeren selv, der har reageret - men snarere en kommunikationsmedarbejder. For det vil være uværdigt, at en minister - der har tusind gange mere magt, end den mand som har mistet sit livsgrundlag på grund af hendes lovgivning - føjer spot til skade, ved at slå ham ned med sine særlige paragraffer vedr. mennesker i offentligt embede, og ydmyger ham på den måde. Men jeg tror, at det kan have noget at gøre med at hun er kvinde.

Jeg tror, at mange kvinder slet ikke har vænnet sig til, at de kan have magt. De forstår endnu ikke hvilke ulykker de kan komme til at lave, når de udøver deres magt uhæmmet. Kravet om storsind og overbærenhed lærer man som mand. Man skal ikke tage alt lige tungt. Der skal være lidt højere til loftet over de mennesker, der ikke er ens "ligemænd".

Det mangler i nogen grad hos mange kvinder. Det reducerer dem til hystader, børn og hylende kællinger, der ikke tåler at blive talt groft til - selvom de egentlig burde tage det med ophøjet ro. Mette Frederiksen opfører sig som en kvinde der føler sig afmægtig - når hun i forhold til den magt hun har, burde føle sig højt hævet over at tage sig af den slags.

Der er - i mine øjne - en skadelig og uacceptabel tendens til, at især visse kvinder - helt ureflekteret - forsøger at udrydde de ting fra samfundet, som generer deres sanser. Skurvognen med dens pin-up piger er væk. Den grove tale er væk. Mændene er blevet “pottetrænet” og kan ikke længere agere på måder de har lyst til og som falder dem naturligt, men skal opføre sig som pæne drenge - for ellers får de vasket munden i brun sæbe. Eller de får en bøde. Og der er ingen som helst selverkendelse hos bødlerne - der fremdeles føler sig som gode mennesker, med gode hensigter og gode resultater.

Eller saglighed

Det er kommet helt derud, at nogle mennesker føler sig groft personligt angrebet - selv af udsagn der er fuldkommen saglige (selvom de kan være hårde og ubehagelige). Hvis en person siger til en diskussionsmodstander, at alle der dyrker omgang med muslimer, er landsforrædere, så er det ikke en dårlig tone i debatten, så er det en holdning. Det er en holdning der måske er chokerende, den virker fremmed. Det er ikke pænt at mene. Det er noget som de fleste kan være enige om, ikke har noget på sig. Men det har intet at gøre med en grim tone i debatten, og det er ikke et personligt angreb. Det er bare et stærkt ord. Men det er muligt at det er lige præcis landsforræder der menes, og ikke noget andet.

Vi vil så gerne have at andre skal anerkende at vi er bedre end andre. Vi opstiller rammerne for den fælles forståelse, således at vi selv er “rigtige” - og forsøger at presse disse rammer ned over alle andre. Ved at få andre til at anerkende dette - får vi dem samtidig til at anerkende at de selv er mindre værd, fordi de naturligvis må føle sig “forkerte” når de fx har for vane at sige ord som “fuck”, “skodsæk” og “sgu”. Det er i virkeligheden rigtig intimiderende og nedbrydende og en form for “magtsprog”, der sætter andre i en underordnet situation.

Vi gør det ofte uden at tænke over det - for det er vel meget naturligt at vi synes vore egne værdier er de “rigtige” at have.

Men - kan man indvende - Mette Frederiksen blev jo truet! Til det kan man sige, at ministeren anmeldte for trusler, men politiet valgte at udskrive bøden for noget andet. Det var ikke trusler den pågældende fik en bøde for. Det tyder på, at de ikke mente at truslen var noget der kunne dømmes for.

Pænhedens tyranni

Ingen skal finde sig i injurier, bagvaskelse eller trusler. Ingen af delene har ret meget at gøre med “tonen i debatten” og de har heller ikke noget med ytringsfrihed at gøre. Hvis der ligger en hensigt om trusler bag et udsagn (og det må være op til anklagemyndighed og domstole at vurdere) - så er det truslen og hensigten, der er strafbar. Hvis man lyver om et menneske - er det en form for bedrag. Men udtrykker man sin frustration på en måde, som i sin grovhed chokerer pæne mennesker, så er det i virkeligheden blot æstetik og velbefindende hos omgivelserne, der er på spil.

Mange stærke kraftudtryk skyldes frustration, afmagt, vrede og manglende sproglig formåen. De såkaldt grimme ord kommer til, når den talende ikke længere “kan være i sit sprog” og den kultiverede facade bryder sammen. Det sker selvfølgelig mest hos dem der ikke behersker sproget så godt. Og vi ved allesammen godt, at det meget ofte er dem uden en akademisk uddannelse og dem der står udenfor arbejdsmarkedet.

Om man sviner folk til på en ukultiveret eller kultiveret måde - er jo i virkeligheden det de fremtrædende debattører diskuterer. De vil have de ukultiverede luget ud. Så de kan have debatten for sig selv - og ikke skal tvinges til at forholde sig til virkeligheden i al dens mangfoldighed. Vi har skabt et velfærdssamfund hvis formål har været at udviske skellene mellem sociale klasser. Det var socialdemokratiets fremmeste eksistensberettigelse igennem næsten et århundrede, at forvandle arbejderklassen til småborgere med parcelhus, bil og god smag - med modernistisk kunst på væggene og to årlige besøg i teatret. Det lykkedes delvis. Men ikke helt.

Og hvis man fornægter disse forskelle - og dømmer alt sprog efter samme målestok, så gør man de mennesker en bjørnetjeneste (forstået på den gamle måde) som man tror at hjælpe.

For man dømmer dem på en karakterskala, de ikke passer til. Når man hylder forskel og mangfoldighed - så skal man også være parat til at rumme forskellene. Ellers har man blot ødelagt mulighederne for de mennesker - som ikke sidder med ved bordet når magten udøves.

Andre menneskers sprog

Ønsket om at “luge ud” i debatten og få forbedret “tonen” er i virkeligheden ganske udemokratisk. Selvfølgelig kan folk selv bestemme hvad de vil høre på. Man skal ikke finde sig i noget på sin egen facebookvæg. Og aviserne kan sagtens tillade sig at stille krav til sproget i debatterne online. Det er deres avis og deres website. De bestemmer.

Men dem der har et andet sprog - bestemmer også selv. De bestemmer om de vil tale som småborgere eller arbejdere. De bestemmer selv om de vil finde sig i de “pæne damers” forargede perfiditeter, som afleveres i en strøm af søde ord, men som ikke efterlader tvivl om meningen. De selvsamme mennesker der efterlyser en bedre “tone” - klinger ikke bare hult, men falsk - når de samtidig udnytter deres sproglige overlegenhed til at tilføre andre ubehag - med de små undergravende modbydeligheder imellem linjerne.

Der er ingen garanti for at vi ikke oplever smerte i livet. Og det skal der heller ikke være. Velfærdshysteriet skal ikke udstrækkes til at blive til et ideal om en tilværelse uden bump på vejen. Og det gælder også debatten. Det er nødvendigt at rumme det som man ikke kan lide - hvis man også selv vil rummes.

Der er næsten ingen som er helt uden kanter.

Sømandsbossen kunne tale så folk kunne forstå det. Han var selvfølgelig til grin i folketinget. Siden har vi kun haft social og kulturel ensretning. Selv fodboldspillere forventes at tale pænt.

Del eller citer ved at kopiere linket her

Udgivet: 

09/09/2014 - 08:10

Seneste ændring: 

21/03/2019 - 11:59

Emner: 

Del eller citer med linket her

AddToAny
MediaCreeper