Vi skal bruge 334 betalende brugere mere for at "breake even" - vil du være en af dem?


FOLKETS kan kun eksistere i kraft af direkte opbakning fra brugerne

Se hvordan DU hjælper

Primære faneblade

Kærlighed, halalkød og snaps!

Antal

Debatindlæg af Muna Mohamed

På en hjørnesofa, i en forstad til København, sad jeg lørdag aften med ret beruset kæreste og en vred iransk veninde, der beskrev livets trivialiteter og hvorfor nogen mennesker ikke kan rumme mangfoldigheden. Det startede med at min veninde spurgte om hvorfor danske mænd er så bange for udenlandske kvinder?

Spørgsmålet var ret overvældende og derved blev jeg nødsaget til at tage en tår af min discount rosé vin fra Netto. Jeg skævede til min danske kæreste der rødmede og sank dybere ned i den brune sofa. Min venindes insisterende blik gennemborede min sjæl og jeg havde en umådelig trang til at afvige at svare på spørgsmålet. Ubehaget spredte sig i rummet og jeg begyndte at tøve.

Efter en kort pause fortsatte hun, altså jeg ved jo godt at jeg er perker, men ligefrem at danske mænd er bange for at lære mig at kende I byen, er uforståeligt.

Samtalen forsatte videre, om at danske mænd er bange for at komme I kontakt med udenlandske kvinder og jeg kunne ikke lade være med at spørge om hun ikke har prøvet at sende et lille smil med på vejen I byen for at netop se om hun måske selv ubevist havde afvist dem. Hun sukkede men svaret var hurtigt og kontant, at for hver gang hun er I byen kigger de på hende som et kunstværk og dermed tør de ikke at komme I kontakt med hende.

Kunstværk?

Jeg havde en indre latter der ikke kunne komme ud eftersom tonen var ret alvorlig. Jeg kunne mærke at jeg har haft en tankekrig om lige netop dette emne før og min indre tidsmaskine tog mig tilbage til en alder af 20, hvor jeg fik min første danske kæreste.

Hvis jeg husker tilbage til den tid hvor jeg var sammen med ham, så husker jeg også tiden hvor han var bange for at blive slået af mine fætre, hvilket endte med han ikke turde at holde mig I hånden I byen, dette på trods af at jeg var moderne muslim. Hans frygt for æresdrab og frygt for de muslimske skikke og regler banede vejen til at vi som unge forelskede gik fra hinanden, for et fredeligt liv uden frygt for at være sammen.

Tja, som en moderne muslimsk kvinde, tænker jeg I dag at den sociale stigmatisering omkring muslimske kvinder hersker i samfundet og derfor åbner det øjnene op for mig, at livet er ikke en dans på roser. Medens filosofiske sandheder spredte sig I mine tanker, fortsatte samtalen og jeg forsøgte at bløde stemningen op ved at sige at der også findes danske mænd der ikke var bange for muslimske kvinder – beviset lå bl.a. ved siden af mig, hvor min danske kæreste sad og smilte til mig og nikkede anerkendende til hvert et ord jeg kom ud med.

Min iranske veninde mente, at der nok også findes søde danske mænd men at hun var enorm træt af at retfærdiggøre sig selv på grund af sin religion. Hun sagde netop følgende:

"Jeg er træt af at forklare hvorfor jeg ikke er som de ”andre muslimer”, hvorfor jeg går i byen og ikke er tildækket, hvorfor jeg drikker osv?"

Dette citat fra min kære veninde er ikke ugenkendeligt for mig, da jeg netop ved flere lejligheder har skullet fortælle nøjagtig det samme og hvor jeg bare rigtigt mange gange har ønsket at blive mødt som en person og ikke som en religion, for selvom jeg er muslim, er jeg også meget mere end det.

Denne generalisering af muslimske kvinder bunder ud i en forældet frygt for det ukendte. Fordi man er født muslim betyder det ikke at man praktiserer sin tro til punkt og prikke, det er da heller ikke alle kristne eller hinduer der praktiserer deres tro som naboen gør. Konsensus er ikke fastlagt for alle mennesker for vi fortolker forskelligt og har forskellige holdninger og har forskellige livsanskuelser. Men jeg forstår også denne nysgerrighed, for denne nysgerrighed bygger broer, denne nysgerrighed er vigtig, det er netop nysgerrighed der knuser fordomme og binder bånd.

Nysgerrighed må ikke mangle, for ellers vil samfundet være tomt og ugenkendeligt for mange af os. Efter det tredje glas rosé vin, blev jeg ret nostalgisk og et håb efter sammeneksistens uden forklaring om hvorfor man er anderledes, en tid hvor broerne er bygget og fordommene ikke findes længere, for selvom det er en utopi har man da lov til at håbe. Med ét var jeg tilbage til realiteten, tilbage til en veninde der stadigvæk så søgende ud og tilbage til en forvirret kæreste der virkede ret tynget af hele situationen, en lørdag aften i en hjørnesofa i en forstad til København.

Udgivet: 

09/09/2014 - 14:00

Seneste ændring: 

21/03/2019 - 11:58