Primære faneblade
Debatindlæg
Åben

Gratis

De små historier om den virkelige racisme i Danmark

For nylig så jeg et billede af en T-shirt, som en ung mand havde lavet efter at have været mistænkt for terrorvirksomhed.

Sagen afstedkom kritik i pressen fra bl.a. menneskerettighedseksperter, som fortalte om, hvor racistisk Danmark er blevet, og det måske rigtig nok. Men det virkede som en relativt lille sag i forhold til så mange andre ting. Trods alt skete der jo ikke manden noget, og da sagen var opklaret, kunne alle ånde lettede op, og han kunne lave sin T-shirt, som lavede lidt grin med det hele.

Jeg har på den anden side kontakt til personer, kredse og organisationer, som hjælper særligt kvinder med indvandrerbaggrund med at navigere rundt i behandler-Danmarks jungle, og dér er billedet et ganske andet.

Af en eller anden grund er der også ret grove og ægte eksempler på racisme, som aldrig når frem til avisernes forsider.

Der var et eksempel med en ung indvandrer-kvinde, som havde fået tæv med et bræt. Hun blev af uransagelige årsager afvist på krisecentrene i byen, så der var ingen steder for hende at tage hen. Hun måtte tage hjem og forsøge at få tingene til at fungere med sin voldelige mand. Jeg ved faktisk ikke, hvordan det endte.

Jeg snakkede med en anden kvinde, som også havde fået tæv af sin mand flere gange - af og til endda mens hun havde stået med deres fælles barn på armen. Til sidst blev det så meget, så hun frygtede for sit liv. Hun havde ikke noget andet sted at bo, så hun forlod hjemmet uden barnet for at kunne overnatte hos nogle venner.

Kort tid efter skulle barnet til den almindelige kontrol på hospitalet, og der valgte både mor og far at dukke op. Der blev selvfølgelig talt om, at moderen havde forladt hjemmet - mest fordi manden klagede over det, men også en smule om volden, selvom den ikke fik så meget fokus.

Til sidst blev moderen af en arrogant overlæge "rådgivet" om, at det nok var bedst for alle parter, hvis hun flyttede hjem igen, fordi det "er jo barnet, som skal være i fokus".

En anden episode handler om et par, som var blevet skilt nogle år forinden. Kvinden havde ikke klaret det så godt i mellemtiden, manden var til gengæld blevet gift igen. På grund af en konflikt om deres fælles børn skulle de begge mødes i statsforvaltningen.

Det viste sig, at manden havde taget sin nye kone med som "bisidder" og deres fælles barn. Det var åbenbart aftalt på forhånd med sagsbehandleren. Selvom moderen gav udtryk for, at hun helst ikke ville sidde til møde med sin ex-mand og hele dennes nye familie, så fik hun at vide af sagsbehandleren, at sådan var det bare.

Så hun måtte bide ydmygelsen i sig og acceptere at sidde til et møde, hvor en arrogant 26-årig sagsbehandler deltog i familieidyllen med et spædbarn, som afbrød hele tiden. Det var klart, at når det kom til at vise sig som "god forælder", så havde manden med den nye kone og et pludrende spædbarn et lille overtag der.

Statsforvaltningen har lavet en "telefonvagt", som besvarer borgernes generelle spørgsmål. Det er for at aflaste sagsbehandlerne, så de ikke får opkald fra parterne i sagen hele tiden. Men af en eller anden grund har indvandrer-mænd aldrig problemer med at blive stillet om til netop sagsbehandleren, så de kan lave aftaler om tingene inden et møde. Indvandrer-kvinder bliver altid "fanget" i telefonvagten, hvor de får at vide, at hvis de vil noget, så må de skrive et brev om det.

Det virker som om, der er en blind vinkel hos myndighederne og lovgiverne om det her. Jeg begriber ikke, at der kan være så stor forskel på behandlingen af indvandrer-kvinder og -mænd. Og af en eller anden grund er der ingen af de sædvanlige vagthunde, som så meget som bemærker de ting, der foregår lige under næsen på dem.

Er det fordi indvandrer-kvinder har problemer med at begå sig overfor det offentlige? Eller handler det om en slags racisme? Betragter man indvandrer-mænd som mere ærlige? Gør det rent faktisk en forskel, når en "stolt indvandrer-mand med rank ryg taler sin sag og gør sin stilling klar"? Mener myndighederne faktisk, at indvandrer-mænd er de bedste til at håndtere familie-problemer?

Og samtidig kan man se overalt, at der konstant er kampagner, som handler om, at netop indvandrer-mændene bliver diskrimineret - og kun dem. Staten støtter disse kampagner med mange penge - mange af dem er faktisk lavet af både ministerier og styrelser.

Der er et utal af offentligt betalte foreninger og støtte-centre, som bakker op om indvandrer-mændene, mens kvinderne ikke får nogen hjælp overhovedet.

Hvis du på nuværende tidspunkt er enten chokeret eller bare tror, det er løgn det hele, så har du delvist ret i det sidste. Historierne handler selvfølgelig ikke om indvandrer-kvinder.

De handler om helt almindelige, hvide, danske mænd.

Kønnet er byttet rundt, men ellers er historierne 100% sande. (Og det var ikke et brædt. Det var en stegepande i støbejern.)

Severin M. Ørsted, Lemvig

Du har læst et indlæg på Folkets.

Uden opbakning fra læserne ville vi ikke kunne bringe det.

Bliv betalende bruger og støt den frie journalistik i Danmark.

Se fordele

Seneste ændring: 
19/12/2019 - 19:11
Vi er 0 abonnenter – vi skal højere op!
Abonnenter Svarer til
1 1 stor fadøl
200 Kontanthjælp, 0 børn
1000 DR-journalist
5000 Maria Rørbye Rønn