Kære læser,

Med FOLKETS har jeg skabt en medieplatform der er uafhængig af statsstøtte.

Den uafhængighed er enestående i Danmark hvor medierne har snablen dybt nede i skatteborgernes lommer. De får milliarder af staten. Hold kæft-bolsjer, kalder jeg det.

Bør der ikke være medier som går systemet kritisk efter i sømmene. Hvor fokus er dybere end de enkelte politikeres fadæser eller rød mod blå blok.

Hvis du kan se hvorfor det er vigtigt med uafhængige medier, må næste spørgsmål være – hvordan?

En dag er denne side helt tom, hvis ikke du bakker op.

Meld dig til her

Og god læselyst,
Lennart Kiil

Primære faneblade
Debatindlæg
Åben

Gratis

Når skranken bliver for høj

Det sker med mellemrum. Altså det her med, at Danmark bliver udråbt til en politistat. Og man kan mene, at det sker med større eller mindre beføjelse – særligt afhængigt af hvilken side af skranken, man befinder sig på.

Vi hører om folk, der bliver ransaget i deres hjem uden ransagningskendelse. Vi hører om myndighederne, der ikke er til at komme i tale, hvor unge mennesker med øvrighedens og sundhedsvæsenets hjælp bliver tilbageholdt på institutioner. Og vi korser os, ryster på hovedet og skriver måske en statusopdatering på facebook. Og så går vi videre. Videre med vores egne ting, vores eget liv. For hvor bekymrende det end er, så skal maden købes og laves, terminerne betales, børnene hentes og arbejdet passes.

Og imens fortsætter overmagten og myndighederne med deres. Ransagningen fortsætter. Tilbageholdelsen fortsætter.

Som datter af to nu afdøde jurister ansat ved anklagemyndigheden blev jeg opdraget med, at politiet skulle have en ransagningskendelse for at komme ind. Politiet måtte hjertensgerne spørge, om de måtte komme ind, og jeg måtte hjertensgerne sige nej, hvis jeg ikke ønskede det. Og hvis politiet ønskede at tale med mig, og jeg ikke ønskede at tale med dem, så skulle jeg bede dem anholde mig med en sigtets rettigheder. For politiet laver også fejl.

Men hvor mange ved det? Fru Hansen, der åbner døren, vil umiddelbart føle sig intimideret af politiets uniform og give dem adgang, for Fru Hansen har jo ikke noget at skjule. Eller har hun? Hvis hun siger nej, så har hun sikkert. Eller måske har Fru Hansen bare ikke lyst til at fremvise den opvask, der ikke er taget. Eller plyshåndjernene i soveværelset, der bliver taget frem ved særlige lejligheder. Og fru Hansen skal have lov til at sige nej. Og vide at hun kan sige nej. Bare sådan!

Der er bistandsklienter, der ikke får udbetalt deres bistand til tiden, for der er sket en fejl. Og bistandsklienten går resigneret hjem. For sådan er det jo. Og så kan pengene først komme om en uge, for dem bag skranken siger, at det kan slet ikke lade sig gøre før. Og huslejen bliver ikke betalt til tiden. Penge må lånes til mad. Og der kommer en rykker, der koster penge i det lille budget, for huslejen ER jo betalt for sent. At det ikke er bistandsklientens fejl, kan udlejer jo være ligeglad med. Og damen på bistandskontoret er tilsyneladende også ligeglad. Jeg prøvede det selv for rigtig mange år siden.

Men her er så forskellen: Jeg ville dengang ikke finde mig i det. Så jeg bad om at tale med kontorchefen. Og på forunderlig vis, så kunne jeg hente mine penge to timer senere. For det kunne godt lade sige gøre at rette fejlen. Så MIN husleje blev betalt til tiden. Men der er uendeligt mange, der ikke er klar over deres rettigheder i forhold til myndighederne. Eller som opgiver kampen, for man kan jo ikke gøre noget.

Og det er HER, vi skal have ændret hele systemets tilgang til tingene.

Det var slemt dengang for mange år siden, da jeg fik hjælp af det offentlige. For man står der og krammer kabudsen og skal have hjælp af andre. Og regner med hjælp – ikke at man hårdnakket skal kæmpe for den og kunne angive paragrafnummeret i loven, der siger, at man skal have hjælp. Og dem på den anden side af skranken med eller uden uniform skal give dig den. Og det regner man jo med i vores samfund. At der er hjælp at hente. Men nogle gange så er de brodne kar i overtal. Så er det skrankepavernes og uniformernes regimente, der taler. Og man får ikke bare hjælpen. Og man bliver rendt over ende i sit eget hjem, fordi man ikke er klar over, at man kan sige nej.

Nogle af de mennesker, der vælger at lade sig ansætte i Etaten, skal have ændret deres opfattelse af jobbeskrivelsen. Hvis du vælger at lade dig ansætte på bistandskontoret, hos Borgerservice eller hos politiet, så vælger du samtidigt et serviceerhverv. Nej, det er ikke kun hjemmehjælperen og ham, der står i butik, der er i servicesektoren. Det er også socialrådgiveren, fuldmægtigen og politibetjenten, der vælger at være til hjælp for borgerne i dette land. Men noget tyder på, at det er de ikke klar over. De skal varetage statens – dvs. samfundets – interesser. Men det betyder også, at de skal varetage dine og mine interesser.

Måske de skulle på kursus? Og måske man skulle danne en forening, der ville varetage den lille mands interesser, når nu staten vælger ikke at gøre det. Vi er tilsyneladende alle er os selv nok... indtil vi en dag har politiet stående foran døren, eller vi skal have en kørestol til vores gamle far.

Måske vi skulle tænke lidt mere på næsten? Også i det offentlige. For skranken er ikke ment, som en ridderborg. Den er blot til at lægge papirerne på, når man står op.

Folkets Avis har takket være trofaste støtter hjemme her. Vil du også være med?