Kun medlemmer

FOLKETS er en dansk medieplatform der huser udgivelser som avisen Folkets Avis, Magasinet Identitet, Rævekagen, Mediemøllen og mange, mange flere.

I modsætning til de etablerede medier modtager FOLKETS intet tilskud fra staten. Hvis platformen - og de medier som den huser! - skal overleve, så skal læserne betale.

Vi mangler

310

medlemmer mere,
så kører det rundt :)

Bliv medlem

Primære faneblade

Er jeg feminist?

Feminisme?

Antal

Debatindlæg af Camilla WInther Nissen

På det seneste har jeg måtte stille mig selv det spørgsmål alt for mange gange.

Hvis jeg stemmer til højre for midten, så er jeg det i hvert fald ikke ifølge de blå meningsdannere, for feminismen er udelukkende et socialistisk projekt, der – også ifølge dem – har udspillet sin rolle og behov.

Hvis jeg kigger mod Stockholm, så er feminismen overhovedet ikke uddebatteret. Men ønsker jeg på nogen på at kigge mod Stockholm, når feminismen dér handler om, at vi skal afmontere kønnet totalt; at den xy-kromosonbærende del af befolkningen blot er hulemænd, der skal omskoles; at vi skal omtale folk i 3. person som ”hen”; at drengebørn ikke skal have nogen kage på Kvindernes Kampdag – jeg kunne blive ved med eksempler på dette feministiske udtryk, der i den grad latterliggør enhver form for kvindesag.

For netop med sådanne tiltag kunne man synes, at feministerne griber efter områder, der er så langt ude, at de ikke rigtig har noget at komme efter. Der er ligestilling. Det har vi bestemt ved lov. Så nu kan folk bare arbejde videre og passe sig selv. Og vi har ligeløn. På papiret i hvert fald. Så hvis nogen vil påstå noget andet, så er det deres egen fejl. Så er det fordi kvinder ikke kan yde det samme fysisk som mænd i et givent erhverv. Hvorfor skulle de så lønnes for det samme?

Herhjemme har vi ligestilling. Her i huset. Det har der aldrig været nogen tvivl om. Og da jeg for godt 20 år siden boede med min datters far på De Canariske Øer, satte jeg foden ned ret tidligt og gjorde det klart, at jeg ikke havde planer om at gøre rent og lave mad i ét væk som hans mor, imens han så fodbold og lignende. Og jeg følte mig ret feministisk, da jeg gjorde det. Men det var uproblematisk. For vi var begge udearbejdende. Og ingen af os havde mere tid end den anden, så vi fordelte byrden.

Og vi fordeler også byrden her. Jeg laver ikke så ofte mad for tiden, da jeg har mega travlt. Og byrden er måske lidt skævt fordelt med det huslige – i min favør. Men det bliver udjævnet et andet sted. Og så fungerer det.

Mange vil mene, at det er forkert, at der er nogle kvinder, der er hjemmegående og passer hus og børn med rengøring, bleskift og kødgryder. Men hvis der er tale om et frit valg, så er der vel ikke noget forkert i at fordele byrden på den måde. Hvis det er et frit og oplyst valg. Man skulle måske så kigge på den regionale fordeling af hjemmegående husmødre, hvis man ville have noget at komme efter. Hvis man gerne ville se på, om det faktisk er et frit og oplyst valg.

Men kvinder SKAL ikke bare ud på arbejdsmarkedet i kraft af, at de er kvinder. Ikke hvis det fungerer bedre for dem på en anden måde sammen med den person, de har valgt at leve sammen med. Ikke hvis de yder på anden vis og hjælper med byrden. Frivilligt.

Men hvad er så problemet. Skulle alle kvindesagsforkæmperne så ikke bare smide skiltene og passe deres næringsvej?

Er det det svensk-feministiske matriarkat model, der er den naturlige fortsættelse af kvinders kamp igennem de sidste par århundrede? Nej. Der er ikke behov for hverken svenske eller danske amazoner, men der er andre kampe at kæmpe. Vi har godt nok juridisk ligestilling på næsten alt, men mentalt har vi ikke nødvendigvis. For i nogle erhverv mangler der stadig holdningsændringer til kvinder. I Israel har såvel mænd som kvinder værnepligt. Her har man ingen problemer med, at kvinder er kamppiloter. Danmark fik sin første kvindelige jagerpilot i 2005. En begivenhed, der blev beskrevet som, at en af mændenes sidste bastioner var faldet. Dvs. for kun 9 år siden.

Men er det bare al magt til kvinderne, som feminismen ønsker? I Sverige er det tilsyneladende. Med en politisk agenda, der handler om en blanding af udradering af kønslige forskelle og identifikationsformer krydret med diskrimination af mænd og omskolingsplaner, kan man nemt få den tanke.

Jeg håber aldrig, vi bliver nødt til at forholde os til den svenske form for feminisme i Danmark. Ej heller synes jeg at et ord som ”forkvinde” er nødvendigt. Eller lovbefalet lige fordeling af barselsorloven.

Muligheden for, at forældre kan dele barslen, er i min optik ønskværdig. Lad det være op til den enkelte familie at dele, som de vil. En justering med en noget længere barselsorlov end de 14 dage til mænd, ville måske være hensigtsmæssigt, så man kan få det hele til at fungere – uafhængigt af moderens barselsorlov. En holdningsændring til mænd på barsel – og en lille omfordeling, der langsomt vil vinde indpas - vil også have en indvirkning på, at det bliver lagt nogle kvinder til last i en ansættelsessituation, at de er i den fødedygtige alder. Danmark har behov for børn, der kan hjælpe med ældrebyrden i det lange løb. Så erhvervslivet bør måske hellere gives et incitament til at ville ansætte kvinderne – uanset deres fødedygtighed.

Den måde, som mænd ofte bliver behandlet på i forbindelse med fordeling af forældremyndigheden overfor fælles børn i dagens Danmark, synes jeg i høj grad bør tages op til revision. For dér er kvinder og mænd ikke ligestillet. Frem til 1922 havde kvinder ingen mulighed for at få forældremyndigheden efter en skilsmisse. I dag er det modsatte ofte tilfældet. Og da feminisme for mig handler om ligestilling, så er jeg vel stadig feminist.

Jeg klapper stadig i hænderne af mange feministiske tiltag i 70’erne, der bl.a. medførte, at kvinder kropsligt blev langt mere opmærksomme på sig selv. Og kunne sig nej og ja, som de ville.

Jeg er nok blevet feminist på min mors måde. Med lejlighedsvise røde negle og opsat hår. Med kavalergang og hæle. Men også på min egen måde med en sav i hånden, når et træ skal fældes, en hammer i hånden, når et søm skal slås i. For jeg foragter lidt de kvinder, der ikke kan selv. Jeg behøver ikke selv slå sømmet i, men jeg kan, hvis jeg vil. Og det er måske dér, både mænd og kvinder skal redefinere sig selv. Såvel kvinder som mænd kan være i offerrollen, men de kan også begge have rollen som den stærke. Vi skal bare finde ud af det der svære med, at man godt kan være kønsligt udstyret på den ene eller anden måde, uden det partout placerer os i den eller anden lejr.

Jeg vil ligestilling. Jeg er feminist. Uanset hvor jeg måtte sætte mit kryds. For vi har jo brug for hinanden.

Del eller citer ved at kopiere linket her

Udgivet: 

15/09/2014 - 15:06

Seneste ændring: 

13/02/2019 - 14:30

Emner: 

Del eller citer med linket her

AddToAny
MediaCreeper