I 2013 var Enhedslisten drivkraften bag indførelsen af et nyt obligatorisk modul på pædagoguddannelsen.
Det udmøntede sig konkret året efter i et obligatorisk forløb som de studerende skal igennem under uddannelsen med navnet:
Køn, seksualitet og mangfoldighed
På pædagoguddannelsen bruges i dag som undervisningsmateriale blandt andet Antologien Åbne og lukkede døre.
Beskrivelsen af bogen lyder blandt andet sådan her:
Bogen er inddelt i tre: Første og anden del ser på køn i henholdsvis daginstitutionerne og skolen. Tredje del vender blikket udad og ser på de pædagogiske ’trends’ i forhold til kønsopdeling. Her skeles til udviklingen i Sverige, som på mange områder er længere fremme end i Danmark.
Sverige er længere fremme end Danmark? Det kommer vel an på hvad man definerer som fremskridt.
Man kunne lige så vel mene at Sverige er kørt længere ud ad en vildvej end Danmark.
Tilbage til selve bogen Åbne og lukkede døre.
I bogen kan man blandt andet læse om "Queerpædagogik":
Queerpædagogik er blevet udviklet i Sverige, først og fremmest i forskellige græsrodsorganisationers arbejde for hbt-personers rettigheder, og vinder større og større legitimitet i den pædagogiske praksis.
Queerpædagogikken går ud på at granske heteronormen kritisk. Dette indebærer, at man sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor heteroseksualitet anses for at være det eneste normale og naturlige, og hvorfor mennesker opdeles i to så stærkt afgrænsede køn; kvinde og mand. Dermed flyttes fokus fra hbt-personer, som ellers ofte ses som afvigende og derfor bliver nødt til at forklare deres seksuelle orientering, kønsidentitet eller kønsudtryk.
Alt sammen noget som ikke virker den mindste smule relevant for at give børn en god dag i vuggestue og børnehave og eksempler på hvor ødelæggende overdreven teoretisering og akademisering er for praktiske uddannelser.
Men jeg vil godt hæfte mig ved nogle ting:
-
Det er interessant hvordan en række svenske "græsrodsorganisationers arbejde for hbt-personers rettigheder" sniger sig ind og bliver pensum på skatteyderbetalte pædagoguddannelser i Danmark – og til sidst ender som praksis ude blandt børn i vuggestuer og børnehaver.
-
Det er interessant så mange antagelser man gør om den "heteronormativitet" man hævder at arbejde på at "kritisere". For eksempel hævder man at heteroseksualitet anses "for at være det eneste normale og naturlige".
Det er jo nu engang det mest normale, men at det skulle være det eneste normale har jeg aldrig hørt i Danmark. Jeg har heller aldrig hørt at det skulle være det eneste naturlige. Dyr giver sig i kast med alskens seksuelle aktiviteter.
Men heteroseksuelle aktiviteter er blandt mennesker og andre pattedyr den eneste form for seksuel aktivitet som giver afkom - og er dermed ret væsentlig for vores blotte eksistens.
- Sætningen "Dermed flyttes fokus fra hbt-personer, som ellers ofte ses som afvigende og derfor bliver nødt til at forklare deres seksuelle orientering, kønsidentitet eller kønsudtryk" er også interessant.
For hvad har det med børnehaver og vuggestuer at gøre? Jeg går ikke ud fra at det er noget man beder børnene forholde sig til på nogen måde - forhåbentligt ikke. Og under alle omstændigheder er det vel hverken pædagoguddannelsens eller daginstitutionernes opgave at kæmpe for at flytte fokus hverken fra eller til hbt-personer.
Mere generelt kunne man spørge hvad formålet med normkritik og queerteori er i vuggestuer, børnhaver og folkeskoler.
Altså hvad er ideen men at "mainstreame" metoder og teorier som er opstået på den alleryderste venstrefløj i USA og Sverige i danske skatteyderbetalte institutioner?
Man kunne også spørge om normkritik og queerteori vitterligt er viden, som tilhængerne ofte beskriver det som. Eller om det nærmere er ideologi - altså pseudo-videnskab.
Normkritik kunne godt selv trænge til en ordentlig omgang kritik.
Eksempel:
http://www.lederliv.dk/artikel/case-om-normkritisk-p%C3%A6dagogik-og-ledelse