Høje afgifter på energi er gift for produktionsvirksomheder

Af Allan Holm Nielsen, Cand. Hort. PhD., Growz ApS.

Energi er en væsentlig bestanddel af de fleste produktionsvirksomheders omkostninger. Dét at skabe noget - omforme én ting for at lave en anden - er energikrævende. Nogle ting mere end andre, men helt generelt anskuet kræver ændringer energi. Derfor er stabile og lave energipriser meget væsentlige for produktionsvirksomheders konkurrenceevne. Uden en stabil pris, er det vanskeligt at planlægge og investere langsigtet. Og uden lave priser er produktionen måske slet ikke rentabel og dermed uladsiggørlig. 

Som privatforbruger i Danmark bruger vi også energi - og heraf er el den mest almindelige energiform som ingen kan sige sig uafhængig af i et moderne samfund. Prisen kender de færreste - men nogen ved måske nok, at de betaler mellem 2 og 2,50 kr pr kWh. Som dansker bruger man i gennemsnit 1600 kWh pr år, og sammenholdt med en gennemsnitlig husstandsindkomst på godt 300.000 kr efter skat, udgør elforbruget kun en lille del af husholdningsbudgettet. Man skænker det med andre ord nok ikke så mange tanker. Men for en virksomhed kan elomkostningen let være den største udgiftspost overhovedet . Det er f.eks. tilfældet for gartnerier med vækstlys. Her kan omkostningen til el i vintermånederne overstige både varme- og lønomkostningen. Hos nogen er omkostningen til el faktisk større end omsætningen. Produktionen er dermed tilsyneladende umulig.

Virksomheder hårdt ramt af høje priser

Men at elomkostningen er så stor, skyldes primært, at en meget stor del af prisen udgøres af afgifter. Moms. Elafgift. Energispareafgift. Eldistributionsafgift. PSO afgift. Faktisk udgør selve el-prisen - det at producere strømmen - kun ca 30 øre af de godt 2 kr man betaler for én kWh el. Nogle gange kaldes afgifterne noget andet. Andre gange slåes de sammen. En elregning er i det hele taget meget uoverskuelig og svært forståelig. Derudover har man fra politisk hold tendens til at rette navnene til, til hvis de bliver en varm kartoffel. Således blev CO2-afgiften omdøbt da det kom frem at den blev opkrævet på energi der var CO2-neutralt, og hedder i dag i stedet energispareafgift.

For at gøre urentable produktioner rentable, som nævnt ovenfor, har man fra politisk hold vedtaget at visse produktionsformer kan fritages for de værste energiafgifter - særligt elafgiften og energispareafgiften er høje, og man kan opnå refusion for en stor andel af disse, hvis man hører til i gruppen af virksomheder, der har såkaldt tung process. Dvs. dem der bruger meget energi på produktionen.  Ofte er refusionen bundet op på krav om gennemførsel af energibesparende projekter, registrering eller indrapportering af elforbrug og hvad man gør af tiltag for at mindske energiforbruget. At opfylde betingelserne koster penge, tager tid og er bureaukratiske at udføre . Tillige gavner de ofte ikke direkte virksomheden i den daglige drift, men de politisk set gjort nødvendige, for overhovedet at have en overlevelseschance. 

Ny afgift er understøttelse af urentable teknologier

En af de seneste afgifter er PSO-afgiften. Den er en Public Service Obligation afgift - en afgift, der skal dække omkostninger til f.eks. merprisen ved at producere grøn energi. En vindmøllepark i Danmark er nemlig ikke rentabel på normale markedsvilkår . Den kan ikke nøjes med en afregning på ca 30 øre pr kWh, den kræver typisk 60 øre til 1 kr for at være rentabel. Den nye Anholt Vindmøllepark er et eksempel på en stor findmøllepark, der er garanteret hele 1,05 kr pr kWh for at tiltrække investorer, og den merpris betaler virksomhederne og forbrugerne gennem PSO-afgiften.

Politisk set, har man besluttet at satse stort på grøn energi i Danmark. Den grønne energi skal sikre danske virksomheder imod de prisstigninger man har indset vil komme i fremtiden, når de fossile brændstoffer en gang bliver knappe og dermed meget dyre. Problemet er bare, at vindenergi, som i dag udgør over 30% af den danske elproduktion, er ustabil. Den skabes i bogstaveligste forstand som vinden blæser. Nogle gang laves der meget. Andre gange lidt. 

Da et elnet altid skal være i balance - input skal svare til output - så skal resten af forbruget dækkes af regulerbare energiformer - og her anvendes primært energi fra almindelige kraftværker, turbineværker, i Danmark. De får energien fra kul, gas, halm eller affald - og kan regulere deres produktion op og ned uden afhængighed af vinden.

To systemer til ét behov

Ved at man på den måde reelt skaber to energiforsyninger - én der er vindafhængig og som kun vanskeligt kan forudses og ikke uden videre opreguleres - og én som skal dække resten, ja nogle gange hele elforbruget, så får man meget store anlægsomkostninger. Man har jo reelt to produktionsapparater til at dække ét behov, og de kan ikke være hinandens backup. Backuppen fungerer kun én vej.

I de perioder, hvor vindmøllerne dækker 100% af elproduktionen i Danmark skal kraftværkerne ligge brak. De skal ikke producere noget, for at systemet er i balance. Men da kraftværkerne samtidig producerer fjernvarme til store byområder, områder som ikke har alternative opvarmningsformer, så kan man ikke bare lukke ned. Det betyder, at elproduktionen i Danmark fra tid til anden er mere end rigelig. Over 100% af forbruget. Heldigvis kan vi eksportere resten af strømmen til vores nabolande - Tyskland, Sverige, Norge - fordi vores elnet hænger sammen. Men der er et problem. Overproduktionen er ofte uforudsigelig, og prisen for ellen vi sælger til disse markeder, derfor ofte meget lav. Væsentligt lavere end de 60+ øre vi er forpligtet til at betale vindmølleparkerne. Dermed køber danske elforbrugere dyr, grøn energi - og sælger den med tab til vores nabolande , fra tid til anden. Dette scenarie løber vi oftest ind i om vinteren - hvor opvarmningsbehovet er størst og vindens kraft højest, og sådanne dage sender danskerne millioner af kroner dyr strøm ud af landet, uden at få ret meget den anden vej. 

Som virksomhed kan man købe el på flere forskellige måder. De to mest populære er enten at gå efter spotprisen - man køber til den timepris der er på markedet og som fastsættes fra dag til dag. Det er den billigste el, ud fra det synspunkt, at der ikke skal laves nogen risikoafdækning af elselskabet. Alternativet er, at købe på kontrakt. Her afregner man en fast pris pr kWh, beregnet ud fra ens forbrugsprofil og ens forventede aftag. Det er ofte dyrere, fordi der skal indregnes tillæg for risiko og udsving, men til gengæld undgår man de dyre spidser, der fra tid til anden opstår når elmarkedet er i underskud. Det sker hvis f.eks. der er meget lidt vind og nogle af kraftværkerne er nede til renovation. Der mangler således el i systemet, og den manglende el skal laves af såkaldte reservelastværker. Disse værker betales for at stå stand-by, og får en høj afregning, hvis der en sjælden gang bliver brug for deres produktion. De skal så kunne starte op med meget kort vasel. Minutter. Og lukke ned igen lige så hurtigt. 

Riskerer at skulle betale 50 x pris

Prisen på disse reservelastværkers el er høj. Faktisk er den så høj, at man har sat en energipolitisk maxpris: 15 kr pr kWh - eller ca 50 x den normale pris . Den pris rammer man ikke tit - men det sker - og har man som virksomhed købt el på spotmarkedet, er det ødelæggende for forretningen at løbe ind i sådanne udgifter. Reelt tvinges mange derfor over på fastprisaftaler, som fordyrer deres elindkøb generelt og forringer konkurrenceevnen. 

Set ud fra en virksomheds synspunkt, f.eks. et stort gartneri, har man fra politisk hold lavet følgende:

• et elsystem, hvori man afkræves en betaling på 7 x prisen på den ydelse man har brug for (30 øre kontra godt 2 kr)
• et dyrt, likviditetsbelastende, bureaukratisk administrationssystem for at få en del af de afgifter man betaler retur
• et grønt feel-good projekt med vindenergi, der skal dække et energibehov 20-30-40 år ud i fremtiden, hvor de nuværende vindmøller alligevel er nedslidte
• et ustabilt og forsikringskrævende prisfastsættelsessystem, der fordyrer den i forvejen kostbare energi

Hvis nu systemet var skabt fordi man ikke havde andet valg. Fordi det var nødvendiggjort af ydre omstændigheder, f.eks. at den fossile energi allerede var, produktionsteknisk, relativt dyr, og frygten for yderligere massive stigninger var nært forestående, kunne man måske retfærdiggøre løsningerne. Måske. Men det er bare ikke tilfældet. Ser man på energiprognoserne, senest med tillægget at de enorme mængder skiffergas ser ligger rundt omkring, og de nye metoder man bruger til at hente olie op med, så er truslen om store energiprisstigninger faktisk aftagende i den nærmeste fremtid. Energipriserne er tilmed faldet drastisk som følge af den finanskrise, der har hærget siden 2008 og som ikke ser ud til at lette lige med det samme. 

Politisk miskmask

Med andre ord, så har vi i Danmark skabt et omfordelingspolitisk el-afregningssystem, der er stærkt fordyrende for vores produktionsvirksomheder, og som tilmed er bundet op på lange kontrakter med de virksomheder, der har investeret i f.eks. vindmølleparker. Man kan altså ikke bare omgøre beslutningerne. Man har låst sig fast, langt ud i fremtiden. Disse politiske beslutninger er ødelæggende for mange forretningsmodeller , og gør pt at mange typer virksomheder forlader landet, eller i hvert fald lægger deres investeringer andre steder. Trods refusion og særordninger, er deres produktion urentabel eller i hvert fald så dårlig at den er væsentlig bedre hos nabolandene Sverige eller Tyskland. Samtidig gør den politiske uvilje og de mange hovsa-tiltag, at den tillid, der bør være til at politikere gør ting velovervejet og på et solidt beslutningsgrundlag, er væk. Og tilliden er ikke sådan lige at genoprette - særligt ikke når man gang på gang ser ting hastet igennem folketinget uden at de har været behandlet ordentligt og grundigt. 

Hvordan kan man komme videre? Hvordan kan virksomhederne igen få tillid og lyst til at investere i Danmark?

Det bliver et langt, sejt træk - som der er så populært at sige. Et træk, hvor politikere skal afholde sig fra at sparke til virksomheder på baggrund af enkeltsager. På baggrund af feel-good politik. På baggrund af politiske mærkesager uden hold i virkeligheden og uden opbakning fra EU. Danmark skal ikke være et foregangsland, der ødelægger sin egen konkurrenceevne for at andre EU-lande blot kan tage over. Danmark skal være et foregangsland, der skaber sammenhold i EU og fælles regler, så konkurrencen bliver lige og forholdene rimelige. Og så skal politikerne stoppe udvidelsen af den alt for dyre grønne energiproduktion. Det er blot at puste til ilden. At fremskynde den produktionsvirksomhedsafvikling der allerede er i gang og som skader både danskerne og Danmark på sigt.