Primære faneblade

Lukket

En skole der vil alt kan intet

Helhedsskolen er et risikabelt forsøg ud i social ingeniørkunst. Et meget klart eksempel på en politisk ambition, der ikke står mål med, hvad der realistisk set er muligt at gennemføre på forsvarlig vis i virkeligheden.

Afstanden mellem ideerne på Christiansborg og dagligdagen ude på landets skoler er ganske simpelt blevet for stor. I dag bringer vi en klumme fra en folkeskolelærer, der fortæller om nogle af de problemer regeringens skolereform medfører.

Nu kan man indvende, at alting tager tid og at lærere og elever lige skal indstille sig på den nye planlægning, så skal alt nok alligevel ende med at blive bedre i fremtiden. (“15 minutter”, "Der kommer en god løsning i morgen". Alt det der.)

Denne indvending passer også på mange ting, men jeg tvivler nu alligevel på, at reformen vil indfri sine målsætninger og på længere sigt resultere i en bedre folkeskole - og med bedre folkeskole mener jeg et sted hvor eleverne lærer at læse, skrive og regne og ellers trives og er glade for at være.

For hvordan regner man med, at det skulle ske, hvis man tager børns fritid fra dem og omgør hele dagen til en grå masse af institutionalisering?

Er det børnenes kår, man har kæret sig om ved denne reform - eller er det snarere et spørgsmål om at få dem passet ind i en verden, de voksne forestiller sig?

Børn er ikke ens og de er ikke tomme bøtter man bare kan hælde læring på. Børn er forskellige og har en natur og en personlighed. Det er en skam at sætte denne i fængsel ved at gøre deres fritid kortere og den tid, de er underlagt en overmagt, længere.

Koloniseringen af børns fritid og frihed er stærkt bekymrende fordi den viser en mangel på forståelse for menneskets natur. Og så viser den et offentligt system, der stadigt mere emsigt og hensynsløst skalter og valter med folks liv - simpelthen inddrager deres frihed.

Og hvem siger, man lærer mere ved at gøre skoledagen længere? Kan man lære alt i skolen da? Og er det alle, der lærer netop i skolen?

Tillad mig undtagelsesvist at afslutte med et citat fra skønlitteraturen:

Serosja var ni år, han var et barn. Men sit hjerte kendte han; hvad der levede derinde, var ham dyrebart, og han skærmede for det, som øjenlåget skærmede for øjet - ingen slap derind uden kærlighedens nøgler. Hans opdragere klagede over, at han ikke ville lære, og alt imens brændte i hans indre en tørst efter viden. Og han lærte af Kapitónitsj, af barnepigen, af Nádenjka, af Vasili Lúkitsj. Kun af lærerne lærte han intet. Det vand, som faderen og pædagogen ønskede på deres mølle, strømmede stadig forbi dem og arbejdede andetsteds. Lev Tolstoj i Anna Karenina

Du læser nu Folkets Avis - og Folkets Avis overlever ligesom de øvrige medier på medieplatformen FOLKETS alene fordi læserne betaler.