Nogle gange presses der på udefra for at holde medier, borgere eller virksomheder i mørket i forhold til hvad der foregår hos myndighederne som vedrører disse.
Og nogle gange legitimerer systemer, som står over Folketinget, en tillukket og mørklagt forvaltning og lovgivningsproces hvor myndighederne afviser at svare ordentligt på henvendelser fra implicerede interessenter.
Vidste du for eksempel at danske myndigheder afviser at mødes med tobaksindustrien i spørgsmål om sundhed og andre spørgsmål som vedkommer denne kraftigt regulerede og beskattede branche?
På trods af den evindelige snak i medier og blandt politikere om tobak, sundhed og tobaksafgifter, så er der faktisk lukket af for dialog mellem parterne i sagen.
Kan myndighederne bare sådan lukke ned for kontakt?
Og hvordan er det kommet dertil?
Vi skal tilbage til 2003 i Genève, Schweiz hvor FN's Verdenssundhedsorganisation, WHO, har sit hovedkontor. Det år vedtog WHO en rammeaftale, den såkaldte Framework Convention on Tobacco Control (FCTC). Aftalen er blandt andet udlagt som et værn imod tobaksindustriens forsøg på indblanding i landenes sundhedspolitik.
Året efter blev FCTC gjort gældende i Danmark. Og dermed pålagde FN gennem Verdenssundhedsorganisationen danske myndigheder at være afvisende overfor kontakt med tobaksindustrien.
Mere specifikt er artikel 5.3 i FCTC den tekst som nærmere beskriver anbefalinger for nedtoning eller afvisning af kontakt mellem myndigheder og tobaksindsutri. Og derfor er den relevant her i forhold til vores undersøgelse af mørklagte myndigheder.
For senere, i 2008, kom vejledningen til implementering af artikel 5.3 hvori anbefalingerne til landenes myndigheder om behandling af og kontakt med tobaksindustrien beskrives nærmere.
Af FCTC's vejledning til artikel 5.3 (https://www.who.int/fctc/guidelines/article_5_3.pdf?ua=1) fremgår det blandt andet at
Parties should interact with the tobacco industry only when and to the extent strictly necessary to enable them to effectively regulate the tobacco industry and tobacco products.
Anbefalingen til myndighederne fra WHO går altså på kun at have den allermest nødtørftige kontakt med tobaksindustrien.
Hvad denne allermest nødtørftige dialog og kontakt så konkret indbefatter, det kan tolkes - og bliver tolket - forskelligt geografisk på tværs af lande og til forskellige tider alt efter hvilke politiske partier som har regeringsmagten.
Men uanset hvad så strider anbefalingen imod principper i forvaltningsloven hvis formål blandt andet er at sikre parter i en sag ordentlig kommunikation med de myndigheder som regulerer deres forhold.
Den nuværende socialdemokratiske regering har i forhold til for eksempel prostitueredes forhold gjort det klart at de prostituerede skal betale skat, men ikke regne med at få samme forhold som andre arbejdende borgere.
Noget lignende ser vi med virksomheder i forhold til tobaksindustrien versus andre brancher. Man forskelsbehandler fra myndighedernes side.
Man kan spørge om regeringen er afvisende overfor kontakt særligt med tobaksindustrien samtidig med at man regulerer og beskatter dennes produkter i tiltagende grad.
Der opstår i så fald en vilkårlighed i behandlingen af borgere og virksomheder som beror på den siddende magts værdidomme og mere eller mindre arbitrære tolkning af anbefalinger fra instanser uden for landets grænser.
Men der findes faktisk dansk lovgivning, forvaltningslovens kapitel 3, som netop skal sikre parter i en sag at myndighederne yder vejledning og bistand og besvarer henvendelser.
Og ifølge lighedsgrundsætningen i forvaltningsret skal disse love gøres gældende lige for ensartede tilfælde. Så anbefalingerne fra WHO kunne godt se ud til at komme i konflikt med ånden i dansk lov.
Der må være en form for neutralitet forbundet med forvaltning som synes at være tilsidesat i det her tilfælde.
Så når myndighederne lukker sig ned om sig selv, så sker det nogle gange med henvisning til anbefalinger fra overnationale organisationer.
Men spørgsmålet er om almindelige demokratiske principper om åbenhed og ligebehandling i myndighedernes forvaltning ikke er lige så vigtige som WHO's sundhedsmæssige ambitioner på de enkelte landes vegne.
Hvis man vil beskatte og regulere - bør man så ikke som minimum lade de beskattede og regulerede komme til orde som part i sagen?
Og hvilke andre brancher kan med tiden risikere at blive frosset ud fordi de eller deres produkter ikke passer med overnationale ambitioner?
Selvfølgelig skal man være varsom med særinteresser. Men man skal også være varsom med at undergrave retsstatsprincipper af frygt for disse.