Junkmedier: Politikens mediemobning er ikke vejen frem - her er et bedre forslag

Som nogle af jer ved, så stemplede Politiken for noget tid siden Folkets Avis som et junkmedie.

Et junkmedie var noget som ikke var decideret fake news, men som alligevel ikke rigtigt var til at stole på. I modsætning til de "rigtige medier", som man selvsagt roligt kunne fæstne sin lid til.

Men er denne ekstra distinktion, som Politiken indførte, gavnlig for et pluralistisk mediebillede i et åbent demokratisk samfund?

Overordnet set mener jeg at svaret er, nej.

Jeg har forståelse for at Politiken bragte artiklerne om junkmedier. Men samlet set gør ideen, i den form som Politiken fremførte den, mere skade end gavn.

Jeg tror at det som hovedregel er en dårlig idé på den måde at dømme hele medier ude. I stedet bør man kritisere konkrete historier - uanset hvilket medie som bringer dem.

For kan man regne med at de såkaldte "junkmedier" intet bringer af værdi, eller kan man vide sig sikker på at de "rigtige medier" altid er til at stole på?

Politiken mente åbenbart at der var behov for en udgrænsning og mærkning af medier som ikke skrev usandt, altså som ikke kunne betegnes fake news, men som angiveligt heller ikke levede op til de journalistiske idealer som de gamle medier - i egen selvforståelse - er garanter for.

Før havde vi:

Med Politikens artikler om Junkmedier fik vi en ny måde an anskue tingene på:

Der var lagt op til et skifte fra at bedømme hver enkelt histories påstande – uanset historiens ophav! – over til at dømme historier efter hvilken udgiver som stod bag.

Artiklerne i Politiken, og de udsagn forskerne kom med som kilder, lagde op til en generel mistro mod det man selv havde defineret som Junkmedier. Medier man havde sat navn på og dermed stemplet som utroværdige.

Var udgiveren af en historie et "rigtigt medie", så kunne læseren roligt stole på historien, var udgiveren derimod et af de stemplede "junkmedier", så skulle læseren nok tage historien med et gran salt – hvis læseren i så fald overhovedet skulle besvære sig med at læse den.

Politiken lavede basalt set at autoritetsargument rettet imod navngivne nye medier. Man puttede dem med mærkningen junk ned i skraldespanden.

Det er et problematisk skifte at gå fra at bedømme hver enkelt historie på historiens egne meritter eller mangel på samme og så over til at for-dømme indhold med henvisning til udgiverens "kaste" - en "kaste" skabt til lejligheden af Politiken og med autoritet fra forskere.

Dels fordi de "rigtige medier" har langt større rækkevidde og indflydelse. Og jeg mener derfor at de skal læses med samme skepsis og granskes lige så grundigt som de meget mindre såkaldte "junkmedier".

Men udgrænsningen af de navngivne nye medier som junk er også problematisk af en anden grund. Overvej følgende:

Ny viden og nye perspektiver opstår ofte i en form for grænseland mellem det vi tager for givet, de overleverede sandheder, og så de nye vinkler som vi endnu har været blinde for.

Og det kontroversielle er også ofte en nødvendighed for at udfordre magthaverne i et samfund. En opgave der bør levnes godt med plads til i medielandskabet.

Og her mener jeg at de nye medier kan spille en væsentlig rolle i forhold til at bringe nye perspektiver og historier for dagens lys. Også nogle gange kontroversielle ting.

Disse nye historier skal naturligvis granskes og kritiseres. Men hver for sig og for deres specifikke påstande om virkeligheden. De skal ikke udelukkes på forhånd med henvisning til at de er bragt af et "junkmedie".

Den gensidige mediekritik og faktatjek af egne og andres historier er gode ting i et demokrati. Det er i mine øjne vejen frem.

Den fordomsfulde og fordummende a priori udelukkelse af bestemte medier er derimod problematisk. Den harmonerer ikke med en åben og fri debat og demokratisk samtale.

Og til trods for de gode hensigter, som journalisterne bag artiklerne og de medvirkende forskere sikkert havde, så mener jeg at det var en fejl at skabe ideen om "junkmedier" som en afsondret "kaste". En "kaste" de gamle medier eller forskere efter forgodtbefindende kunne proppe navngivne nye udgivelser ned i.

Faktatjek historier i stedet for at brændemærke medier.

Og bevar altid den kritiske sans.