Gå til hovedindhold

"How dare you" - en kort analyse af klima-ikonet

Hvad sker der når den kreative klasse får frit spil? Når følelser fortrænger fakta og fornuft?

Greta Thunberg nærmer sig de ni millioner følgere på instagram. Medier verden over er klar med mikrofoner hver gang hun åbner munden.

Hun er tidens helt store ikon.

Hun er en celebrity.

Og dem bliver der lyttet til. Andægtigt og kritikløst.

Den ukritiske benovelse er bemærkelsesværdig. I de rette cirkler er beundringen stor.

Lad os blive lidt ved det med de rette cirkler.

Greta Thunbergs forældre er begge kunstnere. Moderen sanger og faderen skuespiller, så vidt jeg er orienteret. Og meget tyder på at de har klaret sig godt. Der mangler vist ikke noget materielt i Gretas liv.

Kunstnere lever i bund og grund af opmærksomhed. Og hvad opmærksomhed angår, har Greta forlængst overskygget både mor og far.

Kunstnere er toppen af poppen i den kreative klasse. Men måske føles det alligevel lidt tomt altsammen, når nu den kreative klasse har bevæget sig op over de andre lag i samfundet.

Den kamp er ligesom vundet.

Og alle de materielle goder - er det nok til at stille en kunstnersjæl tilfreds?

Eller mangler der stadig noget?

Når Greta nyder så stor beundring i dag, så tror jeg forklaringen langt hen ad vejen skal findes her. I manglen på mening.

Den kreative klasse er ovenpå. Men mange i denne velstående klasse oplever alligevel en tomhed. Måske er kunstnere også generelt en smule selvoptagede og narcissistisk anlagte.

Derfor bliver de imponerede når de ser en person som kæmper for noget større og mere end sig selv. Og det er nok det indtryk de har af Greta Thunberg.

Den kreative klasse knuselsker hende.

Og når disse toneangivende mennesker svinger taktstokken, så følger medierne med. Og dermed store dele af de brede masser. Millioner og atter millioner af mennesker lytter.

Andre er selvfølgelig imod Greta Thunberg. De anser hende ikke for at være nogen kapacitet på klimaområdet.

Nærmere en slags agitator.

Det er godt at ikke alle lægger sig fladt ned.

For ikonet Greta er mundstykke for en form for politisk bevægelse som kunstnere til alle tider har været tiltrukket af:

Den radikale. Den gennemførte. Den rene. Den revolutionære.

Det er ikke fornuft eller afmålthed som kendetegner ikonet Greta eller hendes fanskare. Det er ikke den dybe viden om klima eller det kedelige arbejde som er forbundet med at sætte sig ordentligt ind i emnerne.

Det er derimod en politisk ild. En lutrende ild som skal rense vores fordærvede sjæl. En sjæl fordærvet af forbrug.

Der er bare lige et problem.

En kamp kan ikke rigtigt bare være for noget.

Der skal helst være noget endnu større en klimaet på spil.

Og der skal være nogen at kæmpe imod.

Og så er der brug for en fjende. Og her er det lige præcist venstrefløjens sædvanlige hadeobjekter som bliver trukket af stalden:

That action must be powerful and wide-ranging. After all, the climate crisis is not just about the environment. It is a crisis of human rights, of justice, and of political will. Colonial, racist, and patriarchal systems of oppression have created and fueled it. We need to dismantle them all. Our political leaders can no longer shirk their responsibilities.

Det er hele "systemet" som skal ændres. Altså systemet som den venstreorienterede værdikriger forestiller sig det ser ud.

En racistisk og kvindeundertrykkende konspiration af hvide kapitalistiske mænd mod resten af verden.

Sammensværgelsen skal ombringes.

I en så bred og stor kamp for renselse og genskabelse må der naturligvis være nogen eller noget som skal ryddes af vejen for at skabe plads. Sådan er det med revolutioner.

Lad os håbe at denne nye samlede "kamp for klimaet" holder sig på det symbolske plan.

Danmarks magasin om identitetspolitik – #idpol, men også om væren og eksistens, og essens og identitet.

Lennart Kiil er stifter af FOLKETS og redaktør på Folkets Avis. Han mener godt man kan oplyse og underholde på samme tid.