Gå til hovedindhold

At bekæmpe corona uden ansigtsmaske svarer til at bekæmpe HIV uden kondom

Indsendt af Lennart

Jeg har undret mig utroligt meget over hvorfor vestlige lande har benægtet effekten af værnemidler som ansigtsmasker, mens lande i Asien nærmest har tvunget borgerne til at tage dem på.

Man skal jo ikke have den store eksamen i sund fornuft og logik for at regne ud at en virus som kommer ud og ind af næse og mund, hæmmes i sin smittespredning af ansigtsmasker.

Her må man sige at asiaterne simpelthen bare har mere respekt for almindelig sund fornuft og logik og praktisk erfaring end de vestlige lande.

I de vestlige lande skal alting være "evidens-baseret", og der skal nærmest være videnskabelig samstemmighed, såkaldt konsensus, før man tør tro på noget som helst. Selv i en krise hvor tid er afgørende klynger man sig til denne besynderlige neurose.

Og eftersom et par snoldede små-studier gennem tiden har sået tvivl om effekten af ansigtsmasker, så føler myndighederne i de vestlige lande sig åbenbart retfærdiggjorte i at afvise disse værnemidlers nytte for borgerne.

Der er endda eksempler på at myndighederne har hånet borgere som har talt for værnemidler. Der er også eksempler på at myndigheder har sagt at almindelige borgere bare er for dumme til at bruge masker rigtigt.

Tænk hvis myndighederne havde sagt at bøsser var for dumme til at bruge kondomer under AIDS-epidemien? Nej, vel.

Sagen er desværre at myndighederne i vesten i dag er dummere end de var i 1980'erne hvor også praktisk erfaring fra andre steder blev tillagt betydning. I dag tillægges kun forskeres resultater betydning.

Nu vil nogen selvfølgelig indvende at sammenligningen mellem HIV og den nye coronavirus er dårlig.

Jamen, så kom op med en bedre.

Jeg er udmærket klar over at der er forskelle. Mange!

Det ændrer bare ikke på at der altid er to komponenter i spil når smittespredning skal dæmpes:

  1. Adfærdsændringer
  2. Værnemidler

I de vestlige lande virker det som om myndighederne tror at man kan stå på ét ben. Og alene opfordre til adfærdsændringer for befolkningens vedkommende.

Det kan man også en periode. Men det er ikke en langtidsholdbar strategi.

Hvis smittespredningen skal dæmpes uden at man smadrer samfundet helt i forsøget på dette, så skal værnemidler også i brug før eller siden.

Ellers ender vi med den gamle vittighed:

Operationen var en succes, men patienten døde.