Gå til hovedindhold

Værnemidler til borgerne er ikke til fare for sundhedspersonale - tværtimod

Indsendt af Lennart

Jeg har set den forfærdeligt manipulerende falske fortælling at værnemidler til "almindelige borgere" er til fare for forsyningen til sundheds- og plejepersonale.

Lad mig indledningsvist sige at jeg er med på at sundheds- og plejepersonale har det største behov for værnemidler.

Men hvor stort behovet er blandt sundheds- og plejepersonale, det afhænger i høj grad af hvor stort pres der kommer udefra af indlæggelser med covid-19.

Og det hænger igen sammen med hvor hurtigt smittespredningen foregår i det omgivende samfund.

Værnemidler forebygger smitte. Ganske enkelt. Så hvis civilbefolkningen også benytter værnemidler, så vil presset på sundhedssystemet alt andet lige være betydeligt mindre.

Værnemidler til civilbefolkningen vil altså alt andet lige mindske trykket på sundhedsvæsenet og dermed også presset på sundheds- og plejepersonale!

Det er væsentligt i et land som Danmark der har relativt få frie sengepladser på hospitalerne og også relativt begrænset plads på intensivafdelinger i sammenligning med for eksempel Tyskland.

Det burde man kunne forstå.

Normalt lægger man jo også vægt på forebyggelse frem for behandling. For det er meget billigere at forebygge end at behandle.

Og en ansigtsmaske er noget billigere end en respirator. For at sige det mildt.

Især i en situation hvor en chok-effekt kan skabe overbelastning af sundhedssystemet er det vigtigt at forebygge. Og dæmpe smittespredningen i befolkningen. Og det er præcist hvad værnemidler hjælper med.

Kapitalisme og de frie markeder kan sagtens skabe masker og andre værnemidler nok til alle, ligesom kapitalismen kan skabe kondomer og toiletpapir nok til alle.

Manglen på værnemidler i systemet skyldes at myndighederne ikke har planlagt og forberedt sig godt nok. Det skyldes hverken markedsfejl eller borgere som "hamstrer" udstyr.

Og da det ikke er hverken dyrt eller kompliceret at producere værnemidler i rigelige mængder for et moderne samfund, så mener jeg at strategien bør være at alle kan få værnemidler.

Uden værnemidler bliver den eneste mulighed social distancering og afsondring - og disse adfærdsmæssige tilgange undergraver samfundets evne til at fungere.

Og noget andet man skal huske:

Typisk er de værnemidler som bruges i sundhedssystemet jo alligevel også underlagt nogle strengere krav hvad bakteriefiltreringseffektivitet, respirationsmodstand og væskegennemtrængelighed angår.

Hvorimod støvmasker fra byggemarkedet primært er certificeret efter filtrering på partikelstørrelse, etc. Så ideen om at almindelige borgere har købt noget ind som andre har krav på, er forkert.

Så de masker som almindelige borgere kan bruge til at hæmme smittespredning er ikke nødvendigvis nogen som tages fra sundheds- og plejepersonale.

Når det så er sagt, så har det offentlige efter sigende været rundt og købe ind på byggemarkeder. Så certificeringer er måske lidt mindre væsentlige lige nu. Hvilket giver mening.

Det betyder jo så bare at det ville være endnu lettere at få sat gang i produktion - til alle.

Som man gør i Asien i de lande hvor man har haft mere succes med holde coronavirus nede end man har i det europæiske lande.

Lidt at tænke over.