Lokalet er propfyldt, men antallet af mænd kan tælles på tre fingre: To mænd blandt et publikum bestående af knap 70 kvinder og én enkelt mand på podiet. Det er børneforskeren Ole Henrik Hansen, der skal gøre os alle klogere. Det handler om vuggestuer, det handler om kærlighed. Det handler om Danmarks fremtid. Og det er faktisk ret interessant.
Det er foreningen SAMFO - der arbejder for økonomisk ligestilling af familier, der selv passer deres børn, og familier, der får passet der børn i institutionerne - der har arrangeret foredraget. Temaet er de helt små børn. Har de godt af at komme i vuggestue - eller ville det i virkeligheden være bedre for børnene at være hjemme hos mor de første par år?
Ole Henrik Hansen, der skal svare på dette spørgsmål, er forsker ved Aarhus Universitet, hvor han fokuserer på 0-3 årige. Han har en fortid som leder af en døgninstitution. Det viser sig dog hurtigt, at det er meget begrænset, hvad vi rent faktisk ved om de her ting. Ole kan ikke give noget endegyldigt svar på, hvornår det er bedst for et barn at begynde i institution.
Mor er den bedste i verden
Hvad, han dog kan sige med sikkerhed, er, at der findes et særligt bånd mellem mor og barn, som ikke kan erstattes af noget andet. I de første leveår skal barnet have en masse kærlighed, og den kan kun komme fra moderen. Hun er af evolutionen udstyret med en evne til at læse barnet og mærke dets behov. Det er mænd eller institutioner bare ikke i samme grad.
Særligt den påstand om, at mænd ikke kan det samme som kvinder i forhold til de helt små børn, ser ud til at provokere mange i publikum. I hvert fald mødes Ole af en håndfuld spørgsmål, der igen og igen vender tilbage til dette tema. På spørgsmålet om det ikke lige så godt kan være far, der er hjemme med barnet i den første tid, svarer Ole derfor til sidst kort og godt:
Nej! Vi kan godt lade som om, men sådan er det ikke.
Ole svarer i det hele taget kontant og bramfrit på de mange spørgsmål fra salen. Nogle gange til stor morskab - færre gange sukker forsamlingen. Emnet er ømtåleligt, for det handler også om dårlig samvittighed og om at være fanget mellem karriereambitioner og børnenes trivsel.
Forskel på institutioner
Ole Henrik Hansen er overbevist om, at det ikke er godt for de helt små børn at blive taget fra mor og sat i en institution. Når børnene bliver lidt større - omkring halvandet til to år, måske - kan mange børn på nogle områder have glæde af at komme i institution. Det kan være positivt for sprogudviklingen, og så får børnene her et fællesskab med jævnaldrende.
Normeringen ser ikke ud til at spiller nogen større rolle for, hvor godt en institution fungerer i forhold til hvor meget tid, de voksne bruger direkte med det enkelte barn i løbet af en dag. Højere normering giver i følge Oles forskning ikke nødvendigvis højere kvalitet. Det afgørende er de enkelte ansatte og deres forståelse for børn.
For at illustrere denne pointe viser Ole en film med en pædagog, der mestrer det at modtage et barn i institutionen og få det til at føle sig velkomment og set til fulde. Nogle pædagoger og pædagogmedhjælpere er bare superdygtige. Desværre er der også en del, der ikke er. I følge Ole burde sidstnævnte slet ikke arbejde med børn.
En publikummer kommer ind på, at det heller ikke er alle forældre, der er egnede: "Jeg arbejder med børn fra familier med massive misbrugsproblemer. Er det ikke bedre for disse børn at komme i institution?". Jo, i de tilfælde er det bedre, svarer Ole. Men de fleste familier er heldigvis velfungerende, og så er der ingen problemer i at have børnene hjemme. Tværtimod.