Honning er sødt og lækkert og ofte også pakket ind i svært tiltalende emballage, som går lige ind og stimulerer det center i hjernen der tænder på kommunikativt veladresseret æstetisk økosmørelade-indpakning og i stort set alle tilfælde ville få en potentielt målrettet køber til at føle sig som et lidt bedre menneske, efter at have investeret i et så altomfavnende produkt der ikke alene pynter umanerligt meget på køkkenhylden, men også er med til, gennem biernes nyttige dog bundnaive knoklearbejde, at opretholde en vis bredde af biodiversitet på kloden.
Her er der tale om et produkt der både kan hamle op med dit overfladiske behov for at vise omverdenen at du har hundrede procent styr på køkkenindretning helt ned i den allermindste detalje, hvor der er taget hensyn til hvilken nuance på dit køkkenproduktemballage, der spiller bedst med dine babymintgrønne retrokakler omkring dit spritnye, dog gammelt af udseende gaskomfur.
Samtidig ligger der også et semidybt budskab om at du er et menneske der går op i noget større end blot matchende emballage og interiør. Du går op i naturen og bruger honning, i stedet for bleget sukker. DU vælger at lægge et element af integritet i det kapitaliserede naturprodukt du så omhyggeligt har udvalgt til at have stående så smukt på palisanderreolen.
Dit hjem stråler af disse valg du har taget, udstillet med millimeters korrekthed, i en sådan grad at dine gæster bliver i tvivl om man må bruge af dette på alle måder gennemtænkte sødemiddel og tyer derfor til den pose med kridhvidt forarbejdet sukkerpulver du alligevel, trods din integritet, har stående tankevækkende godt gemt væk ved siden af dit kellogsprodukt, i den store køkkenskuffe, lige ved siden af dine dybe tallerkner og dine skeer, som afslører et i særdeleshed mindre gennemtænkt, nærmest indgroet og måske endda nostalgisk morgenritual, som intet dikterende helsemagasin, ingen nytænkende grøn fødevareminister eller facebookgruppe vil kunne lave om på.
Det er dit! Og det er helligt. Det skal ikke udstilles. Hverken på facebook eller twitter og da slet ikke på INSTAGRAM. Er du tosset!
Men en ting skal vi huske på. Når du åbner krukken med den søde, lækre, økologiske klistrede sukkermasse og den vælter fordi det flotte men forkert designede honningoptagningsredskab, var for tungt i den ene ende til at have stående i krukken, og dit runde teaktræskøkkenbord, samt det kugletæppe du har placeret derunder, fordi man sagtens kan have gulvtæpper i køkkenet ifølge det senest indkøbte interiør magasin, er smurt så koncentreret ind i klæbrig honning at man i et kort sekund mister alt mod – Så er indpakningen fuldstændig ligegyldig og i dette øjeblik vil dit totale fokus være rettet mod klisterkatastrofen og og en løsning på denne.
Du vil med det samme smide krukken i skraldespanden, selvom den kun er halvtom eller halvfuld, afhængig af mentalitet – halvtom i dette tilfælde, og uden videre eftertanke, da emballagen nu synligt er ødelagt af indholdet.
Og du tænker; jeg skulle aldrig have åbnet den fandens til flotte krukke. Jeg havde jo sukker.
Dette er honningkrukkerealisme.