Vi er bare verdens bedste velfærdsstat!
Den opfattelse går mange rundt med. Og som sådan er "vi" bare så ualmindeligt solidariske med de mindrebemidlede i samfundet.
Vrøvl!
Den anden dag var der i den lokale facebook-gruppe for min lille by en del kvinder som skældte en anden kvinde ud fordi hun havde oplyst om at der var tilbud på æg i det lokale supermarked.
Disse andre kvinder skældte kvinden ud fordi der ikke var tale om økologiske æg fra fritgående høns.
Da nogle så indvendte at ikke alle har råd til økologiske æg, så indvendte kvinderne at - jo, det havde man skam. Det var "et spørgsmål om at prioritere".
Men det er det jo ikke.
For disse selvsamme kvinder ville jo også have brokket sig hvis man så havde "prioriteret" den billige frosne kylling til 25 kroner for at få råd til de dyre økologiske æg fra fritgående høns.
Sandheden er et vi har en stor middelklasse her i landet som ikke aner hvordan det er rent faktisk at skulle prioritere. Hver eneste dag.
Og det er på sin vis godt at de ikke aner det. Men hvor er det dog latterligt at høre på deres moralisering.
Realiteten er at Danmark er et dårligt land hvis man tjener få penge. For dem som er små selvstændige, på kontakthjælp eller på anden vis på kanten af det mere etablerede arbejdsmarked.
Så er ting dyre. Meget dyre. Ganske enkelt.
For Danmark har de højeste priser i hele EU på fornødenheder. Langt de højeste.
Fornødenheder er ting som er nødvendige for at overleve, såsom mad, tøj, sko, varme og el.
Det er ting som middelklassen ikke behøver bekymre sig særligt meget om. Her står valget måske mellem en Volvo eller en Tesla.
Men der findes en stor gruppe af mennesker for hvem en bil er en fjern drøm. Og valget er meget mere nede på jorden.
Her taler vi mad, tøj og varme om vinteren.
Den slags bør ikke være dyrt. Men det er det i Danmark.
Hvordan kan det være at vi her i Danmark altid bonner ud med de højeste priser på livsfornødenheder?