TV2 laver et selvmål af rang med beslutningen om at underskrivere af et åbent brev imod sexchikane er inhabile.
Hvis du har underskrevet Sofie Linde-brevet, er du inhabil
Sådan udlægger fagbladet Journalisten TV2's tilgang til spørgsmålet og den udlægning er nogenlunde dækkende, så den vil følgende analyse tage udgangspunkt i.
Jeg starter lige med at konstatere:
Mediebranchen har i forvejen et troværdighedsproblem.
Og mediebranchen har flere andre problemer.
Mediebranchen har øjensynligt også et ret omfattende problem med sexchikane.
Det er nok især unge kvinder som bliver ofre for uønsket seskuel opmærksomhed og overgreb af seksuel karakter.
Et meget stærkt kulturelt og biologisk begær retter sig imod netop den gruppe af mennesker.
Samtidig med at de ofte skal finde fodfæste i arbejdslivet og starter i underordnede stillinger med hård konkurrence i forhold til opstigning.
Det danner grobund for nogle problematiske relationer.
Og det er da også unge kvinder som har taget bladet fra munden i et åbent brev som skal sætte sexchikane på dagsordenen.
Og det er i den grad lykkedes!
Brevet blev trykt i Politiken. Og har ryddet forsider og optaget sendefladen lige siden.
Så meget opmærksomhed har sagen fået at alle igen har glemt alt om sidste uges omskæringsdebat.
Ja, faktisk skriver selveste statsminister Mette Frederiksen nu om sexchikane. Hun er nok glad for at fokus kom væk fra den omskæringsdebat som udstillede hendes eget enorme kønshykleri.
Men her skal det handle om en lidt mere specifik ting som er kommet op i forbindelse med de mange medie-kvinders åbne brev om sexchikane.
For nogle medie-chefer mener at de kvinder, som har underskrevet brevet, har gjort sig selv inhabile i forhold til at deltage i det journalistiske arbejde med området.
Således mener for eksempel TV2 at underskrivere af brevet imod sexchikane er inhabile.
Sexchikane er et problem. Men det er den måde som inhabilitet opfattes på i mediebranchen tydeligvis også.
Nu kan man starte med at spørge om det ikke er en meget bred definition af inhabilitet som TV2 opererer med - altså at man er inhabil fordi man optræder på en lang liste af underskrivere i et åbent brev.
Hvis nogle kvinder har skrevet et generelt åbent brev om et problem i deres branche og givet deres holdning til kende, så er det jo i sig selv ikke noget der gør dem inhabile i forhold til at skrive om mere konkrete sager som udspringer af emnet.
Det med konkretisering af emnet vender jeg tilbage til.
For TV2's tilgang til inhabilitet udstiller et dybere problem:
I den forstand, som TV2 udlægger inhabilitet, så er inhabilitet noget som først opstår i det øjeblik nogen offentligt vedkender sig en holdning eller et synspunkt som måske før var privat eller personligt.
Forestiller man sig virkelig at et synspunkt eller en holdning på magisk vis først begynder at påvirke ens arbejde lige i det øjeblik man melder sit standpunkt offentligt ud?
Forestiller man sig virkelig at standpunktet på lige så magisk vis var fuldstændigt isoleret fra ens arbejde al den stund man beholdt det for sig selv eller kun delte det med sine nærmeste?
En sådan urealistisk opfattelse af inhabilitet vidner om en forfængelig branche der tænker alt for kortsigtet.
Og så er opfattelsen jo nærmest absurd.
Hvorfor skulle en holdning eller et synspunkt ikke kunne påvirke en journalists arbejde - selvom journalisten ikke offentligt har meldt sit standpunkt ud?
Lad mig gå et skridt videre:
Det er langt at foretrække at journalister melder deres synspunkter og holdninger ud offentligt, for så kan læseren tage højde for disse - og selv lægge til eller trække fra.
Personligt har jeg således lagt mine standpunkter på en lang række områder, mange af dem områder jeg skriver om, ud offentligt så alle kan se dem.
I TV2's øjne har jeg dermed gjort mig selv inhabil.
Jeg kan aldrig arbejde journalistisk for TV2 fordi jeg har deklareret mine synspunkter offentligt. Det er lidt sjovt at tænke på.
Men i virkeligheden har jeg jo ikke gjort nogen skade ved at stå ved mine holdninger. Jeg har, tværtimod, oplyst læserne og givet dem et bedre grundlag at helhedsvurdere mine skriverier på.
Men tilbage til hovedsporet.
I forhold til sexchikane i mediebranchen har TV2's måde at definere inhabilitet på nogle bekymrende implikationer.
Den besynderlige opfattelse af habilitet som noget der er forbundet med lukkethed og hemmelighed, har en række alvorlige konsekvenser i sagen om sexchikane.
For dem som udøver sexchikanen, men blot ikke skriver offentligt om emnet, de opfattes efter den besynderlige logik ikke som inhabile i spørgsmålet.
Lad mig skære det helt ud i pap hvor skør denne opfattelse af inhabilitet er:
En mand, som har udøvet sexchikane i mediebranchen, regnes ikke for inhabil i forhold til at skrive om emnet, så længe han ikke udadtil har en holdning til problemet, mens den kvinde, som er offer for og har en offentlig holdning til problemet, hun regnes for inhabil.
Men hov - inhabilitet handler ikke hovedsageligt om holdninger og synspunkter som man ellers kunne få opfattelsen af hvis man følger i fodsporene på TV2-tilgangen til spørgsmålet.
Inhabilitet handler i mindst lige så høje grad om at have en bestemt interesse i forhold til hvor fokus rettes hen. Hvad der bliver belyst og hvad man skøjter let henover.
Og hvem er det som har en stor interesse i at mere konkrete og specifikke sager, med navn og ansigt på, dysses ned til fordel for snak om "sexisme" og "kultur"?
Hvem er det egentligt som har den største interesse i at dækningen forbliver generel og navnløs?
Og hvem er det som udstikker opgaverne til journalisterne?
De mænd, som antageligvis nu går meget stille med dørene, de er jo faktisk reelt mere inhabile omkring nogle konkrete sager - og har en interesse i at det her driver over uden at blive konkret.
De mænd har en interesse i at sagen journalistisk og opinionsmæssigt fortsætter som nu - nemlig som en ansigtsløs kampagne rettet imod "kultur" og "sexisme" og mediemænd i almindelighed - og ikke udmønter sig i mere konkrete anklager rettet imod identificerbare enkeltpersoner.
Så hvem er det lige der er inhabile?
Og de mænd, vi - i forbindelse med sexchikane i mediebranchen - taler om så generelt og navnløst, de sidder højere oppe i systemet og er med til at bestemme hvilke emner der skal skrives om og hvordan emnerne skal vinkles.
De mænd er da om noget inhabile.
Det er kvinder som skriver et åbent brev og står ærligt ved deres synspunkter til gengæld ikke.