Medierne skulle egentligt være borgernes vagthund.
Men lige nu virker det mere som om de er en liderlig køter.
Sagen om Morten Østergaard og andre #metoo-sager fylder helt enormt.
Forsiderne ryddes. Og hele sendefladen er fyldt ud. Metoo er i fokus.
Og imens cementerer den mest magtfuldkomne statsminister i nyere tid sit overherredømme yderligere.
Vidste du for eksempel at hun planlægger over de næste par år at udvide sit eget ministerium med et stort antal djøfere, som skal sikre hendes magtbastion?
Hun udvider sit eget ministerium så meget at det bliver større end nogensinde før.
Hun får sine egne folk placeret centralt så magten bliver endnu mere politiseret end den er i forvejen.
Forløbet omkring corona har gjort hende populær, men har også skabt muligheder for at udvide beføjelserne over for befolkningen. En mulighed som ikke er blevet forpasset.
Samtidig med at pressen har svigtet sin rolle som vagthund, så er enhver politisk opposition også effektivt blevet kørt af banen. Eller har måske snarere sat sig selv ud af spil.
Desto mere vigtigt at pressen får styr på proportionerne.
Desværre må konklusionen langt hen ad vejen være at medierne i Danmark langt hen ad vejen har været optaget af alt andet end Mettes magtovertagelse lige siden Sofie Linde genstartede metoo.
Det er ikke fordi der er nogen konspiration på spil. Men ikke desto mindre viser situationen hvor let pressen lader sin opmærksomhed aflede. Som en liderlig hanhund der får færten af en tæve i løbetid.
Pressen har enormt svært ved at holde retningen, holde fokus, forstå proportioner. Det er blevet mere tydeligt.
Samtidig har Mette Frederiksen mindet os om at enhver krise kan og vil blive udnyttet politisk til at rage mere magt til sig.
Det har hun kunnet gøre relativt uforstyrret fordi fokus er på mediernes og politikernes metoo-historier.