I Danmark findes der mennesker, der skærer i små drenges raske tissemænd. De undskylder det med, at deres religion påbyder dem at gøre dette.
Religion kan være et udmærket bolværk mod de forskellige tiders skiftende modeluner, og det er godt at holde fast i nogle principper og grundregler.
Som sådan er religion med til at give stabilitet, retning, identitet og trøst til millioner.
Men hvis en religions tilhængere ikke formår at udvikle sig det mindste og holder fast i selv de mest partikulære og bizarre påbud, så risikerer de at forvandle religion til dogmatik.
Dogmatik er den tilstand, hvor mennesket ikke længere tænker. Den minder meget om barnlig trods.
Sådan er det med omskæring. Det er en praksis, der blev udviklet i varme områder og primitive tider, hvor adgangen til sanitære faciliteter var meget begrænset.
Måske har det på et tidspunkt givet en form for mening at foretage omskæring under disse forhold.
I dag vil de fleste mene, at holder man helt ureflekteret fast i denne praksis mange tusinde år efter, så er man altså ikke specielt åndrig - selvom man anser sig selv for at være vældig religiøs.
Der er ikke nogen speciel grund til at tage mennesker, der skærer i små drenges tissemænd, særligt alvorligt eller udvise ekstra hensyn til dem.
Hvis du mener, det er forkert at skære i raske smådrenges tissemænd, så er det bare med at sige det højt og tydeligt.
I dag skal politikere på Christiansborg høres om emnet. Men de kan ikke løse problemet. Det løses kun ved, at tilhængerne selv får hovedet op af jorden og indser, hvor bizar og absurd en praksis omskæring er i dag.