Gå til hovedindhold

Vilde præster skal under kontrol

Af Oldfux

Præster, der har ekstrajob som bartendere, lægger nøgenfotos af sig selv på homoseksuelle hjemmesider eller stikker af med kirkens kasse: Velkommen til det katolske bispedømme Albenga-Imperia ved den italienske Riviera.

Pave Frans har nu igangsat en undersøgelse af de brogede forhold, skriver The Sunday Telegraph.

Albenga-Imperia har i 24 år været ledet af biskop Mario Oliveri, og et af hans principper har været, at præster, der er kommet galt af sted, skal have en ny chance. Det lyder smukt, men lokalt kendes disse kirkens mænd nu som "playboy-præsterne". De bedriver utugt med både mænd og kvinder, bruger skydevåben, viser sig frem i afklædt tilstand, laver økonomisk bedrageri, optræder i dametøj eller - værst af alt - misbruger børn seksuelt.

"Jeg er led og ked af det", siger Filippo Bardini, selv præst og en af de få kirkelige, der vil tale åbent om skandalen. "Bispen har konsekvent benægtet alt, og snarere end at behandle klager har han ignoreret dårlig opførsel og dækket over det. Mere end halvdelen af de 175 præster her i stiftet er rådne æbler, nogle af dem endog kriminelle." Ifølge Bardini er der i biskop Oliveris embedstid indløbet over 100.000 individuelle klager, og det er dem, pavens særlige udsending nu skal gennemgå.