Det her er ikke en betalingsmur

Når du scroller ned, kan du frit læse En formiddag i hjemmeskolen

Ovenikøbet uden forstyrrende bannerannoncer

Men hvad lever Folkets Avis så af? Bidrag fra sådan nogle som dig

Værn om pressefrihed og folkestyre Støt Folkets Avis

En formiddag i hjemmeskolen

– Far! Hvordan skriver man ‘engang?’
Skrevet af Lennart Kiil

Om at drive en medieplatform - mens man underviser en 6-årig og en 8-årig:

På den ene side af mig sidder min 8-årige søn - han har fået til opgave at skrive en bog.

På den anden side sidder min 6-årige datter og læser en bog højt. Igen og igen.

Det er ikke mig som har bestemt hvad de skal lave - men det er mig som skal besvare alle deres spørgsmål og hjælpe dem når de har problemer.

Vent lige. Olivia har brug for min opmærksomhed.

Nu vil lillesøster hellere lave en bog - som sin storebror. Hun er også færdig med at læse. Jeg sætter hende lige i gang.

Nå, det jeg kom fra var …

– Far! Hvordan skriver man ‘engang?’

– E-n-g-a-n-g

– Nej, far - ikke så hurtigt!

Øjeblik, må lige forklare det langsomt.

Godt. Nu skriver hun igen. Og det gør jeg også. På en måde.

Men nu skal storebror sættes på Teams. Det skal jeg lige have sat op. Øjeblik.

Godt nu er jeg tilbage! Hvor kom vi fra?

Jo, som jeg var ved at fortælle, så er det lidt af en udfordring at hjemmeskole to …

– Far! Hvordan staver man til …

Så er jeg tilbage.

Men det er meget hyggeligt. Nu kan jeg høre Teams i baggrunden med lærere og elever.

Det er bare svært at få arbejdet gjort. Svært at samle tankerne.

– FAR! Jeg skulle ikke have lavet den bog før - sagde de på Teams. Den skal jeg lave nu!!

Jeg sætter ham lige i gang med at lave en bog mere. Øjeblik.

Så er jeg tilbage.

Vent - nu står Olivia på sin stol.

– Olivia - sæt dig ned på stolen, inden du falder ned!

Nå, som jeg sagde - skrivning kræver en vis grad af ro - A Room of One’s Own.

Dette rum, det findes ikke lige nu.

Så går det langsommere.

Og så bliver det hele mere rodet. Fragmenteret. Som om vores tid ikke var fragmenteret nok i forvejen.

Jo, vi lærer alle noget for tiden.

– Slut!

Del En formiddag i hjemmeskolen