For nylig læste jeg et debatindlæg skrevet af en flok halv- og helstuderede røvere om, hvordan det er at være liberal. De havde skrevet det, fordi nogle andre halv- og helstuderede røvere havde vovet at skrive et eller andet, som bare var SÅ forkert, fordi det altså slet ikke stod i nogen af bøgerne.
Jeg har en tilståelse... Jeg er også liberal.
Men jeg aner ikke, om jeg er klassisk, neo-, ultra- eller anarko-liberal (det sidste er vist endda et rigtigt ord, som betyder et eller andet). Jeg er heller ikke hverken hel- eller halvstuderet. Ikke i retning af cand.polit. eller sådan noget i hvert fald.
Jeg er udlært kommis i Brugsen, og så har jeg været ansat hos en grisehandler (blandt mange andre ting).
Derfor er der formodentlig ingen fare for, at nogen af de førnævnte halv- og helstuderede overhovedet gider beskæftige sig med, hvad jeg skriver, fordi hvis man ikke er netop halv- eller helstuderet, så vil man jo ikke vide det, hvis man får en solid omgang, akademisk prygl, og hvad skal det så gøre godt for?
Til gengæld har det måske interesse for almindelige mennesker. Og det er en af årsagerne til, at det her bliver bragt i Folkets Avis - det vigtigste medie i Danmark lige nu.
Andelsbevægelsen
Netop Brugsen og landbruget var arnestedet for den slags liberal, som jeg er - eller også var det omvendt. Under ét kaldes det "andelsbevægelsen". Det blev startet i England for godt og vel 100 år siden, så vidt jeg husker.
Tanken var, at alle havde ret til at sige deres mening, og at hver person skulle tælle for én. "Hoveder - ikke høveder" var mottoet, fordi man var lidt træt af, at dem med mange høveder (køer dvs. penge) bestemte det hele, og at mennesker med gode ideer og tanker ikke nødvendigvis fik taletid, fordi de ikke havde været i stand til at omsætte ideer og tanker til kontanter i tilstrækkeligt omfang.
I et aktieselskab har man et antal stemmer afhængigt af, hvor mange aktier, man ejer. I et andelsselskab har hvert medlem én stemme. Og alle har taleret.
Denne andelsbevægelse har overlevet i mere end 100 år. Det er, hvad vi i dag kender som COOP, Arla og Danish Crown. Demokratisk styrede og i grunden relativt succesfulde virksomheder.
Partiet Venstre opstod også for godt og vel 100 år siden som en protest imod godsejerne hos de Konservative. Man kæmpede for lige muligheder for alle. Det var et parti for de små husmænd. De sad dengang til venstre i salen, derfor navnet.
Siden skred nogle stykker og blev til "Det Radikale Venstre" og senere igen kom hele den brogede flok, der i dag udgør den venstre side af salen i folketinget.
Brugsen er senenere blevet kapret af De Radikale, og Venstre er ikke længere partiet for den lille husmand.
Alt det kan vi skændes længe om, men vi skal jo lissom også videre til noget andet. Det vil sikkert også ende med, at jeg tager fejl eller udtrykker mig forkert nogle steder, og så kan det hele gå op i røg og irriterende små diskussioner om ting, der ikke betyder noget for alvor.
Adam Smith tl;dr
Hvis man skal begive sig ud på at skrive om alt det, som jeg har planer om at skrive om, så skal man som minimum have læst Adam Smith. Mener mange. Jeg har en tilståelse mere... Jeg har læst ganske lidt af Adam Smith.
Jeg stoppede igen, fordi det blev lidt kedeligt at læse ting, som jeg opfatter som selvfølgeligheder.
Det er ikke selvfølgeligheder for mig, fordi jeg har opfundet dem. Det har jeg ikke. Det er selvfølgeligheder, fordi Adam Smiths (og mange mange andres) tanker er blevet en ganske indgroet del af kulturen i visse kredse.
Hvis du læser videre, kan du altså være sikker på, at det vil være renset for næsten enhver henvisning til alle de store tænkere. Til gengæld har jeg trykket Christian Mejdahls hånd.
Til mit forsvar: Der er ingen af d'herrer Smith, Marx, Keynes, Voltaire og så videre, som har set den verden vi lever i. Jeg er næsten sikker på, at de ville have fundet en del morskab ved tanken om, at de skulle have en mening om et liv i et samfund, som de overhovedet ikke kendte til.
Fordi det samfund, vi lever i, er ganske meget anderledes end det samfund, nogen af de sidst nævnte levede i. Der er sket enorme omvæltninger de sidste 100 år. Omvæltninger, som mange formodentlig slet ikke tænker over i dag.
Store ambitioner
De fleste, der er liberale på min måde, har ikke nogen færdig opskrift på tingene. Det er ikke en ideologi, som nogen efter 3½ års arbejde fra 9 til næsten 15:30 i et mørkt kontor har været i stand til at koncentrere i 4 læresætninger (eller - mere sandsynligt - på 950 tæt skrevne sider uden billeder).
Jeg har ingen ambitioner om, at vi vil kunne leve uden en stat. Jeg mener ikke, at al skat skal afskaffes. Eller at alle offentligt ansatte skal fyres.
Man kan jo ikke bare lave alting om lige nu og her eller næste år - om man vil det eller ej. Man må nødvendigvis navigere i det farvand, man nu engang er i, selvom man godt ved, hvad kursen burde være.
Det eneste centrale er, at enhver har ret til at være, som vedkommende er. Ubetinget. Det er hugget i sten.
Resten må man finde ud af hen ad vejen. En meget god veninde kaldte mig "socialist", da jeg skrev om det på Facebook. Jeg havde besvær med at holde op med at grine.
Alt det følgende vil altså være baseret på min brede erfaring fra et hårdt og efterhånden halvlangt liv. Min snusfornuft er ikke min alene. Jeg kan ikke tage æren for noget af det, jeg skriver, men jeg kan samtidig heller ikke nødvendigvis sige, hvor jeg har fået ideen, eller hvem der først beskrev fænomenet.
Meningen med det hele
Da jeg var barn og ung, talte man meget om, at unge mennesker ledte efter en mening med livet, og at der var en stor fare for, at man blev opslugt af "en sekt" (jeg husker nogle unge mænd i orange lagner, som gjorde mine forældre meget nervøse, og som var direkte årsag til en meget alvorlig samtale om livet og den slags). Der var snak om, at siden religion ikke var så moderne mere, så var der blevet plads til sekter (og Tvind).
Det forekommer mig, at politik i en vis udstrækning har fået lov til at overtage den plads. I dag søger formodentlig lige så mange efter en mening med livet - fordi religion er ikke blevet moderne i mellemtiden. En opskrift, som kan læres udenad, og som kan være styrende for alting, så man ikke behøver tænke så meget og tage stilling hele tiden.
Det er mit indtryk, at alle ideologier har et ønske om at "gøre det rigtige" - at være god ved alle mennesker. Alle ideologier har et ønske om, at vi skal leve i en bedre verden, hvor så mange så muligt har det så godt som muligt.
Man er bare langt fra enige om midlet til at nå målet.
Som en del af den religiøse opfattelse af "ideologi" har mange derfor et stort behov for at definere sig selv snævert som enten det ene eller det andet - og af samme grund og måske endda i højere grad - at definere modstandere som enten det ene eller det andet (neo, anarko, ultra og så videre), fordi så er det nemt at angribe dem.
Jeg har forståelse for, at det må være frustrerende, når en person ikke klart og tydeligt bekender sig til en stivnakket, religiøs eller ideologisk forståelse af verden, fordi så er det svært at angribe vedkommende med henvisninger til og overfortolkninger og forvrængning af diverse tekster og taler begået af andre med den samme ideologi.
Virkeligheden kommer først
Det må være voldsomt frustrerende at blive mødt med et "det kommer an på", når man lige har serveret et rigtigt godt argument for, at modstanderen må have det værst mulige "menneskesyn" - underforstået "han eller hun må være et frygteligt menneske". Derfor har jeg ingen illusioner om, at mine frembringelser her vil blive genstand for særligt megen diskussion i lærde kredse, fordi mit svar i mange tilfælde netop vil være "det kommer an på".
Havde Naser Khader til gengæld haft modet til at svare "Jeg ved det ikke", da han i sin tid blev spurgt om, hvad skatteprocenten skulle være, så ville mange ting måske have været meget anderledes i dag.
Det er mit eneste håb, at i det mindste noget af det her vinder genklang hos almindelige mennesker. Fordi der er et stort behov for, at almindelige mennesker tager magten tilbage fra de administratorer, som har gjort et alt andet end imponerende stykke arbejde de sidste ca. 100 år.
Sagen er nemlig, at vi har pænt store problemer, og der er ingen, der beskæftiger sig med dem.
Så til de måske to eller tre almindelige mennesker, som er nået helt hertil uden at skulle sove til middag undervejs: Der kommer mere. Måske endda meget mere.