Magthaverne har længe haft et stort fokus på klima.
Det seneste 1,5 år har så været lidt en afstikker i forhold til udfordringer — hvor fokus er blevet flyttet over på det som i starten blev døbt “den nye coronavirus”.
Problemet med “den nye coronavirus” var både reelt og presserende.
Og man skal nok være ualmindelig kontrær for at påstå at problemet ikke ville være blevet betydeligt større, hvis ikke vi som mennesker havde sat os for at 1) dæmpe hastigheden af spredningen og 2) udvikle vacciner som dæmpede effekterne af den nye virus.
Nu går fokus så tilbage fra corona over på klima - det sker blandt magthaverne og i medierne som var det den naturligste ting i verden.
Og klimaet og menneskets aftryk på det, er også en sag som bør tages alvorligt.
En stor verdensbefolkning med et stigende energiforbrug og behov for andre ressourcer, det er skam en meget betydelig udfordring.
Når det er sagt, så er fokus i Vesten for snævert på klima.
Og ikke nok med det.
Det er også et fokus som mangler historisk dybde.
For hvad er de store udfordringer i verden?
Følger man medierne her i Vesten, så får man det indtryk at det uden sammenligning er klima.
Samtidig er der andre steder i verden udfordringer som er betydeligt større.
Sult og nød - altså sult og fattigdom - var normen i store dele af verden uden for det rige Vesten hvis vi går bare et halvt århundrede tilbage.
Og vi skal såmænd ikke mere end 100 år tilbage før sult og fattigdom var et problem også her i landet.
Og mange steder står sult og nød stadig for døren. Det er ikke noget som endegyldigt er sendt på historiens losseplads.
Angst og undertrykkelse er dræbende for kreativiteten
Man skal forstå at sult og nød desværre er den naturlige tilstand. De fleste andre dyr - end os mennesker - kæmper konstant for føden.
I naturen er mangel nærmest en konstant.
Mange steder kæmper man også med dårlig hygiejne, dårlige sanitære forhold og en lang række smitsomme sygdomme som vi nærmest har glemt eksisterer.
At fattigdom nu er mindre forekommende, skyldes nogle fremskridt i måden almindelige mennesker kan organisere sig på i civilsamfund og handelsliv - kombineret med teknologiske fremskridt.
Man kan sige at en stor del af de fremskridt som er sket gennem de sidste 200 år, skyldes at magthaverne i den periode har givet “almindelige mennesker” mere plads til at udfolde deres skabende potentiale.
Men nu går det den anden vej flere steder i verden. Magthaverne er blevet utrygge ved borgernes selvbestemmelse. Ja, en del borgere og endda selv blevet utrygge ved deres egen selvbestemmelse.
Den enorme kreativitet som ligger i at mennesker kan udvikle sig og skabe nyt alene eller sammen med andre, den må endelig ikke kvæles under et ensidigt fokus på klimatiltag som betoner begrænsning frem for frihed.
Den lammende frygt må ikke blive klimakampens bærende budskab.
Når magthaverne gør klimakampen politisk bliver det farligt.
Begræns jer og giv afkald på selvbestemmelse - overlad kontrollen til os for vi ved bedre!
Det er i stigende grad budskabet.
Men centralisering af magt er på længere sigt betydeligt mere skadeligt for både mennesker og miljø end den svære balance mellem frihed og ansvar som forvaltes af den enkelte borger i et åbent samfund.