Det her er ikke en betalingsmur

Når du scroller ned, kan du frit læse Enhedslisten taler flydende Københavnsk

Ovenikøbet uden forstyrrende bannerannoncer

Men hvad lever Folkets Avis så af? Bidrag fra sådan nogle som dig

Værn om pressefrihed og folkestyre Støt Folkets Avis

Enhedslisten taler flydende Københavnsk

Hvordan bliver et opsamlingsparti for den yderste venstrefløj hovedstadens klart største parti?
Skrevet af Lennart Kiil

Enhedslisten er nu det største parti i København. Faktisk 50 procent større end det næststørste - som er Socialdemokraterne.

Ifølge Wikipedia starter det sådan her:

Enhedslisten blev dannet som et samarbejde mellem Venstresocialisterne (VS), Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) og Socialistisk Arbejderparti (SAP) i 1989. To år efter blev listen omdannet til et egentligt parti. Samme år blev Kommunistisk Arbejderparti optaget i Enhedslisten.

1989 var også året hvor muren faldt.

Det år hvor det blev klart selv for den sidste hårde kerne af kommunisme-apologeter at kommunismen var fejlslagen - og havde været det nærmest siden den slog rod i østblokken.

Den yderste venstrefløj lagde på overfladen kommunismen i graven. Og lige siden har Enhedslisten med stor succes brandet sig som alt muligt andet end kedelige grå kommunister.

Enhedslisten er med tiden for mange blevet det mest troværdige bud i Danmark på en rød-grøn politik. Og det er der mange stemmer i. I hvert fald i landets største by.

Ligesom Enhedslisten samlede resterne af den yderste venstrefløj i Danmark, har partiet formået at samle en rækker områder og poltiske sager som mange kan identificere sig med.

I højere grad end andre partier har Enhedslisten på troværdig vis formået at glide ind i tidsånden. De gamle paroler er blevet skiftet ud med nye.

Andre partier har meldt sig på den rød-grønne bane, men det har været døgnfluer.

Enhedslisten har vundet kampen om de nye kampe.

Klassekamp er skiftet ud med køn og klima. Og ord som revolution er man forsigtig med.

Det betyder ikke at man har droppet “kampen”.

For at mobilisere unge vælgere spiller ideen om en “kamp” stadig en overordentlig vigtig rolle. Kamp giver mening.

Især i et samfund som er præget af materiel overflod. Så må man bruge sin energi på noget andet end den daglige kamp for føden.

Storbyer er i særdeleshed koblet af fra naturen og den daglige kamp for føde. Så her er masser af plads til forestillingen om en politisk kamp.

Og tænk sig at kæmpe for klimaet og imod køn!

At kæmpe for og imod naturen på en og samme tid. Det formår man - på overfladen.

Det er jo store kampe! Noget som rækker ud over den enkelte.

Partiets succes består i disse selvmodsigelser.

Postmoderne parole-kommunikation.

At parolerne er selvmodsigende, er ikke noget problem for mange unge mennesker som er vokset op med sociale konstruktioner frem for logik og stringens.

Der er ingen lille dreng i København som rækker hånden op og siger at kejserinden ikke har noget tøj på.

Folk ville alligevel heller ikke lytte.

For det handler ikke om argumenter. Det handler om at have de rette holdninger som passer ind i tiden.

Og så handler det om at give vælgerne noget at spejle sig i. De unge kan spejle sig i parolerne fra Enhedslisten.

Det er et parti som forstår unge.

Går man ind på Enhedslistens hjemmeside så går ord som grøn, ung, fri og ligestilling igen og igen.

Man skal et godt stykke ned for at møde politikerne fra Enhedslisten, og det er pointen.

Det er parolerne mere end politikerne som de unge kan identificere sig med.

På mange måder virker Enhedslisten mere som en NGO eller interesseorganisation i sin måde at kommunikere på end partiet minder om et traditionelt parti.

Det bliver ikke støvet som SF. Eller oldinge-agtigt som S.

Og Enhedslisten har hele tiden en smart kvinde i front. Mænd er også so yesterday.

Og måske vigtigst af alt, så undgår man hele tiden at tage ansvar for alvor. Magten er det nogle andre som har.

Det er perfekte vækstbetingelser for et parole-båret by-parti.