Primære faneblade
Debatindlæg
Åben

Gratis

Mennesket og den frie vilje

Hej igen!

Sidste gang fik jeg skrevet noget hurtigt om, at alle har ret til at være, som de er. Og at det står hugget i sten.

Det gør det såmænd også, men det kan naturligvis ikke stå alene. Alle har også ret til at gøre, hvad de vil. Hvis det ikke går ud over andre.

Den liberale udgave af dét, er ofte lige så meget en accept og en erkendelse af, at folk jo alligevel for det meste gør, hvad de vil. Den frie vilje er næsten umulig at styre, og det bliver ganske ofte noget rod, hvis man forsøger at gøre det.

Folk tager altså beslutninger baseret på, hvad der for dem ser ud til at være det bedste for dem selv og deres nærmeste. Af principielle årsager kan man ikke forhindre dem i at gøre det. Det rager nemlig ikke nogen, hvad folk foretager sig - hvis ikke det går ud over andre.

Samtidig tror jeg, de fleste liberale har en sund tvivl om deres egen evne til at se, hvad der er det rigtige. Det kan jo være, at man - selvom man er liberal - tager fejl? Det sidste kan i øvrigt gøre det voldsomt svært eller trættende at diskutere med folk, som har fundet de vises sten og ved alt på forhånd.

Menneskesynet


Liberale bliver ganske tit mødt med "menneskesynet".

Men jeg kan altså berolige de fleste med, at der intet er galt med menneskesynet hos os liberale. De liberale, jeg kender, har en enorm respekt for andre mennesker, deres ret til at være og til at bestemme over deres eget liv.

Så meget respekt, at de meget nødig vil blande sig i, hvad andre mennesker foretager sig - selvom det måske ikke er, hvad man selv ville have gjort.

Den virker jo også omvendt. At folk har ret til at være, hvad de er og gøre, hvad de vil, må jo også betyde, at de har ret til at gøre noget forkert.

Og "forkert" i denne sammenhæng må nødvendigvis være noget ganske subjektivt. Hvad der er rigtigt for dig og mig, er måske forkert (ækelt, uappetitligt eller ligefrem nederdrægtigt) for naboen - og omvendt. Så længe det ikke går ud over andre, så kan man måske have en mening om det, men man kan ikke fortælle ham, hvad han skal gøre.

HER bliver jeg nok nødt til selv lige at skyde en protestant inde midt i det hele. For det gælder jo ikke, hvis der er børn indblandet.

Vi har i Danmark en generel myndighedsalder på 18. Er man over 18 år gammel, så er man selv ansvarlig, og så bestemmer man selv. Er man under 18, så må samfundet nødvendigvis sætte nogle normer for, hvad der er rigtigt og forkert.

Som i så mange andre dele af livet mener jeg, at systemet nu om dage går alt for vidt i dets kontrol og styring af forældre i forhold til deres børn - og samtidig fejler det fælt i nogle få, men meget alvorlige tilfælde. Men det er en anden diskussion.

Men altså... i brede strøg: Folk har ret til at være, hvad de er, og til at gøre hvad de vil uden indblanding fra andre.

Måske er det derfor, du ser så relativt få liberale politikere få taget billeder til avisen, mens de "hylder mangfoldigheden" til Copenhagen Pride.

Fordi de føler lige så lidt berettigelse (og lyst) til at deltage dér som til "Årsmøde for klassiske klarinet musikere".

Hvorfor i alverden skulle man dog deltage dér, hvis ikke man er klassisk klarinetmusiker?! Og på den anden side: Hvordan i alverden skulle man overhovedet kunne have en mening om klassiske klarinet musikere? De kan vel bare spille klassisk klarinet, hvis de gerne vil dét - og det ikke går ud over andre?

Det er faktisk lige her, de fleste andre bliver skilt fra, når man snakker om at være liberal. Det viser sig nemlig alt for tit, at "tolerance" er ganske langt fra at være tolerance. Og at "mangfoldighed" oftest har en meget snæver definition, som er alt andet end netop mangfoldig.

Jeg plejer at kalde det "mainstream minoriteter".

Uddannelse


Man kan altså respektfuldt informere en person om, hvad der lader til at være det bedste, men man kan ikke bestemme, hvad han eller hun skal gøre - så længe det ikke går ud over andre end dem selv.

Det er formodentlig én af årsagerne til, at uddannelse er så vigtig for de fleste liberale. Højskolerne blev opfundet i Danmark, vidste du det? Det var ikke en liberal ide som sådan, men det passede ganske godt ind.

Uddannelse er vigtig, fordi det sætter folk i stand til at tage bedre og mere selvstændige beslutninger om deres eget liv. Uddannelse i denne sammenhæng skal opfattes i relativt bred forstand. Det er enhver redelig og faktabaseret oplysning om hvad som helst, der har med folks liv at gøre.

Her er der et vist modsætningsforhold til, hvad man oftere og oftere oplever i den moderne virkelighed.

Desværre lader det til, at det i politikens og videnskabens verden er blevet accepteret, at man ikke holder sig til redelig, videnskabelig oplysning på baggrund af fakta, men at man i stedet springer mellemregningerne over og går direkte til facit - "fordi vi ved jo godt, hvad der er rigtigt". Og så bliver det til indoktrinering, agitation og manipulation.

Diverse oplysningskampagner om mad fra Fødevareministeriet i denne tid kunne sagtens lede tankerne i den retning. Hele balladen om "Global Warming" lugter også rigtig meget af det.

Heldigvis er langt de fleste almindelige mennesker så intelligente, at de gennemskuer den slags før eller siden. Og - modsætningsvist - desværre er folk ikke så uintelligente, at de hopper på den. Fordi ingen kan være tjent med, at almindelige mennesker har så lidt tiltro til systemet, som det er tilfældet nu.

Jeg savner ærlighed, redelighed og integritet fra de kanter nu om dage. Ingen tør jo tro på en politiker.

De rige


Af en eller anden grund har det i meget lang tid været alt for nemt at kritisere liberalismen for at være ideologien for "de rige svin".

Jeg kan i parentes bemærke, at jeg ikke er det mindste rig - ikke efter europæisk målestok i hvert fald, så enhver kritik desangående vil falde på gold jord.

Jeg tror, de fleste liberale mener, det er ok at blive rig, hvis man virkelig gerne vil. Det er jo trods alt andre mennesker, som af egen oplyste og fri vilje har valgt at give den person penge for et eller andet i så stort omfang, at vedkommende er blevet rig af det.

Mange liberale er ikke rige, og de har heller ikke noget overdrevent ønske om at blive det. Eller i hvert fald er ønsket ikke så stort, at de er tilstrækkeligt motiverede til at lette bagdelen fra sofaen for at blive det.

Det fede ved at være liberal er nemlig, at man tror på, at alle har muligheden for og retten til at blive det - også en selv. Mange vælger bare at bruge livet på noget andet - eller også accepterer de, at deres egne evner (plus held og god timing) ikke var tilstrækkelige til, at der kan stå en Porsche i garagen.

Nu om dage bliver velhavende mennesker jo netop betragtet som rige svin. I gamle dage var det et velhavende menneske, som f.eks. fyldte Glyptoteket med kunst og gjorde det offentligt tilgængeligt. Den slags sker ikke i dag. Og sker det en sjælden gang, så er der ikke andet end utak og ballade at høste for det.

Kunst og kultur udviklede sig tidligere eksplosivt på grund af velhavende mennesker og deres vilje, evne og lyst til at se det ske. Det er blevet en statsopgave nu.

Er en af kunstens vigtigste opgaver ikke at være kritisk overfor det etablerede - herunder staten?

Kan nutidens statsansatte kunstner overhovedet tillade sig at kalde sig selv "kunstner"?

Nå. Det var et sidespring...

Måske har omverdenen præget nutidens velhavende til netop at være ... rige svin? Hvis man bliver opfattet som en udbytter, som har snydt andre for pengene, så er der måske ikke så meget at sige til, at filantropisme og velgørenhed har trange kår i Danmark?

HVIS MAN BLIVER JAGTET land og rige (og udland) rundt for de penge, man har tjent på ærlig vis, og hvis skattesystemet i dén grad er indrettet, så alle velhavende kan sige "vi har allerede givet", så er der måske ikke så meget at sige til, at stort set al kunst og kultur er statsstyret? Og at hjælp til værdigt trængende stort set ikke eksisterer længere - fordi staten har taget over?

Det forekommer mig, at mennesker med penge i dagens Danmark er meget mindre gavmilde end tidligere - og at de er det på en anden måde. Det kan jeg naturligvis ikke bakke op med en videnskabelig undersøgelse, fordi den slags interesserer ingen.

Det forekommer mig i øvrigt også, at det øverste lag i Danmark - hvis vi taler om penge - i højere og højere grad udgøres af offentligt ansatte ledere og andre, som lever af det offentlige. Men det tager vi senere.

De fattige


Det var den ene ende af penge-spektret. Men hvad så med den anden ende?

Naturligvis er det for ambitiøst at tro, at alle mennesker altid kan klare sig selv, og at man sagtens kan klare alle personlige problemer med privat velgørenhed og uddeling af brugte cocktailkjoler på det lokale marked lørdag formiddag.

Det tror jeg ikke, man kan. Som tidligere nævnt kan man i hvert fald bestemt ikke regne med, at det kan lade sig gøre i nutidens Danmark.

Jeg har været mange steder i verden - hos alle socialklasser og i flere forskellige kulturer, og jeg har set, læst og hørt om endnu flere. Én ting som aldrig holder op med at forundre mig er menneskets evne til at tilpasse sig og overleve de mest utrolige ting. Mennesket besidder fantasi, evne og vilje til at overkomme de mest utrolige forhindringer - hvis det skal.

På trods af det mener jeg, et moderne samfund, som er så rigt som det danske, er nødt til at hjælpe til, hvis det kniber.

Et moderne samfund må nødvendigvis have et socialt sikkerhedsnet, men det kan ikke være så finmasket, at folk bliver fristet til at blive hængende i det.

Siden ca 1960, hvor den første rigtige, danske sociallov blev vedtaget, har der været en voldsom stigning i antallet af folk på passiv, offentlig forsørgelse.

Det virker ikke logisk, at danskere siden 1960 skulle være blevet så meget mere syge, uarbejdsdygtige eller direkte invalide. Med forbedringen af folkesundheden i netop den periode burde man kunne forvente det stik modsatte.

Ud fra en praktisk betragtning handler det jo nok om, at folk gør det bedste for sig selv og sine nærmeste - og det kan man egentlig ikke bebrejde dem. De er jo ikke dumme.

Hvis en enlig mor ligefrem taber penge på at gå på arbejde i forhold til at blive hjemme hos ungerne og leve af offentlig forsørgelse, så er der vel egentlig ikke så meget at sige til det, hvis hun lader være?

Det er korrekt, at kvinder i stort antal i mellemtiden er kommet på arbejdsmarkedet, men det ændrer ikke på, at antallet af mennesker på passiv, offentlig forsørgelse er steget eksplosivt i perioden.

Jo, der findes begreber som stolthed og ære og "lyst til at gøre en indsats". Bestemt. Det var nok årsagen til, at der var så få på offentlig forsørgelse for 50 år siden, fordi da var det - så vidt jeg ved - en ganske ydmygende ting at skulle bede om "fattighjælp".

Nu hvor der til gengæld eksisterer hele partier i folketinget hvis fornemste formål er at fortælle folk, at det bestemt ikke er nogen skam - at det jo faktisk er en ret, man bør kræve - så er der måske ikke så meget at sige til, at stolthed og ære ikke længere er så styrende for den slags.

Men er det bedre at have et system som nu, hvor mennesker, som har penge, bliver pelset for rigtig mange af dem med trusler om fængsel, hvis ikke de slipper slanterne, mens hele generationer bliver opdraget til, at de har ret til bare at kræve ind uden at yde noget som helst? Hvor mennesker med mange penge pr automatik står skrevet op til at blive hængt ud på forsiden af populære tabloid-aviser, hvis skatteopkræverne mener, de har lavet noget rod - men i øvrigt også ellers? Hvor kendte og halvkendte kan redde sig 18 måneder i spjældet for at gøre noget, de egentlig troede, var ok at gøre - og som senere viste sig faktisk at være ok, da skatteopkræverne havde tænkt sig lidt bedre om?

ER RESPEKTEN for mennesker, som med flid, dygtighed og held har tjent mange penge, gået fløjten til fordel for en tilsvarende mangel på respekt for mennesker, som bliver tildelt en offerrolle, hvor de bliver nedgjort så eftertrykkeligt, at de har besvær med at kæmpe sig ud af den?

Hvordan er vi kommet til at have et samfund, hvor en person, der trækker en heldig lottobillet tirsdag formiddag bliver hyldet og fejret, mens en person, der har arbejdet i årtier for at tjene det samme beløb bliver hængt ud som et kapitalistisk svin?

Og er det egentlig særligt smart at gøre det?

Jeg ved godt, at der findes flere undersøgelser (som endda ser næsten helt videnskabelige ud), som viser det modsatte, men ganske snusfornuftigt, så er det vel ikke over kanten at forestille sig, at dem, som har mange penge, vælger at skride, hvis eller når det bliver for meget - hvad mange allerede har valgt at gøre, mens dem, som ingen penge har, er nødt til at blive hængende? Og hvad bliver så resultatet?

Risikerer man ikke med det nuværende system at jage folk ud af landet, som ellers kunne have bidraget med rigtig meget, mens man kan være omtrent sikker på at kunne beholde dem, som ikke kan eller vil bidrage med noget som helst?

Nu om dage har mange danskere i forvejen et sommerhus eller en del af en lejlighed i Sydeuropa eller sådan noget. Der skal ikke så meget til, før de vælger at tage permanent ophold dér - fordi det handler kun om, at man skal være ude af landet i 181 dage om året. Og det er ingen for fin til at gøre - det har vi set.

Af alle de for oven nævnte årsager ville jeg formodentlig have været en varm fortaler for den oprindelige sociallov, da den blev vedtaget for omtrent 50 år siden. Jeg ser intet paradoks i, at jeg er imod den nu.

Det hele går jo op og ned, og intet er konstant.

Men det her skal ikke være et partipolitisk program, selvom det forekommer mig, at der er flere ledige standpunkter at indtage, hvis nogen ellers skulle være interesseret.

Min intention med alt det her var egentlig bare at vise, at vi almindelige liberale også er en slags mennesker. Mennesker, som ønsker det bedste for vore medmennesker. Dem alle sammen.

Næste gang kommer det til at handle noget mere om økonomi og den slags. Promise.

Du har læst et indlæg på Folkets.

Uden opbakning fra læserne ville vi ikke kunne bringe det.

Bliv betalende bruger og støt den frie journalistik i Danmark.

Se fordele

Seneste ændring: 
19/12/2019 - 19:11

Kære læser,

Med FOLKETS har jeg skabt en medieplatform der er uafhængig af statsstøtte.

Den uafhængighed er enestående i Danmark hvor medierne har snablen dybt nede i skatteborgernes lommer. De får milliarder af staten. Hold kæft-bolsjer, kalder jeg det.

Bør der ikke være medier som går systemet kritisk efter i sømmene. Hvor fokus er dybere end de enkelte politikeres fadæser eller rød mod blå blok.

Hvis du kan se hvorfor det er vigtigt med uafhængige medier, må næste spørgsmål være – hvordan?

En dag er denne side helt tom, hvis ikke du bakker op.

Meld dig til her.

Og god læselyst,
Lennart Kiil