Nu lyder det igen at en leder skal være "forbillede" - og at man ud fra en leders ageren i privatlivet kan sige noget afgørende om hans eller hendes evner som leder.

Det er forkert.

Og farligt.

I det hele taget er det dumt at blande tingene sammen på den måde.

Lad os se på tre eksempler.

Case 1 Adolf Hitler

Hitler var flink ved sine nærmeste. Privat siges han at have haft stor respekt for kvinder - også fagligt og kulturelt.

Han roste blandt andre Leni Riefenstahl og Winifred Wagner til skyerne, med sidstnævnte skulle han også have haft et hjerteligt venskab.

Hitler var tilmed en stor dyreven. Han elskede hunde og mest af alt sin egen schæfer Blondi.

Det siges endda at Hitler blev vegetar af hensyn til dyrevelfærd. Det med om han var vegetar eller ej er dog lidt kontroversielt, eftersom han havde svært ved helt at opgive sin elskede Leberknödel - men ellers var han "clean".

Han var også privat en følsom kunstner hvis billeder udtrykte fredfyldt ro og harmoni mellem natur og menneske. Noget som står i skærende kontrast til hans virke som politisk leder.

Hitler var på sin vis en progressiv mand som var forud for sin tid i det private liv hvor han traf moralske valg — men som leder var han en ubeskrivelig stor katastrofe for verden og de millioner af jøder og andre som han fik myrdet på sin vej.

En af verdenshistoriens absolut største moralske katastrofer som leder var altså privat en person som i dag ville blive opfattet som moralsk. Han var endda anti-ryger!

Interessant nok mente Hitler, ligesom nogle i dag, heller ikke at man kunne adskille privatlivet fra sit virke som leder.

Det var blandt andet derfor han aldrig rigtigt blev gift, før det alligevel var for sent og hans tid som leder endelig afsluttet med selvmord.

Angiveligt skulle hans motiv dog også have været mere kynisk: Hitler havde stor opbakning blandt kvinder, og han mente at den opbakning ville aftage hvis han allerede var "taget".

Case 2 Josef Stalin

Stalin siges at have haft en varm personlighed, og en del temperament - og han satte stor pris på venskab. Lige indtil man røg i unåde, så blev han hårdere end stål.

I sine senere år behandlede Stalin i tiltagende grad en del af sine nærmeste dårligt. Men i udgangspunktet og langt op i sin "karriere" var han en "fin fyr" i privatlivet. Længe efter at Stalin var kommet til magten, blev han ved med at sende breve og gaver til sine gamle venner i Georgien.

I forhold til den opvækst han selv havde haft - han blev banket både af sin far og mor - så var han flink ved de fleste i sin familie.

Stalin skulle have været stor beundrer af sin mor, som trods alt havde banket ham mindre end faderen. Og da han voksede op, havde han efter sigende forsvaret moderen imod faderens vold. Han havde også et kærligt forhold til sin datter Svetlana Allilueva.

Men i forhold til diskussionen i dag om adskillelse af privat og offentligt, så adskilte Stalin heller ikke privat og offentligt liv. Så på den måde er han enig med dem som arbejder for at ophæve det skel.

Han var kun kærlig overfor sine nærmeste i det private, så længe at de ikke brød med ham som leder i det offentlige! Gik de imod hans ideologi, så kunne nære personlige venner pludselig blive til de værste fjender.

For Stalin flød det private og det politiske altså fuldstændig sammen.

Det gik blandt andet ud over hans anden kone Nadezhda Alliluyeva. Men også andre i familie og omgangskreds faldt i hans personlige unåde hvis de gik imod styret.

Samtidig brugte Stalin børn som informanter, så han kunne udspionere venner og fjender hjemme i privaten.

Stalin fik fuldstændigt nedbrudt skellet mellem offentlig og privat både i sit eget liv og systematisk som ideologi i Sovjetunionen.

Case 3 Pol Pot

Pol Pot var en brutal leder og massemorder i millionklassen.

Men efter hans død fortalte enken Mea Son til journalisten Nate Thayer, at Pol Pot havde været "en god mand" og "en god far".

Det viser meget godt at der ikke nødvendigvis er nogen sammenhæng mellem et menneskes private moralske habitus og dette menneskes ageren i det politiske liv eller på anden vis som leder.

Man kan være flik og rar derhjemme og en brutal massemorder "på arbejdet". Og man kan være en led hustyran derhjemme og alligevel en dygtig leder i sit offentlige liv.

I modsætning til hvad der i dag bliver fremført i debatten om "dygtige røvhuller", så er der simpelthen ikke nogen sammenhæng mellem privat adfærd og lederevner som er stærk nok til at hænge noget op på.

Ligesom Stalin fik Pol Pot kun een datter, Mea Sith - senere Sar Patchata - som han skulle have behandlet godt "lige til det sidste". Det samme for hans kone Mea Son.

I samme periode hvor han havde været en "god ægtemand og far", var han ansvarlig for et et de mest brutale terrorregimer i historien med mindst 1,7 millioner drab på samvittigheden - noget han formåede som leder af De Røde Khmerer på under fem år i slutningen af 1970'erne.

Konklusion

1. Det er en dårlig ide at udlede noget om lederes evner som leder ud fra deres moralske habitus privat og vice versa.
2. Det er en dårlige ide at ophæve skellet mellem privat og offentligt som nogle af verdens mest morderiske ledere netop gjorde.
3. Det er en dårlig ide at ophøje ledere til moralske forbilleder og i det hele taget er førerdyrkelse udansk og hører ingen steder hjemme.