Putins drøm er blevet ukrainernes værste mareridt

Forestil dig en ambitiøs mand som tidligt er skolet i et af verdens mest omfattende og effektive efterretningsvæsener.

Forestil dig så at denne mand har sikret sig absolut magt i et land med en enorm hær og verdens største arsenal af atomvåben.

Så har vi Putin.

Forestil dig nu at Putin er blevet besat af en drøm som ikke kan realiseres.

Så er Putin meget farlig.

For Putin er ikke, som det ellers har været hævdet, realist. Han er en farlig dagdrømmer. En mand hvis ideer ingen gang har på jorden i dag.

Putin lever i fortiden og insisterer på at resten af verden skal "leve" der med ham. Han vil simpelthen ikke give slip.

Men hvordan kom det dertil?

Inden vi kommer tilbage til Putin, så lad os se på nogle generelle mønstre i historien:

Jo mere verdensfjern og urealistisk en ide er, jo flere mennesker er "store ledere" villige til at slå ihjel for dens indfrielse.

Jeg ved ikke om denne regel har et navn.

Men det er noget som både ukrainere og russere selv har måttet erfare tidligere i historien på værst tænkelig vis.

Det er en blodig lære op gennem historien, ikke mindst det 20. århundrede. Vi kan nævne Stalin, Hitler, Mao og Pol Pot som nogle af de allerværste.

En "stor leder" som sætter sig for at genskabe fordums storhed eller en ny fremtid - altså en ide eller forestilling - er ikke ligefrem nogen ukendt skikkelse i verdenshistoriens mørkere kapitler.

Desværre ser det ikke ud til at være overstået med den slags vanvid.

Det ukrainske folk kæmper lige nu en brav kamp imod en af den slags "store ledere" som lider af imperiale vrangforestillinger.

Men hvordan blev Putin så verdensfjern?

Efter Sovjetunionens fald fik Rusland store økonomiske vanskeligheder under Jeltsin.

Det fik Putin så rettet lidt op på, men det må trods fremgang have stået klart temmelig hurtigt at Rusland i en økonomisk forstand ikke stod til at blive meget mere end at sammenligne med et enkelt større europæisk land som Italien eller Frankrig.

Temmelig middelmådigt i sammenligning med USA eller Kina mod syd som var inde i en utrolig udvikling i økonomisk forstand som er fortsat til denne dag.

Der var lang vej til den betydning i verden som Sovjet havde haft. Lige pludselig virker det hele måske lidt gråt og trist uden den grandeur som giver mening hvis man ikke kan finde den på anden vis.

Samtidig med den middelmådige økonomiske udvikling fik russerne meget få børn, og den aldrende befolkning i landet består i dag hovedsageligt af gamle damer. Landet er stadig plaget af udpræget alkoholisme, især blandt mænd.

Landet kan dog bryste sig af at være verdens største. Ingen andre kommer i nærheden.

Det er jo ikke plads der mangler i Rusland. Eller naturlige ressourcer. Der er et enormt indre potentiale som ikke er blevet indfriet.

At landet er så stort, sætter Putins aggressive og forbryderiske fremfærd overfor nabolandende i perspektiv. Det virker vanvittigt.

Og hvis han virkelig føler sig presset af NATO, hvorfor rykker han så selv tættere på?

Nej, det er ikke forklaringen. Og det er i øvrigt heller ikke den forklaring han selv giver længere.

Det handler langt mere om hans egen vilje. Putins vilje til magt. Til betydning og storhed.

Og hvorfor skulle landene omkring det enorme Rusland ønske at blive forvandlet til randzoner i Rusland? Det giver ingen mening at forestille sig de skulle nære et sådant ønske.

Det er tydeligvis ikke ønsket om en kærlig indlemmelse som driver Putin. Ikke engang livsvilkårene for sit eget folk hjemme i Rusland synes at bekymre ham. Det er noget andet han er optaget af.

Men sagen er den at Putins enorme rusland ikke har ret meget at byde på for landene omkring det. Hvorfor være en vasalstat hvis man kan være sin egen? Og skulle man nære et håb om en ordentlig behandling fra en mand som ikke engang kan skabe fremgang på hjemmefronten?

Men selvom det er let at se udefra hvorfor Putins tilnærmelser ikke gør indtryk, så tager han ikke afvisningen så pænt.

Putins forvandling

Putin lader ikke til at kunne finde sig til rette med realiteterne.

Og ofte har han været mere optaget af at starte konflikter i nabolande eller mærkelige giftangreb tusindvis af kilometer væk, end at få liv i sit eget land.

Putin har da prøvet: Blandt andet har han gjort en indsats for at øge fødselstallet og stimulere økonomien. Men har ikke haft stort held med økonomien på det seneste. Og demografien er altid en svær en.

Men det gik trods alt bedre dengang Putin var mere realistisk og mindre optaget af dagdrømme end nu.

Og han har i tiltagende grad været optaget af sin ide om mere russisk orden i verden omkring sig på bekostning af fremgang i det virkelige konkrete Rusland han skulle forestille at være leder af.

På et tidspunkt i det nye årtusinde begynder Putin sammen med andre dagdrømmere mere systematisk at fantasere om et ny russisk verdensorden.

Samtidig sejler andre aspekter i landet mere og mere. Ikke mindst hans egen respekt for demokrati som ikke var noget særligt i forvejen.

Har man læst Dostojevskijs De besatte vil man kunne genkende forløbet hvor en lille gruppe "idealister" hverver en mere karismatisk og kynisk frontperson.

I første omgang synes Putin dog som den kyniske Stavrogin at have været lunken ved at lade ideer få mere plads end realisme, men det ser ud til at have ændret sig med tiden - og nu er der ikke længere megen realisme at spore i mandens ageren.

Русский мир - en russisk verden, russisk orden eller russisk fred - mir kan vist nok betyde lidt forskelligt. Ideen om russisk ekspansion virker udefra set besynderlig, men vokser i inderkredsen omkring Putin.

Den lille gruppe af intellektuelle omkring ideen om udvidet russisk interessesfære begynder at etablere centre andre steder i verden - ikke mindste i Ukraine. Men denne form for "soft power" bider ikke på.

Det gør Putins klodsede aggressioner heller ikke, og ifølge analyseinstituttet Pew falder tilliden til Putin fra årtusindeskiftet i for eksempel Ukraine - selv blandt de derboende etniske russere.

Jo mere Putin prøver at presse på, jo mere modsætter nabolandene sig hans tilnærmelser.

Kort efter at Putin og ligesindede sætter ideen om russisk indflydelse i verden på den russiske finanslov i form af en fond, vælger Putin at omskrive Ruslands unge forfatning til fordel for sig selv, så han kan blive ved magten.

Nu er han ikke længere reelt på valg, men diktator på livstid. Så er han også mindre følsom over for opbakning i lokalbefolkningen. Så kan han være endnu mere ligeglad med sine egne borgere.

Nu kan han virkelig dedikere sig til sin dagdrøm.

Forfatningsændring i en så ung grundlov var nok temmelig ildevarslende set i bakspejlet. For hvad er en forfatning så værd? Og hvor meget respekt har politikerne i landet for de principper den udlægger?

Mens vi i vesten nok stadig nærede forhåbninger, tog nabolandene notits af udviklingen.

De nye nabolande og tidligere sovjetrepublikker vender Rusland ryggen - i hvert fald Putins Rusland, for der er klart for dem at Putins interesse ikke er baseret på gensidig respekt.

De orienterer sig imod vest. Eller rettere - de skal nok selv bestemme hvad de kan bruge fra vest og hvad de kan bruge fra øst.

Et land som Ukraine har fået smag for frihed og suverænitet.

At de tidligere fjender i form af vestlige magter nu inviteres indenfor i de tidligere sovjet-republikker, er sandsynligvis som at føje spot til skade i Putins opfattelse af tingene.

Ikke bare bliver hans tilnærmelser afvist. Tilmed inviteres hans værste rivaler ind i varmen.

Men Putin har selv presset på for den udvikling. Han har ikke ligefrem vist sig som en der havde tænkt sig at respektere de omkringliggende lande som ligeværdige partnere.

Hvorfor skulle de vende tilbage i folden?

Jo mere drømmen smuldrer for Putin, jo mere krampagtigt holder han fast i den.

Med Putins krig mod Ukraine virker drømmen mere urealistisk end nogensinde.

Afstanden mellem Putins ambitioner og hans reelle formåen vokser med tiden, og Putin selv bliver ældre. Det lader ikke til at han har nogen plan b.

Det er en farlig cocktail.

For nu skal han nå noget. Den tidligere tålmodige Putin bliver pludselig mere uforudsigelig.

Det handler ikke om Ukraine for Putin. Det handler om at genskabe et fortabt rige.

Ukraine er for ham blot en trædesten på vejen.

Ukraine bliver et meningsløst offer i en uopnåelig drøm som hører til i en for længst forsvundet tid.

Det er en kæmpe tragedie.