Det med at fremsætte anklager uden for retslokalerne er naturligvis ingen ny ting.
Men med den såkaldte #metoo-bevægelse har tendensen været ret kraftigt tiltagende.
Ingen tvivl om at nogle skyldige mænd har fået som fortjent. Der er mange alvorlige sager. Og ja, nogle er sluppet for billigt.
Andre sager har været mindre alvorlige - og ofte mere mudrede - og ikke så "clear cut". På den konto er der nok røget flere mænd end på den første.
Der har også været selvmord i kølvandet på #metoo-anklager. Endda på højeste politiske plan.
Meget ofte har "løsningen" for den anklagede dog været mindre dramatisk og endegyldig. Mænd - og nogle gange kvinder - har mistet deres levebrød og karrierer. Eller meldt sig ud af det offentlige liv.
Ofte er beslutningen blevet taget hen over hovedet på dem, men i den grad de har været skyldige, kan man jo sige at de selv har været med til at træffe den i fortiden.
Der har indtil for nylig ikke været så forfærdeligt mange eksempler på at dem som er blevet anklaget, for alvor har taget til genmæle.
En sag hvor det billede ændrer sig markant, er den nyligt overståede injurie-sag anlagt af Johnny Depp imod Amber Heard.
Her tegnede der sig også ganske hurtigt et billede af en mere nuanceret sag, end den typiske simple #metoo-skabelon med et offer og en krænker.
Det er ikke fordi jeg tror at den sag nødvendigvis er mere typisk for virkeligheden end så mange andre sager.
Tværtimod vil jeg sige at virkeligheden er meget kompleks og at man kun yder den retfærdighed ved at tage sag for sag og undersøge beviserne i dem.
Det man kan sige, er at Johnny Depp ikke uden videre lod sin modparts oplevelse af tingene stå alene som repræsentation af hvad der i virkeligheden var foregået mellem dem.
Han giv sit besyv med.
Og at mere af virkelighedens nuancer kommer til syne, er nok velgørende på mange måder.
Dermed ikke sagt at de mere entydige sager ikke findes. For det gør de også.
Danmarks magasin om identitetspolitik – #idpol, men også om væren og eksistens, og essens og identitet.