Hæderkronede journalistiske standarder udskiftes med identitetspolitik
Det er ikke kun i forhold til udbredelsen af nyheder at identitetspolitik har påvirket pressen.
Også på nogle af journalistikkens kerneområder bliver identitet stadig mere væsentlig på bekostning af de klassiske journalistiske dyder.
Lad op tage et eksempel omkring kilder.
I "gamle dage" var det journalistiske ideal for kildevalg et om fairness.
Det skulle forstås på to måder:
-
Fairness overfor sandheden
-
Fairness overfor en anklaget
For at få fairness overfor sandheden skulle kildevalg foretages på en måde så sagen under behandling blev bedst muligt belyst fra så mange synsvinkler som muligt.
I forhold til fairness overfor en i artiklen anklaget person, så var ideen at denne person som minimum fik lov til at fremlægge sin side af sagen og svare på anklagerne.
Det er ikke fordi jeg vil påstå at disse idealer er helt væk. I hvert fald ikke det sidste. Det indebærer jo trods alt en risiko for et medie at hænge en person ud i forhold til eventuelle injuriesager. Det med fairness overfor sandheden er dog næsten helt væk.
Disse gamle hæderkronede idealer bliver nemlig langsomt udskiftet med nogle nye.
Idealet var før fairness - nu er det snarere lige repræsentation.
Det skal forstås på den måde at der i disse år gøres en enorm indsats for at lave om på præmisserne for kildevalg.
Det skal nu ikke længere være den brede belysning af en sag som afgør sammensætningen af kilder, men i stedet skal sammensætningen hovedsagelig foretages på en måde så de to køn i samfundet repræsenteres ligeligt.
I den forbindelse er det også værd at nævne en anden ting. Som måske har noget med den første at gøre. Men det hævdes ofte at kvinder er mere udsatte for eksempelvis netchikane end mænd, og at dette holder kvinder ude af den offentlige diskussion som kilder eller debattører.
Det er faktisk ikke helt korrekt at de oftere udsættes for chikane online generelt, men det er korrekt at de oftere er mål for visse typer af chikane. Deraf "følger" så muligvis følgende ændring af idealerne omkring kildebeskyttelse:
Førhen kunne kilder være anonyme i sager om kriminelle hvor der var risiko for drab på kilden, eller i sager om totalitære styrer hvor der var risiko for langvarig fængsling. Den slags.
I dag omfatter kildebeskyttelse i stadig stigende omfang også risikoen for almindelig efterfølgende debat om kildens påstande eller en postuleret risiko for netchikane.
Konklusionen bliver at medierne i disse år ændrer sig - også i forhold til kildevalg og kildebeskyttelse.
Kilder forventes ikke længere i samme grad at skulle stå på mål for de synspunkter eller påstande de fremlægger i medierne - altså mindre ansvarlighed, og medierne selv udvælger i stigende grad kilder efter køn frem for relevans - altså dårligere journalistik.