Jeg stod den anden dag i Netto og skulle vælge hvilken juice jeg lystede til næstkommende morgen. Jeg blev midlertidigt afbrudt af en herre der kendte mig fra det politiske liv. Han mente han var enige i alt hvad jeg ytrede mig om offentligt, på nær én ting.
Udlændingedebatten.
Den for ham vigtigste faktor, når han skulle vælge parti i dag, da han mente, det var Danmarks absolut største problem. Jeg ved, han ikke er den eneste, der har det sådan, og mediernes fokus viser også, at der er tale om snakken.
Det fik mig til at tænke.
Vi har i Danmark ca. 484.000 indvandrere svarende til 8,6 % af befolkningen. Ud af alle de indvandrere der er, af både vestlig og anden indvandring, er omkring 100 tusinde fuldtidspersoner på permanent overførselsindkomst. Det svarer til mere end hver femte. Blot siden 2008 er antallet af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere uden for arbejdsstyrken øget med 39.600.
Kigger vi på kriminaliteten er statistikkerne også kedelige. Mere end 30 % af alle dømte inden for straffeloven er indvandrere eller efterkommere. Det er altså ikke repræsentativt ift. at de kun udgør omkring 8 % af befolkningen.
Med de nye politiske tiltag på udlændingeområdet tyder alt på, at det ikke bliver bedre i fremtiden, med mindre der sker drastiske tiltag. Tiltag som højrefløjen står i kø for at komme af med – det ene mere drastisk og diskriminerende end det andet. Det virker til det handler om at afstraffe en befolkningsgruppe så meget som muligt, for at vinde vælgernes tarv. Med lov skal land bygges, uanset konsekvenserne.
Så kan man tænke – hvordan kan det hænge sammen med overskriften? Er udlændinge ikke det største problem, vi har i Danmark, når de tydeligvis belaster vores samfund væsentligt, og udviklingen kun viser det bliver værre og værre, jf. stort set alle statistikker?
Det mener jeg ikke.
Jeg mener vi skal meget længere ind. Helt ind i os selv. Helt ind i det samfund vi selv har opbygget i bjørnetjenesternes navn. Kan det være os den er gal med, og ikke dem?
Nu har jeg nok allerede fået nogen op af stolene. Det kan ikke passe det er os der skal tilpasse vores liv til deres – indvandrere må indordne sig efter vores forhold, ellers må de flytte igen!
Og ja, det kan der være noget rationelt i. Vi lever dog i et globaliseret internationalt samfund hvor vi ikke længere kan afskærme os på bedste nationalistisk vis. Grænserne er åbne og de kan ikke lukkes igen. Uanset hvor mange grænsebomme der bliver sat op.
Grænsebomme er desuden er tåbelig idé, der kun fungerer på en karikaturtegning.
Danskerne er et stolt folkefærd, med dårlig selvtillid. Siden nederlaget 1864 har vi levet på at opbygge et ligestillingssamfund, hvor alle er lige for hinanden, og dem som ikke kan tage sig af sig selv, tager vi os af i fællesskab. Man kan sige, at de mange nederlag gjorde os til tilhængere af David, efter vi havde mistet retten til at kunne pryde os af at være den Goliath, vi havde været igennem flere hundrede år.
Da økonomien begyndte at gå Danmarks vej i 1950’erne, tog det vi kender som velfærdsstaten for alvor form. Det betyder også at Danmark var et foregangsland, når vi snakker ligestilling og velfærd, hvorfor vi også den dag i dag, har verdens laveste Gini-koefficient.
Det betyder også, at når vi i Danmark får besøg, enten på lånt tid eller permanent, så er det mennesker med en helt anden opfattelse af hvad en samfundskultur er. Det er som at have inviteret folk, der er vant til at spise a la carte, over på fri buffet.
Det kan ikke overraske, at de per automatik vil tage så meget, som de overhovedet kan. Derfor bør vi i højere grad overveje:
Hvordan hjælper vi dem bedst? Er buffet vejen frem?
Vi skal finde den gyldne middelvej. Der hvor vi får de gode kræfter til Danmark, som vil være en del af et givende samfund, og hvor vi får hjulpet folk i nød, under de kulturelle forhold der er dem bedst. Der hvor vi får selekteret dem, der ikke kan forene sig med vores kultur, fra – og dem der kan se meningen og vil bidrage til. Vi skal stille krav, men ikke ud fra deres baggrund, men ud fra hvad de kan og vil.
Løsningen? Den har jeg ikke. Men jeg tror på, at vi skal stille krav om selvforsørgelse til de, der vil til Danmark, indtil de har vist de kan klare sig selv, og at vi skal hjælpe i nærområderne til de som lider nød, da det er her vi kan give mest og hjælpe flest, samt hjælpe dem med at bygge deres eget samfund op.
Én ting er sikkert. Verden er global, og vores tankegang om integration har ikke fulgt med tiden. Debatten skal tages, men lad den ikke gå ud på at straffe folk, men i stedet fokusere på noget dybere. Er det os eller dem, der er problemet?