Primære faneblade
Debatindlæg
Åben

Gratis

"Det er kerneliberalt at kæmpe for flere dværge i erhvervslivets top"

Overskriften er meningsløs.

Ikke desto mindre kunne man i weekenden læse denne påstand i Politiken. Blot med 'kvinder' i stedet for 'dværge'. Altså:

Det er kerneliberalt at kæmpe for flere kvinder i erhvervslivets top

Påstanden er absurd, fordi den tager udgangspunkt i en gruppe, mens liberalismens kerne er individualismen.

Liberalismen fordrer en formel ligestilling. Altså lighed for loven. Kvinder og mænd skal have samme rettigheder og pligter vis-à-vis staten. Og så må den enkelte kvinde eller mand selv kæmpe.

Men det, Dennis Nørmark sigter til, handler om fordeling. Altså at kvinder skal udgøre en større andel af toppen i erhvervslivet. Det handler om substantiel ligestilling. Og det har bare ikke noget med liberalisme at gøre.

Ideen om at en ideologi skal kæmpe for en bestemt gruppe, har mildest talt et noget andet ophav.

Denne fundamentale misforståelse bliver ikke mindre pinlig af, at Dennis Nørmark kalder andre debattører, som ikke lige deler hans misforståelse af liberalismen, for ubegavede og dårligt belæste.

I den senere tid har der været flere forsøg på at spænde liberalismen på et feministisk lokomotiv. Det lader sig ikke rigtigt gøre, fordi den formelle ligestilling allerede er realiseret i Danmark og har været det ganske længe.

Hvis Dennis Nørmark er så forhippet på at gøre noget for at få flere kvinder ind i toppen af dansk erhvervsliv, så kunne han måske opgive sin egen nyvundne bestyrelsespost i DR til fordel for et medlem af det modsatte køn.

Seneste ændring: 
19/12/2019 - 19:11
10 sekunder, tak

Vi lægger ikke debatindlæg bag betalingsmur.

For budskabet skal ud til alle.

Men det koster at redigere og bringe debatindlæg.

Bak op om det frie ord og den åbne debat.

Bliv medlem
eller sponsor

Citer med linket her: