Socialdemokratiet står stærkt i disse år.
Det skyldes flere ting.
Partiet har været i stand til at formidle en vision om Danmark.
Og denne vision har givet partiet retning og fremdrift i en tid som ellers er præget af forvirring og afbrydelser.
Men ikke nok med det.
Partiet har også på godt og ondt en formand som ikke lader sig forstyrre.
Mette Frederiksen passede for eksempel på sin udenrigsminister selvom han var en potentiel belastning for partiet i markedsføringsøjemed.
Hun passede endda på ham gennem en periode hvor mænd i andre partier røg ud på røv og albuer for småting i sammenligning.
Men Mette Frederiksen lod sig ikke påvirke af pressens kampagne. Eller de borgerliges "drillerier". Eller folks forargelse.
Mette kunne simpelthen beskytte en af sine imod selve #metoo-bølgen.
Ingen mand i det her land kunne have beskyttet sit partis retning som Mette Frederiksen gjorde i den forbindelse.
Sagen vidner om en enorm viljestyrke, eller dumstædighed. I hvert fald rystede Mette Frederiksen ikke på hånden.
Selv vindstød af orkanstyrke påvirker ikke partiets retning.
Heller ikke store sager som mink-skandalen, har fået Mette Frederiksen til at træde på bremsen. En enkelt minister blev ofret, men det var ikke på bestilling fra folket eller pressen, men en intern afgørelse i S som ikke påvirkede partiets fremdrift i nævneværdig grad.
Mette Frederiksen har fået Socialdemokratiet til at ligne en traktor som i jævn fart trækker en otte-furet vendeplov gennem våd og tung muld på en blæsende og kold efterårsdag, mens de borgelige partier står ved siden af marken rystende af kulde og diskuterer om de skal spænde en ged eller en ko foran deres hestevogn.