Moderaternes Jon Stephensen holder nu angiveligt selvbetalt orlov fra Folketinget.
Så en skrøbelig regering er blevet endnu mere skrøbelig. I en tid hvor udfordringerne internationalt ellers kalder på ro og stabilitet.
Ro og stabilitet har det politiske liv i Danmark ikke just været kendetegnet ved. Og med #metoo på banen er det politiske billede mere uforudsigeligt end nogensinde.
Tag nu blot de Radikale som eksempel. Det parti har skiftet fuldstændig karakter på grund af en tyndbenet metoo-sag.
Og nu er regeringen i Danmark i knibe fordi en gammel mand har sendt et kompliment til en ung kvinde.
Det er der vi står.
Og folk fryder sig over at det udpensles på forsiderne. Men tænker de længere end deres egen frydefulde forargelse?
Træd lige to skridt tilbage og træk vejret dybt.
Hvad ligger der så i det her med #metoo mere grundlæggende? Hvad betyder #metoo-fiseringen af politik?
Fundamentalt set betyder #metoo at magten er blevet flyttet længere væk fra vælgerne og mere over i hænderne på tabloid-avisernes journalister og redaktører.
Tænk lige lidt over det.
Medierne kan vælge at sætte ind med en metoo sag, det betyder egentligt ikke så meget om der er hold i den eller ej. Det er mere at partierne er bange for at få stemplet #metoo.
Så medierne kan vælge hvilke politikere som skal være i politik. Og hvilke som ikke skal.
Hvem er det nu ellers at man hævder har den rolle at spille i et demokrati?
Det er klart at den udvikling også er en afvikling. Det er en afvikling af folkestyret.
Lige nu er det dog knapt nok det største problem.
Mere afgørende er det at metoo er blevet et våben i en hybrid krigsførelse.
I Kina planlægger man årtier frem og har en solid stabil politisk maskine. Man har principper og idealer. Planlægning og kalkyle.
I Vesten har man pressens patetiske optagethed af sex og skandaler til at sætte den politiske dagsorden. Man har følelser og forargelse.
Kineserne må grine deres røv i laser.
Medierne elsker #metoo - for metoo flygter magten over til medierne. Men prisen er at folkestyret går tabt. Og at den politiske stabilitet og styreevne bliver tilintetgjort.
Medierne har altid skubbet grænserne for privat og politik og forsøgt at blande de to sammen. Det giver flere penge og mere magt til medierne.
Men aldrig har de fået en større gave end #metoo som værktøj. Og verdens autokratier vinder også ved den undergravende effekt som metoo har på folketstyret.