Om små to uger, den 14. maj, fejrer vi Mors Dag - og det er der god grund til, for mødre spiller en helt afgørende rolle i alle menneskers liv.
Men hvad du næsten med statsgaranti ikke ved er, at allerede to dage senere, nemlig den 16. maj, er Drengenes internationale Dag. Selvom det ikke er en dag, som tiltrækker sig ret meget opmærksomhed, synes vi i Manderådet, at det er en dag som også skal fejres. For dem, der er drenge i dag, er fremtidens unge mænd, kærester, ægtefæller, fædre og bedstefædre.
Det er dagens drenge, som i morgen skal bygge dit hus, reparere din bil, asfaltere din vej, høste dit brød, fange dine fisk, brygge din øl, slukke din ildebrand, hente dit skrald, suge dit slam - og løse tusindvis af andre opgaver, der får samfundet til at løbe rundt.
Men dagens drenge har det svært. Og mange af deres udfordringer er enten usynlige eller de bagatelliseres, fordi drenge jo angiveligt alene i kraft af deres køn er født privilegerede:
Patriarkatet står klar til at sluse drengene direkte ind i samfundets øverste lag, på ledelsesgangene og i bestyrelseslokalerne. De misogyne strukturer der gennemsyrer samfundet sikrer drenge og mænd et evigt forspring og efterlader pigerne og kvinderne på perronen, både uddannelses-, løn- og karrieremæssigt.
Eller hvad?
Nej, ikke just.
Kigger man nærmere på bunden af samfundet, så er drenge og mænd voldsomt overrepræsenterede: dem uden uddannelse, de funktionelle analfabeter, misbrugerne, de gadehjemløse, selvmorderne, de nedslidte ufaglærte, ofrene for arbejdsulykker med dødelig udgang, de ensomme, de ufrivilligt barnløse, voldsofre, drabsofre - listen er lang og det er mændene, der fylder. Og mange af problemerne starter i barndommen - og ikke mindst i skolen.
I løbet af de næste par uger ser Manderådet nærmere på lige netop det spørgsmål: Er det en fordel eller en ulempe at være dreng og ung mand i 2023? Vi lægger ud med en Videnskonference om drenges vilkår i København den 4. Maj - tilmelding her - og følger op med artikler, podcasts og videoklip om Drengene i ugerne, der følger.
Støt op om initiativet, deltag i debatten og støt Manderådets arbejde, til gavn for et samfund i balance. For når ét køn taber, så taber begge.
Thomas Martin Nielsen
Redaktør i Manderådet