De fleste kender det: De børn og unge der kræver fuld fokus og opmærksomhed.
Enten forsøger man at give efter, eller også trækker vi os væk, krummer tæer over deres manglende selverkendelse, realitetssans og evne til at stikke fingeren i jorden og lodde stemningen.
Det er faktisk nemt at dømme disse selvoptagede unge, som hurtigt mister styrke og udholdenhed, når der skal gøres noget, som ikke er af lyst og leg.
Men hvis vi kigger lidt på den generation, som har sat dem i verden, så er det jo den generation, som er fra slut 1960'erne og fra 70'erne. Altså min egen generation. Så jeg tillader mig at beskue min egen generations blinde pletter.
Når jeg kigger på “de selvoptagede” forældre, så ser jeg en generation, som på mange måder rummer svigt og en meget svingende opdragelse fra deres egen barndom.
Det som er sket med opdragelsen af de “selvoptagede” er netop, at de er ønskebørn, de er projekt “Reparation af familiehistorien”. Det vil sige at disse “selvoptagede børn” havde det modsatte af hvad deres forældre fik.
Det vil sige, at alt det som forældrene ikke fik i deres barndom, det får deres børn nu i rå mængder. Når jeg skriver rå mængder, så er det jo fordi det ændre ikke forældrenes manglende behov i barndommen, ved at give det til deres børn i nuet.
“Tag en trøje på, mor fryser”
Det betyder, at det bliver meget projicerende; det at se sine egne glemte behov i børnenes øjne. Det kan jo naturligvis ikke lade sig gøre, det betyder også, at disse børn ikke får dækket deres egne naturlige behov. Men de bliver stoppede til med masser af forældres behov, samtidig med at 80´erne og 90´erne var tider med oppustet økonomi, således at behovene blev meget materielle og derved også blev meget prestige.
Denne ramme bliver til “De utilstrækkelige forældre”, utilstrækkelige, fordi deres eget selvværd hviler på manglede behov og selvindsigt. Derfor siger de ikke “Se mig”, men “Se mit barn”. Det bliver til et skifte fra forældrenes nøjsomhed og usikkerhed til børnenes fylde og selviscenesættelse.
Faktum er, at projektet mislykkes fordi at manglende selvindsigt ikke giver det nødvendige spejl til børnene. Det børnene så lærer og får “slugt”, er at forældrene er transparente og usynlige, men at forældre ser på deres børn med beundring, og deri bliver det til at børnene kun ser sig selv som eneste vigtige og det eneste, som er i spil.
Konklusionen må være, at forældre med lav selvværd og selvindsigt, ikke kan skabe mere selvværd og selvindsigt til deres børn, men at de kun kan styrke børenes ego og deres selviscenesættelse, eller selvbesættelse, kunne man fristes til at sige.
Jeg mener at fremtiden skal byde på andet, så er det ikke længere spørgsmålet om, mig eller dig, din eller min, mit eller dit, men både dig og mig, os og fællesskabet. Det bliver til 5 elementer i alt, som skal være i spil. Du og jeg som bliver til, et større vi, samtidig dette “vi” i det store fællesskab, som er en del af en global verden.
I fremtiden skal vores børn rustes til en verden, hvor det ikke handler om hvem de er, men hvad de gør og hvad de står for. Det at stå op for andre end sig selv, det at gøre noget for sig selv.
Det at stå fast på en værdi og det at skabe værdi lokalt og globalt, bliver ikke denne "selviscenesættelse", men det at være den manglende værdifulde brik i og for helheden.
Paradigmeskifte
Hvis vi ser os omkring, så står vi overfor et paradigmeskifte; et skifte fra meget bløde værdier, frihed, selvbestemmelse og fokus på enhver sin egen lykkes smed, mod konsekvens, retfærdighed, socialt ansvar og ydelse til fællesskabet.
Paradigmeskiftet som vi står overfor er, helt banalt, at gå fra at være til at gøre, fra identitet til adfærd og handling. At vi kan ikke bare være den vi er, vi er også nødt til at skabe et værdifuld fundament vi kan leve af. Altså vores eksistensgrundlag og vores arbejdsidentitet, hvad er det du vil leve af?
Nu er det ikke kun vores børn, vi har mødt på denne måde. Det er også hinanden, vi har mødt på disse individuelle frie og positive vilkår som var vi helstøbt og ikke skulle arbejde for tingene. Her er det samme tendens, flere er blevet stressede og har følt mindre værd, at skulle være helt i orden, når det føles anderledes indeni.
Det skifte som vi skal over imod, er den maskuline energi, handlingens energi. Ikke væk fra de bløde værdier, men at kunne favne både de bløde og hårde værdier. At det både handler om at være og om at gøre.