Pernille Skippers grænseløse selvmedlidenhed

Jeg kan huske dengang venstreorienterede kvinder havde ondt af børn i Afrika.

Nu har de mest ondt af sig selv.

Det indtryk får man i hvert fald ofte gennem medierne.

Og den systematiske selvynk er ikke tilfældig, men det kommer vi tilbage til.

For Pernille Skipper har skrevet en bog som hedder Rend mig. Fyldt med anekdoter om hvor hårdt det er at være hende.

Og Pernille Skippers selvmedlidenhed får i disse dage meget sendetid.

Kunstmuseet LOUISIANA stillede ovenikøbet deres koncertsal til rådighed for Pernille Skippers ensidige udlægning af forholdene i Danmarks såkaldte Folketing.

Her er et udsnit fra LOUISIANA's præsentation:

... når den tidligere toppolitiker ser tilbage, står hun tilbage med en trist erkendelse: Både i samfundet generelt, men også i Folketinget har kvinder stadig ikke den samme adgang til magt. De bliver sorteret fra, vurderet på deres udseende, udsat for seksualisering og gjort til objekter. Alene fordi de er kvinder.

Nej, kære LOUISIANA. Det er ikke en erkendelse.

En erkendelse er noget man kan opnå inden for naturvidenskab, matematik og måske endda filosofi gennem mange års systematisk og "unbiased" arbejde.

Det er derimod Pernille Skippers opfattelse at Christiansborg er en højborg af kvindehad.

Lær forskellen, LOUISIANA.

Nå, men Pernille skipper er altså blevet kaldt grimme ting og har haft det svært i Folketinget.

Og hun hævder, i hvert fald i følge LOUISIANA's udlægning, at kvinder i almindelighed "bliver sorteret fra, vurderet på deres udseende, udsat for seksualisering og gjort til objekter" i Folketinget.

"Alene fordi de er kvinder."

Sandheden er nok snarere at vi alle sammen i et utal af sammenhænge bliver "sorteret fra", "vurderet på vores udseende" og "udsat for seksualisering og gjort til objekter" - uanset om vi er kvinder eller mænd.

Hvorfor gør Pernille Skipper al den modstand, hun møder, til et spørgsmål om køn?

Jo, det gør hun fordi at har man kun en hammer, så ligner alting et søm.

Pernille Skipper har kun én fortolkningsramme til rådighed, og den fortolkningsramme er feminismen.

Prøv at tænke på de børn som mister en forælder der dør i en arbejdsulykke. I mere end 90 procent af tilfældene er det en mand som dør.

Men disse efterladte har ikke en fortolkningsramme som hedder maskulisme som hævder at samfundet værdisætter kvinders liv højere end mænds. Sådan en fortolkningsramme findes ikke.

Når det handler om køn og ligestilling, så er feminismen nærmest altdominerende som fortolkningsramme.

Derfor kan mænd have en lang række områder hvor de er meget værre stillede end kvinder uden det bliver knyttet an til en bredere samfundsproblematik som kvinders problemer gør gennem feminismen.

Blandt andet derfor giver medierne og LOUISIANA meget mere taletid til kvinder og deres udfordringer end til mænds.

Pernilles problem

Så mens medier og kulturinstitutioner uden skyggen af skepsis udlægger Pernille Skippers anekdoter fra Folketinget som generelle sandheder om kvinder og mænd i magtens top, glider andre problemer længere nede i samfundet ud i kollektiv glemsel.

Det er en besynderlig form for socialisme som Pernille Skipper er blevet eksponent for.

For at tage eksemplet fra før, hvornår har medierne for eksempel beskæftiget sig systematisk med dødsfald på arbejdspladsen som en ligestillingsproblematik?

Det er et stort problem for samfundet at medierne er så ensidigt fokuserede på privilegerede kvinders problemer.

Men det er faktisk heller ikke nogen fordel for Pernille Skipper selv.

For når hun tolker alle sine dårlige oplevelser ind i en fortolkningsramme der hedder, at det er kun noget hun bliver udsat for alene fordi hun er kvinde, så fratager hun også sig selv ansvar. Og dermed muligheden for at ændre på tingene selv.

For nylig hed det i pressen at Pernille Skipper ikke mente at mænd skulle skamme sig, det skulle "bare" ændre sig.

Men hvorfor skulle de dog det. Så længe Pernille Skipper ikke ændrer sig selv, så vil hun altid finde fejl hos mænd. Og aldrig hos sig selv eller sine kønsfæller.

Mænd helt bredt og generelt skal ændre sig, mener hun.

Men hun generaliserer og skaber stereotyper undervejs. Når hun fokuserer på de mænd som har behandlet hende eller andre kvinder dårligt, og gør dette til et spørgsmål om mænd overfor kvinder mere generelt.

Når Pernille Skipper forestiller sig at kun kvinder bliver dårligt behandlet, så ser hun allerede kvinder som ofre der har brug for hendes sympati og hjælp.

Mænd derimod møder jo ikke den her modgang, i følge den fortolkningsramme hun ikke kan se ud over. Så mænd har ingen krav på sympati.

Så stærk er denne ensidige fortolkningsramme at den undergraver Pernille Skippers medmenneskelighed.

For selvom feminismen hævder at være imod kønsdiskrimination, så kræver den hele tiden at det ene køns problemer ses og behandles systematisk med prioritet langt over det andets.

Derfor er det hele tiden magtfulde kvinders udfordringer med magtfulde mænds begær og misbrug som fylder op i mediebilledet. Og ikke almindelige menneskers ofte langt større udfordringer og mere presserende problemer.

Pernille Skipper og andre kvinder som hende på venstrefløjen havde tidligere et udsyn og en omsorg for andre end sig selv.

Det har de nok stadig. Det er bare ret svært at få øje på i Skippers tilfælde.