Feminismen er en religiøs sekt
Feminisme er en sekt, med religiøse undertoner.
I mit liv har jeg været rundt omkring og set en masse og det har været med til at danne mig og fået mig til at se verden på mange forskellige måder.
For nogen år siden valgt jeg at gå ind i feminisme, med åbent sind.
Det er altid sundt at udfordre sig selv og ens opfattelse man har her i livet og det samme gælder for den rejse hvor jeg gik ind i den feministiske bevægelse.
Den rejse skulle lære mig en masse, samt bekræfte mig i nogen af de holdninger jeg havde før.
Det var interessant at møde disse mennesker og deres holdning og høre hvad de byggede deres opfattelse på. Og også om jeg selv i sidste ende ville ende med at acceptere hele feminismen.
Jeg valgt at lægge mig helt ned og bare være ydmyg, og det endte med at jeg var med i Cybernauternes podcast og senere i et program i DR.
Jeg havde informeret Lennart, som står for Folkets Avis, om den rejse jeg nu ville begive mig ud på.
Jeg havde ellers holdt alle mine andre kort tæt ind til kroppen, mere fordi jeg ikke havde råd til, at dette her projekt skulle falde til jorden. Der var nogen som kom op af stolen over min pludselige ændring i denne debat.
Adam Andersen som er en meget tæt ven, nævnte at det var vigtigt at de ting man har en frygt overfor, lad det opsuge en og man bliver et med det. En form for ritual ofring, for at kunne komme videre og at disse begreber ikke har nogen magt i ens liv.
Det var en af de vigtigste grunde til at jeg tog den rejse og ville ofre den magt denne bevægelse havde i mit liv
Ofte er det muligt at lære en masse, som menneske, når man bevæger sig ind i nye områder og dele af livet man ikke har været i før. Jeg lærte en masse på denne her rejse ind i et ukendt univers og denne rejse fik mig til at undre mig, men også stille spørgsmål og ikke kun et, men mange.
En af de ting jeg lagde mærke til er at man ikke kan bebrejde kvinder eller feminisme for deres opfattelse af ligestilling eller mangel på samme.
For når man kigger på den ligestillingsdebat, så er en af de ting som ofte dukker frem når det handler om ligestilling, er de udfordringer som kvinder står over, det kunne være menstruation og bind. Overgreb i nattelivet og andre udfordringer som kvinder står overfor, uligeløn, glasloft i forhold til at komme frem i livet med mere.
Også hvorfor visse emner er mere vigtigt, i den feministiske opfattelse, end andre i hele ligestillings debatten.
Og dermed også hvorfor visse emner bliver fuldstændigt ligegyldige, og ofte er det de emner der vedrører mænd. Og specielt hvide heteroseksuelle cis-mænds udfordringer og problemer bliver fuldstændig ligegyldige i den optik.
Men jeg lærte også hvorfor så mange kvinder i det feministiske univers ikke kan forholde sig til mænds udfordringer, og ikke formår at udvise nogen form for sympati. Nævner man mænds problemer, kommer ofte en sætning, "men kvinder har det værre". Nogle gange virkede de ligeglade eller endda nedladende over for de problemer og udfordringer som mænd står i.
En historisk forklaring
Det manglende fokus på mænd undrede mig.
Og det gik op for mig at hvis man vil forstå dette, så skal man kigge på historiens gang, som faktisk forklar meget tydelig hvorfor det er at kvinder aldrig kommer til at have fokus på de udfordringer mænd har i livet.
Kvinder har i grunden aldrig tidligere været ansvarlige for samfundet i sin helhed, og det påvirker nok mere deres opfattelse i forhold til hele debatten, som er omkring ligestilling, og den måde de også ser på mænd og deres adfærd i almindelighed.
Deres ansvarsområde har tidligere været børn og hjemmet, som jo kun er deres eget og ingen andres.
Samtidig har kvinder oftere stået i situationer hvor de har haft helle, f.eks. i katastrofer såsom et skib synker, så er det kvinder og børn først.
I krig skal mænd blive tilbage og tage kampen.
Hvis kvinder kommer ud for udfordringer på gaden hvor der skal hjælpes, så er det forbundet med at mænds skal træde til og ofre sig også selv om de selv mister livet.
Denne opfattelse på de to køn er også noget der ses meget tydelig i ligestillingsdebat hvor mænd faktisk ikke har nogen værdi, i selve ligestillingdebatten.
For eksempel kan det nævnes at 20 procent af alle mænd i dag ikke får børn, men dette har ingen vigtighed.
Eller at hvis mænd med lav eller ingen uddannelse ikke kommer til at stifte familie. Det overses.
Hjemløshed som er et område hvor mænd fylder, de har en dag om året hvor der lige er fokus på dette.
Havde kvinder oplevet nogen af disse udfordringer i livet, havde det været et vigtigt emne at tage op, for når kvinder rammes af udfordring i livet er det vigtig i ligestillingsdebatten.
Tilbage til nutidig fortid
Da jeg havde været i det feministiske miljø i noget tid, stillede jeg spørgsmål vedrørende de udfordringer mænd stod over for, og jeg tænkte at de måske ikke var bekendte med del af mænd liv. Det overrasker mig faktisk at de var udmærket klar over hvordan mænd havde det og deres løsning var altid den samme, nemlig at mænd gjorde op med deres giftige maskulinitet.
Dette begreb som blev brugt af Terry Kupers, da han studerede de mest ekstreme fængselsfanger i U.S.A, har feminister så lånt og bruger frit, og ofte putter de alle mænd ned i den kasse.
I grunden er det så respektløs og viser noget af den opfattelse kvinder har over for mænd og speciel i feministiske miljøer er det helt udbredt med denne betændte opfattelse af mænd som giftige.
Så man har en opfattelse af at mænd er virkelig dårlige til at give udtryk for deres følelser om de ting de kæmper med. Samt at hvis de giver udtryk for dette vil der være nogen som støtter op om det og man har en eller flere der lytter.
I virkelighed er det jo en meget smuk tanke, der er bare et 'men' i dette, som mange kvinder måske ikke er bevidste om eller som de ofte overser eller ikke følger op på.
Mange mænd snakker faktisk om deres følelser, men de gør det først når de har fået tillid til andre, og en af de ting som ofte gør at mange mænd ikke fortæller kvinder hvilke udfordringer de har, er at kvinder ikke lytter, og ofte kommer med sætning, "ja, men der er jo andre der har det værre", at der bliver stillet spørgsmål til den historie en mand fortæller eller at kvinder kommer til at bruge det som våben imod en mand, når de er i konflikt med hinanden ved en senere lejlighed.
Da jeg selv fik en depression, valgte jeg at nævne dette over for en del feminister og til min undren, var der ingen af denne gruppe, som fulgte op på den situation jeg stod i.
Jeg undrede mig i virkelig lang tid:
Var det ikke det der var blevet nævnt, at hvis bare mænd i svære situationer gav udtryk for deres problemer og talte om deres følelser, så ville der være en form for støtte?
Det er jo her at feminismen ofte har en masse teorier som ikke hænger sammen med virkeligheden, og nej, jeg er ikke bitter på feminismen, det bekræfter bare.
En af de ting man ofte hører om fra disse kredse, er kvindehad, mænd der hader kvinder. Ofte handler det om at når mænd ikke deler den feministiske opfattelse, så har de et had over for hele ligestillingen - og feminisme er jo ligestilling! Så man kan i deres opfattelse ikke være kritisk i forhold til feminisme uden at være fyldt af had.
Men selvsamme gruppe feminister går ikke i kødet på kvinder som har en meget negativ eller ligefrem hadefuld tilgang til mænd. For i den feministiske optik handler det om at de kæmper en kamp mod det onde patriarkat, og derfor er det en vigtig kamp og derfor gives der givet grønt lys. Selv om det ofte kan opfattes præcis som det samme, så er det ikke det i den feministiske optik.
Der ligger næsten nogen religiøse undertoner i den feministiske bevægelse. Man skal havde samme opfattelse af livet, og hvis man falder uden for dette så er man et ondt menneske. For eksempel da Pia Kjærsgaard fik den flotteste post i Folketinget, var feminister tavse som graven, eller at man giver ros til Inger Støjberg eller Pernille Vermund for at være forkvinde for et politiske parti.
Det ses også i den måde man ser på ligestilling, at kvinders rettigheder er menneskerettigheder, og mænds, ja, det er ikke så vigtige, fordi man bliver ved med at påpege at førhen har mænd været toppen af samfundet.
For eksempel når der snakkes om valgret så var det kun mænd der havde den og det var først i 1915 at kvinder der fik den.
Men hov!
Der er en stor mangel på historisk viden her.
Det var de syv F'er der fik stemmeret i 1915 Fruentimmere, folkehold, fattige, fallenter, fjolser, forbrydere og fremmede.
Af en eller anden årsag tages denne vigtige del af historien ikke med hos feminister. Ja man kan undre sig på alle måder. Det fortæller mere om deres syn på kønnet og særlig deres meget negativ syn på mænd.
Det er ofte sådan i den feministiske historiefortælling at det er kun igennem feminisme at der kan opnås ligestilling.
Når feminister skal forklare hvordan et samfund kan blive meget bedre, så betyder det at kvinder skal være i toppen af samfundet i forhold af bestyrelsesposter, at der er fokus på kvinders udfordringer og så videre.
Det samme kan findes når man kigger på den tilgang feminister har til u-lande, at hvis bare vi giver uddannelse til piger og kvinder, så forbedrer samfundet sig. Det er noget af et postulat som er en meget tynd gang te hvis jeg skal være ærlig.
Hvis man vil bygge et samfund op så er det bedre at alle har lige muligheder til uddannelse og ikke kun et køn. Kvinder er blive gjort til en religiøs genstand som skal ophøjes koste hvad det vil og de mænd der ikke kan se det er jo fyldt af had overfor kvinder, i store træk. Det synes at være opfattelsen fra det hold.
Så i store træk er feminisme en sekterisk bevægelse med religiøse undertoner.