Gå til hovedindhold

Politikerne ved godt billig energi er vigtigt

Af Lennart

Er det ikke ironisk, at regeringen - for danske skatteyderes penge! - skaffer billig energi til Nepals befolkning og endda praler af det under "Verdens Bedste Nyheder" på en knap ti meter høj plakat i hjertet af København, sideløbende med at selvsamme regering sørger for, at vi selv må betale nogle af verdens højeste energipriser, fordi den pålægger energi herhjemme afsindigt mange afgifter?

Hvis ikke det er ironisk, så ved jeg ikke, hvad er.

Adgang til billig energi er et absolut gode for ethvert samfund

På engelsk findes der et godt gammelt ordsprog: What's sauce for the goose is sauce for the gander - løst oversat "god sovs til gåsen er god sovs til gasen". Med andre ord, hvis regeringen mener, at billig energi er et gode for nepaleserne, hvorfor mener den så ikke, at billig energi er et gode for danskerne?

Når politikere har indset, at billig energi er væsentlig for at opbygge og udvikle Nepal, må politikere også kunne forstå, at en billig og stabil energiforsyning er en forudsætning for at vedligeholde et udviklet samfund som det danske.

Regeringen ved godt, at adgang til billig energi er et gode for befolkningen. Den prioriterer bare ikke sin egen befolknings trivsel særligt højt. Udviklingen i Danmark kommer i anden række. Regeringen kan nu ikke længere påstå, at den ikke ved, at billig energi er et gode for en befolkning. Det fremgår jo klart af teksten på plakaten.

De lande, der har adgang til billig energi, vil alt andet lige kunne udvikle sig og vedligeholde sig, mens de lande, hvor energien er meget dyr, langsomt vil forfalde og blive mere tilbagestående. Danmark forvitrer under politikernes høje energiafgifter.

Regeringen skal respektere det danske folk mere

Det tilbageværende spørgsmål bliver derfor: Hvilken slags regering vil fratage sin egen befolkning et gode, mens den har travlt med at dele goder ud til alle mulige andre befolkninger, endda på dens egen befolknings bekostning?

At hjælpe Nepal med infrastrukturen, så nepaleserne kan få billigere el, er sikkert udmærket. Men billig el er vigtigt for ethvert land. Hvor mange andre u-lande vil regeringen skaffe billig energi, før turen kommer til danskerne selv?

Regeringen kan med et snuptag sænke afgifterne herhjemme og dermed bringe vores elpriser ned på niveau med de omgivende lande. Den skal ikke engang udbygge eller opbygge en infrastruktur. Den skal simpelthen blot lempe de afgifter, den selv og tidligere regeringer har besluttet at belemre alle danskere med.

Hvis nu bare de danske politikere var bevidste om deres ansvar, som først og fremmest består i at tjene det danske folk og ikke alle mulige andre, så ville situationer som denne aldrig opstå. Men for politikere i dag er det øjensynligt vigtigtere at føle, at de gør noget godt "ude i verden" end at tage sig af basale ting som hjemlandets infrastruktur og en stabil og prisbillig energiadgang for borgerne.

Det er vigtigt for dem at skaffe billig energi i Nepal, men de er fuldstændig ligeglade med om danskerne selv skal døje med priser, der har sneget sig op til de højeste i verden. Og priserne er jo netop blevet så høje i Danmark som en direkte konsekvens af politikernes afsindige brandbeskatning af energien herhjemme.

Få danske priser ned først

Det er på tide at minde politikerne om, at deres job ikke består i at redde verden eller skaffe billig el til nepalesere. Det består i at tjene og repræsentere det danske folk, og sørge for at rammevilkårerne herhjemme er så fordelagtige som muligt. Når de ting er i orden, kan politikerne begynde på andre ting andre steder i verden.

Energiafgifter og vores afsindigt høje moms på fødevarer vender virkelig den tunge ende nedad og straffer den mindre bemidlede del af befolkningen herhjemme helt urimeligt. Men hvad ved politikerne om det - det er jo ikke just en sulteløn, de selv hiver hjem inde på Borgen.

Lennart Kiil er stifter af FOLKETS og redaktør på Folkets Avis. Han mener godt man kan oplyse og underholde på samme tid.