Gå til hovedindhold

Årets bedste politiske forslag – og det værste

Af Lennart

Set med folkets øjne er der i 2014 blevet stillet meget få gode politiske forslag og rigtigt mange dårlige.

Det bedste

Det bedste politiske forslag i 2014 er helt uden konkurrence Liberal Alliances forslag om at hæve beskæftigelsesfradraget til 7000 kroner om måneden og gøre det til et ægte bundfradrag, så der ikke som i dag trækkes AM-bidrag hos lønmodtagere og selvstændige allerede fra den først tjente krone.

LA vil kort sagt gøre de første 7.000 kroner, man tjener hver måned, helt skattefri ud fra devisen om, at man skal kunne forsørge sig selv, før man begynder at forsørge staten. Aldeles ret og rimeligt.

Det forslag ville med et slag hjælpe de 30.000 selvstændige, der i dag lander på en disponibel indkomst under kontanthjælpssatsen efter skat, fordi selvstændige beskattes allerede fra 1 krone og betydeligt hårdere, når de har opbrugt det eksisterende meget lave beskæftigelsesfradrag.

Liberal Alliances forslag ville også komme lønmodtagere til gode fordi et øget beskæftigelsesfradrag også øger denne gruppes disponible indkomst. Det er en lettelse, der særligt vil kunne mærkes blandt lavtlønsgrupperne i landet.

Det værste

Til gengæld er det ikke helt nemt at kåre det værste politiske forslag, for set med borgerens øjne er der bare så utroligt mange dårlige forslag - og mange af dem bliver desværre vedtaget og gjort til lov. Alligevel tager et bestemt forslag, som fremkom her sidst på året, prisen. Og det værste forslag kommer også fra et borgerligt parti:

Det er det Konservative Folkepartis forslag om, at alle danskere skal ind og give fingeraftryk til et centralt og obligatorisk fingeraftryksregister, som er årets værste politiske forslag.

Det er et forslag, der antager borgeren for at være skyldig indtil det modsatte er bevist, og det er et forslag, der vender op og ned på tingene i en retsstat. Det er nemlig borgerne, der skal holde øje med staten, og ikke staten der skal holde øje med alle borgerne. Magten er i Danmark allerede i forvejen rigeligt koncentreret ved staten.

Forslaget om et tvungent fingeraftryksregister er et skridt i retning af en politistat.

Nogle nyttige idioter hævder, at et obligatorisk fingeraftryksregister ikke adskiller sig fra videoovervågning. Men det er en tåbelig sammenligning. Kun i det tilfælde, at staten begyndte at opsætte videoovervågningskameraer inde i folk private hjem og soveværelser, ville den sammenligning begynde at holde bare lidt vand.

Lennart Kiil er stifter af FOLKETS og redaktør på Folkets Avis. Han mener godt man kan oplyse og underholde på samme tid.