Diversitet i holdning og perspektiv

Diversitet er et af tidens store plusord.

Diversitet i køn. Diversitet i etnicitet.

Men ikke diversitet i holdning eller perspektiv.

Jeg har brugt en stor del af mit voksenliv på at kæmpe for det sidste.

At bringe flere stemmer på banen, at øge pluraliteten i den demokratiske debat. For det er det levende og åbne samfunds livsnerve.

Når forskellige holdninger bliver fremlagt, så øges det intellektuelle råderum i et samfund. Horisonten bliver bredere og samtalen dybere.

Det betyder ikke at alle holdninger er lige holdbare. Men det er farligt på forhånd at udelukke de fleste andre synspunkter en ens eget.

Desværre er der flere der kæmper for at indskrænke diversiteten i holdninger end der er folk som kæmper for at udvide den.

Og dem som kæmper for at monopolisere debatten og marginalisere andres synspunkter og holdninger, de holder sig ikke tilbage for at bruge beskidte kneb.

Jeg oplevede selv hvordan Politiken gjorde stor skade på den demokratiske samtale ved at udskamme en række små spirende medier inden de kunne komme på benene.

Det er ikke utænkelig at vores samfund går imod åndelig stagnation. Og at vi går imod mere mental ensretning.

Men et samfund som tror det allerede har fundet svaret, har dårlig modstandskraft. Virkelighedens kompleksitet kræver nemlig en bred palet af ideer. Ingen ide er altid den bedste.

Vi har desværre fået en meget enøjet elite i Danmark, som taler hen over hovedet på almindelige mennesker. Og som ikke kan forestille sig at andre kan have noget værdifuldt at byde ind med.

Mens toppen taler om diversitet, er underskoven af folkelig forskellighed ved at dø ud.