Primære faneblade
Debatindlæg
Åben

Gratis

Et gensyn med den fattige Rasmus

Den fattige Rasmus er kommet herhen.
Han har det derhjemme kun dårligt; men
nu skal vi ham nok fornøje.

Et godt stykke Legetøj skal han få,
og Mor hun siger, at hun vil gå
og hente min ældste Trøje.

Julen har i år været meget omtalt i medierne. Ikke for sit glædelige budskab. Ikke for Dankort-nedbrud eller andre katastrofer for de handlende. Julen har været omtalt rigtig, rigtig meget pga. julekurve. Eller manglen på samme. Behovet for julekurve og tilskud til jul synes enormt og overskrider i den grad udbuddet. Og hvorfor så det?

Er det fordi, vi er blevet dårligere til at lægge penge til side? Fordi julen ikke betyder så meget? Det tror jeg ikke. Børnefamilier og andre trængende er efterhånden så hårdt pressede, at det end ikke er en mulighed at lægge penge til side til julen.

Jeg er ikke Krøsus, og vi vælter os ikke rundt i penge til dagligt her i huset. Og denne jul er en del barskere, fordi jeg har valgt at kaste mig ud i livet som selvstændig,så gaverne bliver små i år,og vi skærer, hvor vi kan. Men vi har mulighed for at holde jul, så det er vi taknemmelige for. Og der er såvel et træ med pakker under som julemad på bordet juleaften.

Men i mange hjem står tanken om juleaften som et mareridt på forældrenes nethinde. For hvordan skal de få råd til maden, træet og pakkerne? Hvordan bliver det for deres børn, hvis de kommer i skole efter juleferien, der skulle være så dejlig, uden at kunne fortælle om de gaver, som de fik.

En af de store diskussionspunktet har været – som andre år – at muslimer ikke skulle have mulighed for at få del i julekurvene. Og omend der kan være en masse at diskutere her også, så er muslimer øjensynligt også i en situation, hvor julekurvene er en nødvendighed. Og nu er det jo altså ikke alle arabere, der er muslimer, så et navn er ikke afgørende for ens tro. Endvidere har vi her til lands en del muslimer, der vælger at fejre den kulturelle jul sammen med de kristne og halvateistiskse danskere. Men når krybben er tom, så bides hestene.

Folk donerer penge, og på facebook laver folk julekurve til mindrebemidlede. Og selvom det viser, at der dog er næstekærlighed tilbage i det danske folk, så kan det ikke være rigtigt, at borgerne i vores land skal være afhængige af almisser fra de riges bord. Vi betaler en ret høj skat. Og mange af de mennesker, der nu sidder i knibe, har betalt endnu mere skat, end de gør i dag.Vi betaler skat blandt for, at der netop skal være et sikkerhedsnet under folk. Det sikkerhedsnet kan dog efterhånden synes ligeså hullet, som fodboldnetnettet hos en konkursramt fodboldklub.

Men er problemet så kun her i højtiden? Er det blot fordi hverdagsøkonomien kun lige løber rundt? Nej. For vi har her i landet temmelig mange – også småbørnsforældre – der må ty til containerne for at få mad på bordet. For at børnene kan få en skolemadpakke med hver dag. Og især for forældre er det et tabu, da de kan risikere at få fjernet børnene, hvis det bliver opdaget. Så man organiserer sig. Man hjælper hinanden, så børnene er under opsyn, imens man finder mad. Men det er ikke altid lige let. Og skralderne står ikke frem og fortæller om, hvor galt det står til. For de vil ikke hænges ud. Og deres børn skal ikke hænges ud. Og tænk hvis kommunen opdagede det. Så de prøver at klare hverdagen på den alternative måde.

Containerne med mad fra supermarkederne er ofte låst. Og indholdet i de, der ikke er låst, er ofte ødelagt. Før destruerede man maden på forskellig vis, så det var tydeligt, at maden ikke kunne spises. Mad, der ville have været god nok, hvis supermarkedets personale ikke havde ødelagt den. Det blev dokumenteret med fotografier, og efter dårlig omtale i dagspressen er supermarkeder nu begyndt at hælde skyllemiddel henover maden. Eller tisse på den. For det er svært at tage billeder af lugt.

Problemet ligger her i, at supermarkederne økonomisk set bliver straffet, hvis de ikke blot kan destruere og nedskrive værdien af maden. Afskrive den på regnskabet som et tab. Hvis maden er væk, fordi den er taget af skralderne, så kan den ikke modregnes i regnskabet mere.

Økonomisk set har supermarkederne et problem, selvom de måtte ønske at hjælpe de mennesker, der sagtens kunne have glæde af den mad, som intet fejler. Mad som f.eks. på grund af de standardiserede holdbarhedsregler ikke mere må sælges, eller som ikke ser så pæn ud længere, men sagtens kan spises.

Og skralderne, der med deres indtægt ikke har ret mange alternativer med vores relativt høje fødevarepriser, ville have stor glæde af den mad.

Vores samfund destruerer 303.000 tons mad af denne type hvert år. 303.000 tons!

Mad, der er en belastning for vores affaldssystemer og koster penge at håndtere. Mad, der ville kunne ernære rigtig, rigtig mange mennesker.

Hvis vi havde en mulighed for at omfordele noget af denne ganske udmærkede mad – eller i det mindste ikke tissede på den eller på anden måde ødelagde den – så kunne det måske være, at det var muligt, at den lille Signe kunne få sin julegave, fordi hendes forældre havde mulighed for at lægge bare en lille smule penge tilside til julen.

Vi må have lavet de regler om!

Og måske man skulle indføre en form for ekstra tilskud til familier med børn på overførselsinkomster ved juletid.

For ikke så mange år siden, så gik kollekten i kirkerne typisk til folk i fjerne, varme lande. I dag er det oftere til sognets børn, der har svært ved at få det til at løbe rundt.

For endnu længere siden havde vi som i Peters Jul, den fattige Rasmus, der fik de rigere børns aflagte tøj ved juletid. Er det der, vi er på vej hen?

At give er en dejlig ting, men der bliver flere og flere, der ser sig nødsagede til at være modtagere frem for givere.

Kunne det tænkes, at der er noget galt her i vores samfund?

Du  har  læst et indlæg på Folkets.

Uden støtte ville vi ikke kunne bringe det.

Se fordele

Seneste ændring: 
19/12/2019 - 19:11