Jeg har aldrig oplevet man-spreading som et problem — bag-spreading derimod...

Der er et interessant fænomen som man skal være opmærksom på i det moderne mediestyrede samfund.

Det er medierne som bestemmer hvilke emner som kommer på dagsordenen.

Og her er pointen at det ikke nødvendigvis er de problemer som reelt fylder mest i almindelige menneskers hverdag som fylder sendefladen og de analoge og digitale spalter i aviserne.

Lad mig illustrere pointen med et eksempel:

Jeg kører relativt ofte med tog. Alle slags tog, inklusive metro.

Jeg har endnu til gode at opleve pladsmangel på grund af man-spreading. Det er aldrig sket.

Alligevel har jeg kunnet læse meget om det i medierne.

Hvad jeg derimod har oplevet et utal af gange, er bag-spreading.

Man kommer ind i en togvogn og folk har sat deres tasker på sædet ved siden af dem selv. Og de flytter dem ikke.

Man kan gå gennem sådan en vogn uden at folk tilsyneladende opdager noget som helst.

Jeg har flere gange oplevet at en togvogn reelt kun har været halvfyldt på siddepladser, men hvor alle siddepladser har været optaget fordi alle åbenbart har en taske med, så de kan slippe for at skulle sidde tæt på deres medpassagerer.

Men medierne tager det ikke op.

Hvorfor tager medierne et marginalt og nært ikke-eksisterende problem som man-spreading op, når selvsamme medier ignorerer et relateret og langt større problem om bag-spreading?

Jo, det gør medierne fordi ordet man-spreading som en kile glider ned mellem to grupper af mennesker og skaber indtryk af en modsætning - altså en form for konflikt.

Og medierne elsker modsætninger fordi det giver folk mulighed for at dele sig i to hold og bekæmpe hinanden, og det giver medierne meget trafik - ikke mindst fra sociale medier og kommentarspor.

Bag-spreading er utvivlsomt reelt et irritationsmoment for langt flere mennesker ude i virkeligheden. Men medierne her for længst opgivet virkeligheden til fordel for identitetsjournalistik.