For nogle måneder siden kunne man i flere landsdækkende medier læse, at Peter Lundin (som i dag hedder Bjarne Skounborg) søger om prøveløsladelse. Som bekendt blev Lundin idømt fængsel på livstid i 2001 for tredobbelt mord.
Nyheden afstedkom ikke just en stemning af ’skide godt Egon’ med bajere og flødeskumskager hjemme hos Keld og Yvonne. F.eks. lød det i en kommentar på Facebook-gruppen ”Peter Lundin bør ALDRIG løslades!!”:
”Du skal dæleme være glad for jeg ikke er justitsminister !!! For så sad du i en jordhule uden arme, ben, pik, og øjne nu, og bare ventede på nådestødet, som lige så godt kunne komme i morgen som om ti år !!!”
De øvrige kommentarer på Facebook-gruppen, som Lundin selv angiveligt er medlem af, havde heller ikke til meget overs for tanken om ham som en fri mand, endsige forståelse for, at han overhovedet kan søge prøveløsladelse.
Og er det ikke forståeligt nok? Trods alt var der tale om en grusom forbrydelse, som stadig i dag, mere end ti år efter, vækker stærke følelser. Og han fik jo livstid. Det betyder vel livstid? Som i, at man dør i fængslet. Det gør det såmænd også. Eller rettere sagt, det har det mulighed for at gøre - selvom det ikke har været tilfældet i nyere tid.
I straffelovens § 41 står nemlig, at justitsministeren skal tage stilling til om en livstidsdømt skal prøveløslades efter 12 års afsoning. Her skal den dømtes farlighed samt muligheder for arbejde og ophold vurderes. Gives der så afslag på prøveløsladelse, så har den dømte efter 14 års afsoning krav på én gang om året at få en domstol til at tage stilling til spørgsmålet. Det er ikke ensbetydende med, at han skal løslades på et tidspunkt.
Det har Peter Lundin naturligvis krav på, da han nu har afsonet mere end 12 år. I gennemsnit sidder livstidsdømte mellem 15 og 17 år, men man kan sagtens komme til at sidde i kortere tid, ligesom man sagtens kan komme til at sidde i længere tid. Det gjorde Palle Sørensen, som i 1965 blev dømt for drab på fire politibetjente. Han afsonede 33 år før han blev løsladt.
Mens en del danskere undrer sig over, at Lundin således har mulighed for på et tidspunkt at blive løsladt, undrer jeg mig til gengæld over, at det, at han søger om det, er anledning til en overskrift i landsdækkende medier. Er det fordi vi skal mindes om, at der er gået mere end 12 år siden han blev dømt, og at nyheden således har en slags historisk vinkel? Eller er det fordi det skal vække en lynch-stemning krydret med forargelse og undren?
Selvfølgelig har det relevans som nyhedshistorie, hvis Peter Lundin på et tidspunkt bliver prøveløsladt. Så bemærkelsesværdig var sagen trods alt. Men at loven giver Lundin samme mulighed som alle andre livstidsdømte for at søge prøveløsladelse efter et bestemt antal år, kan vel ikke komme bag på nogen - hvad enten man er enig i reglerne eller ej. Hvis det alligevel gør, kan vi alle sammen så få bragt vores følelser i kog én gang om året, når Peter Lundin, som han har ret til, får prøvet spørgsmålet om løsladelse. Det må man da blive træt af til sidst?
Sager som Lundin får med jævne mellemrum også enkelte politikere til udtale sig om, at vores retssystem er alt for blødsødent og, at der skal strammes op. I tilfældet livstid, skal det betyde reel livstid – som i USA hvor livstid uden mulighed for prøveløsladelse i vitterlig betyder, at man dør i fængslet. Alt andet vil ikke give mening!
Men når politikerne kommer med sådanne forslag skyldes den enten deres uvidenhed eller en bevidst udnyttelse af vælgernes uvidenhed. For det vil nemlig stride mod Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, som foruden at forbyde tortur også forbyder anden inhuman og nedværdigende behandling eller straf. Det blev slået fast af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sagen Vinter and Others v. The United Kingdom fra 2013. Her udtalte Domstolen:
“….in the context of a life sentence, Article 3 must be interpreted as requiring reducibility of the sentence, in the sense of a review which allows the domestic authorities to consider whether any changes in the life prisoner are so significant, and such progress towards rehabilitation has been made in the course of the sentence, as to mean that continued detention can no longer be justified on legitimate penological grounds”.
Som tidligere nævnt, betyder det altså ikke, at Lundin eller andre livstidsdømte nødvendigvis skal løslades, men at loven skal give adgang til at de kan, og til, at den dømte kan få prøvet det spørgsmål. Og det betyder samtidig også at livstidsdomme i princippet er livstidsdomme – også selvom de ikke ender med at være det i praksis.
Dette indlæg omhandler ikke en vindersag. Det er jeg med på. Men det tjener som en fortsættelse til mit sidste indlæg i Folkets Avis: Kan man forsvare massemord?!, hvor jeg undrede mig over, at socialdemokraten Mattias Tesfaye og andre stillede spørgsmålstegn ved princippet om retten til et forsvar, uanset forbrydelsen. I dette tilfælde handlede det om Anders Breivik. Heller ikke en vindersag.
Men det er tilsyneladende nødvendigt at minde om grundlæggende retsprincipper som ’lighed for loven’, selvom de burde være mejslet ind i vores demokratiske DNA. Det er ret bekymrende, at det i mange tilfælde, også blandt politikere, forholder sig modsat.
Og personligt bliver jeg provokeret, når jeg møder reaktioner som ’blødsødent og naivt retssystem’. Det provokerer mig fordi vi alle har været med til at vælge det. Måske har man ikke stemt på de politikere, der mener, at man skal kunne prøveløslade selv Lundin, hvis ikke det længere tjener et strafferetligt formål at holde ham fængslet. Måske har man stemt på de politikere, som mener det modsatte, og som ikke mener vi skal være forpligtet af menneskerettighedskonventioner. Men udformningen af vores samfund er ikke desto mindre vores alles ansvar, idet vi accepterer og værner om demokratiet og dets spilleregler.
Lyder det banalt? Det er fordi det er det. Og her er noget ligeså banalt: Den enkelte politiker, eller det enkelte parti har alle muligheder for at ændre på det. Det kræver bare at man kan samle et flertal til at ændre loven og samtidig et flertal til at melde os ud af EU. Og hvis det ikke lykkes for dem man stemmer på, så har man selv mulighed for at stille op og finde ud af om ens budskab kan vinde nok tilslutning. Hvis det skulle lykkes, vil det også være vores alles ansvar – uanset hvor uenig man måtte være.
Trods frygt for at skabe endnu større forargelse kaster jeg nu her på falderebet en anden potentiel bombe: Peter Lundin har, ligesom alle andre indsatte, også stemmeret til kommunal-, regions- eller folketingsvalg. Det vil sige, at han har ligeså meget indflydelse på blandt andet Folketingets sammensætning, som alle os andre vælgere. Det vil mange nok også mene er helt absurd, og at det ikke burde være sådan.
Det mente i hvert fald byrådskandidat for Liberal Alliance på Samsø, Stig Ove Andersen, under sidste års kommunalvalg. Han udtalte, at kriminelle, der ryger i fængsel, ikke skal have lov til at stemme til hverken kommunal-, regions- eller folketingsvalg. Og det har han ret til at mene og ret til at forsøge at samle et flertal omkring. Hvis det lykkes ham, så skal samme flertal dog lige være klar til at overtræde Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, da den for nylig har fastslået i en anden sag med Storbritannien i hovedrollen, at det strider mod konventionen at fratage indsatte stemmeretten.
Jeg ved ikke hvornår eller om Lundin bliver løsladt. Men der er stor sandsynlighed for, at det vil ske på et tidspunkt. Det må vi forholde os til, selvom tanken byder mange inderligt imod. Det vil som sagt berettige en overskrift, hvis han bliver løsladt, men ikke det, at han har mulighed for det.