Vi skal bruge 333 betalende brugere mere for at "breake even" - vil du være en af dem?


FOLKETS kan kun eksistere i kraft af direkte opbakning fra brugerne

Se hvordan DU hjælper

Primære faneblade

Skal vi stille krav – ja, det skal vi

Antal

Debatindlæg af Camilla WInther Nissen

Vi stiller alle sammen krav til muslimerne – i særdeleshed i disse dage. Muslimer bliver fra såvel andre muslimer som ikke-muslimers side bedt om at tage afstand fra den forfærdelige massakre og efterfølgende gidseltagning, der fandt sted i Paris i den forgangne uge. Man kan næsten føle sig hensat til Mccarthyismens dage i USA i 1950’erne, hvor folk skulle sværge troskab overfor staten imod kommunismen.

Man kan så spørge sig selv om, hvordan er vi så nået hertil her i lille, frihedselskende Danmark.

Danmark har igennem årtier været genstand for en temmelig massiv indvandring af mennesker fra ikke-vestlige lande. Mennesker, som vi har hjulpet. Mennesker, som har hjulpet os. Nogle er kommet hertil, fordi levevilkårene i deres hjemlande var ubærlige. Andre fordi Danmark havde behov for arbejdskraft. Og disse mennesker kunne man mene måtte ønske at bo i Danmark, netop fordi vi var et mulighedernes land, et frit land.

Et land, hvor familien var sikret en seng at sove i, mad på bordet, at børnene havde adgang til uddannelse og ikke mindst, at der ikke blev banket på døren midt om natten, fordi man måske havde en anden holdning til verden, end den statsledelse, som var fremherskende i det land, man kom fra.

Og Danmark har taget imod disse mennesker – nogle med stor glæde, andre med en mere begejstret entusiasme. For en del er entusiasmen nok dalet i takt med årene og antallet.

Årsagerne hertil kan være mange. Man kunne pege på historier i medierne om krav om halalslagtet kød i daginstitutionerne og opdeling af svømmeundervisningen for piger og drenge. Man kunne pege på 24-årsreglen og familiesammenføringsregler, der rammer langt videre end oprindeligt tilsigtet, fordi vi som samfund gerne vil beskytte unge muslimske piger, der ellers kan risikere at blive gift imod deres eget ønske.

Vi hører om såkaldte æresdrab og andre ”æres”-relaterede forbrydelser.

Nogle vil mene, at vi skal favne ovenstående, så vi ikke fremstår som islamofober eller endnu værre xenofober (Jeg måtte slå det op. Det er en fobi, dvs. en psykologisk tilstand, der giver sig til udtryk i en sygelig angst for fremmede eller udlændinge). De mener, at vi skal acceptere, at muslimer over en bred hat ikke forstår satire, ikke vil have billeder af deres profet afbilledet .

Men verdens muslimer er meget forskellige. Nogle er Shia. Nogle er Sunni. Nogle er salafister. Nogle er sekulære. Nogle er radikaliserede islamister. Og nogle er bare ligeglade. Nogle har humor. Andre har ikke. Nogle har i deres tro indbygget et forbud mod afbilding. Andre har ikke. Nogle har en tradition for satire. Andre har ikke. Og at skære alle muslimer over en kam er ligeså slemt som at kalde dem alle terrorister.

Den islamistiske terror, der har plaget verden i årtier – og ikke som nogen fejlagtigt tror udelukkende er resulatet af invasionen af Afganistan og Irak – står i særdeleshed i disse dage klart i folks erindring. Men måske kan mange også huske krigen imellem Iran og Irak; gidselaffæren i Teheran på den amerikanske ambassade; mordet på Theo van Gogh; mordbranden på de 35 tyrkiske intellektuelle, der blev dræbt under et symposium i Tyrkiet omhandlende De sataniske vers, da en islamistisk folkemængde satte ild til hotellet; den fatwa, der blev lyst over Salman Rushdie pga. de selv samme satiniske vers, så han måtte gå under jorden.

Men netop fordi der er en tendens til at skære alle over en kam fra flere sider, og for at vi i Danmark skal kunne leve sammen som en samlet befolkningsgruppe, er der et enormt behov for at alle muslimer (shia, sunni, sekulære, dem der er ligeglade, osv) tager afstand fra de seneste dages terrorhandlinger. Og der er et behov for at de vedvarende krav, om at den danske befolkning skal tage særskilt hensyn til den muslimske befolkningsgruppe, hører op.

Vi hører fra politisk side – og ikke kun de mest højreorienterede – at det koster det danske samfund en enorm sum penge årligt at hjæpe en flygtningefamilie her i landet. En sum, som selvom den måske er regnet noget groft ud, sætter folk i stand til at leve ganske godt – og måske endda bedre end mange, der forsøger at forsørge sig selv.

Danmark har ønsket at hjælpe disse mennesker, men når de samme mennesker stiller med krav og samtidigt håner og forfølger kristne på flygtningecentrene, så skaber det bekymring.

Det er svært at inkludere mennesker, der modtager vores hjælp som en forventning.

Vi har velintegrede muslimer, der passer deres tro i det private i Danmark. De passer deres arbejde, og gør alt hvad de kan for, at deres børn kommer godt i vej.

Og så har vi nogle muslimer, der holder sig for sig selv og er stærkt forkuserede på, at Danmark skal ændre sig, så deres levevis bliver comme il faut. Vi er alle dage blevet påvirket af andre landes og nytilflytteres levevis. Men et er, hvad der kommer langsomt og naturligt. Andet er, hvad vi tvinges til.

I Danmark har vi ca. 6000 jøder. Og de er ikke altid blevet behandlet pænt. Tykke bøger kunne skrives om, hvor lang tid det har taget for jøder at blive behandlet som ligeværdige mennesker i Danmark. De har aldrig stillet krav til landet, som nogle muslimer gør. Også selvom de heller ikke spiser svinekød, så udskammer de ikke andre danske for at gøre det.

Måske er det antallet af muslimer – ca. 4% af den danske befolkning(225.000 mennesker) – der gør, at man føler, at man kan stille krav.

Men Danmark er et kristent land. Vi har trosfrihed, men ikke troslighed. Dvs. det er helt fint, hvis man er muslim og gerne vil dyrke sin tro, men det er ikke statstroen. Det er ikke den, man tager særskilt hensyn til. Vi har ikke muslimske helligdage, men protestantiske helligdage, og vi fejrer jul og nytår efter den protestantiske kalender.

Man kan sagtens fejre Eid, Wesak og Chanukkah, men landet følger ikke disse helligdage.

Kan vi som land tillade os at stille krav til nytilkommere?

Ja, det kan vi godt. Alt andet lige er det nemmere for en, der kommer fra en anderledes kultur at navigere indenfor fast definerede rammer.

I Danmark kan vi afbillede Muhammed, Formand Mao, Jesus, Arafat, Paven, Dalai Lama og Lars Løkke Rasmussen som vi vil. Vi har ikke i forhold til hverken statsreligionen eller lovgivningen et særligt hensyn af tage til, om profeten Muhammed på enten et skønmaleri eller en satiretegning måtte støde nogen.

Satiretegninger kan være afskyelige. De kan være morsomme. De kan være gode. De kan være dårlige. De kan ramme lige i øjet eller helt ved siden af. Men i Danmark har vi haft tradition for satire helt tilbage til 1500-tallet. Dengang var det munkene på Esrumkloster, det gik ud over.

Hvis man ønsker at leve i dette land, så må man acceptere de normer, der er gældende her. Også selvom man bliver stødt på manchetterne med mellemrum. Man så må man tage til genmæle – eller finde et andet sted, hvor man måske trives bedre.

Hvis man gerne vil spise halal-slagtet kød, så må man gøre det – og selv sørge for, at ens barn medbringer maden i børnehaven, eller lade barnet spise mad, der ikke inkluderer kød. På samme måde som børn, der bliver opfostret som veganere eller børn, som kun må spise stenalderkost. Det er ikke et statsligt ærinde, hvis man tilhører en minoritet.

Hvis du kommer til middag i mit private hjem, vil jeg hjertens gerne tage hensyn til din kost. Men ikke statsligt.

Når imamerne fra Grimhøjmoskeen udtaler, at de jo ikke overtræder loven, men blot opererer inden for de givne rammer, så har de ret. Også selvom man får en ubehagelige følelse af mennesker, der kommer til landet for at udnytte systemet.

Sådan er de fleste muslimer ikke. Giv udtryk for det – og giv i særdeleshed udtryk for det overfor jeres børn, så vi ikke får horrible franske tilstande med børn, der ikke tager afstand fra terroren og som lægger samfundet for had..

Det er et enormt ansvar, man dermed lægger på børnenes skuldre, når man ikke melder klart ud overfor dem – et ansvar vi som voksne ikke kan tillade os. Og en risiko for at børn vokser op som radikaliserede, som vi som borgere i dette land ikke kan ønske os.

Meta
Seneste ændring: 
21/03/2019 - 11:58