Næsten al støtte til iværksætteri består af penge, der kan søges af virksomheder, som er fokuseret på vækst. Hele rationalet for dette, handler om at nogle få ledende personer får støtte til “at skabe arbejdspladser”. Man ser virksomhedsledere som den eneste naturlige aftager af støtte til at holde slavehæren beskæftiget.
Dette er et perspektiv, som først og fremmest passer til en industrialder, vi ikke befinder os i længere. Store arbejdsplader med mange ansatte vil selvfølgelig ikke forsvinde.
At “frigøre plads” til at mennesker kan skabe deres egen arbejdsplads og deres eget eksistensgrundlag, synes at være komplet fraværende i de programmer og politiske paroler - der handler om erhvervsudvikling. Det er selvfølgelig lettere hvis man organiserer indsatsen for skabelse af arbejdsplader i et hierarkisk system - hvor de få leder de mange.
Det afspejler den måde man tænker på i departementerne og de offentlige forvaltninger med karriereveje og ledelseshierarkier - som er de steder, hvor tankerne udklækkes.
Men det er i modstrid med den måde rigtig mange iværksættere selv tænker.
Alle er underkastet de samme vilkår - og de er, i det store hele, udelukkende rettet mod at støtte skabelsen af et samfund, som er kendetegnet ved at være mere af industrialderens store virksomheder i vækst, som ejes af investorer med kapital der skal hente afkast - og så videre og så videre.
Jeg vil ikke gå ind i en diskussion om hvorvidt det er godt eller ondt med kapitalisme af den art. Min påstand er simpelthen, at rigtig mange mennesker slet ikke ønsker en aktie i den type af virksomhedsopbygning - og at disse mennesker, i modsætning til de andre, ikke har et sted at gå hen og få hjælp. Alle de støtteordninger der findes i offentligt regi, er baseret på en vækstfilosofi.
De iværksætterrådgivere der findes, ønsker at trække en “forrretningsplan” ud af iværksætteren. Og de ønsker at forretningsplanen skal indeholde en ide om at vokse virksomheden. Om det så er en lille snedkervirksomhed eller en tøjbutik, får man ikke lov til at leve i synden og i forestillingen om at man ikke skal ende med at få ansatte og blive leder af andre.
Hvorfor er det ikke alle iværksættere, der drømmer om stor succes med millioner i indtægt og masser af ansatte? Hvorfor er det ikke alle iværksættere, der ønsker den beundring som følger med den type af succes? Hvorfor er det ikke attraktivt for alle, at kunne gå på de dyre restauranter og poste selfies med berømtheder på lystyachten?
Vi bliver opdraget til at ønske os den type af succes, og når vi modigt kaster os ud i at blive selvstændige - antages det som en selvfølge at vi gerne vil følge det slagne successpor mod storforbrug, berømthed og beundring.
Men det er bare ikke alle, som har dette mål. Nogle iværksættere beskæftiger sig selv for at slippe af med nogle ting, og få en frihed der ikke handler om penge, magt og berømmelse. Nogle iværksættere vil være fri. De vil være fri til at bestemme selv.
Og de vil ikke have ansatte, der forpligter en til at sørge for en virksomhedsindtægt som kan dække lønnen til de ansatte. De vil ikke have mange millioner som de forventes at passe på og betale investeringsrådgivere for at forvalte. De vil ikke købe dyre huse og have stort forbrug - som kræver indtægter i morgen, i overmorgen og så videre og så videre.
De vil ud af den trædemølle. Uanset hvilket økonomisk niveau det foregår på.
Og dette betragtes som et problem og bliver set ned på.
Det er ikke sjældent man kan læse nedladende betragtninger om at danske iværksættere holder op med at være “ambitiøse” når de har købt den første ferrari. Det forventes at en iværksætter til stadighed skal ønske sig mere. Ligesom i USA!
Men det er bare ikke alle menneskers drøm og ambition, og mange danskere gennemskuer hurtigt det meningsløse i at bruge sin tid på fortsat at jagte den type af økonomisk succes - som blot gentager det samme, på et højere niveau: Jagten på anerkendelse og beundring gennem materiel velstand og magt over andre.
Politisk kan man tale om at en velfærdsstat består af en stor offentlig sektor og en række større virksomheder - der i skøn samdrægtighed opdrager og uddanner mennesker til at bruge hovedparten af deres liv på at holde en økonomisk vækstmaskine kørende, som kan finansiere illusionen om at man arbejder for at overleve og leve, mens det i virkeligheden i meget høj grad ikke er tilfældet.
Går man ind i en kiosk ser man hundreder af magasiner der promoverer forskellige former for materielt forbrug, der er fuldkommen meningsløst hvis man ser nærmere på det. Mennesker arbejder det meste af tiden for at betale deres skat, og for at købe ting de ikke har brug for. Når de så har arbejdet i så lang tid, så bruger de fritiden til at gå i dvale mens de konsumerer forskellige former for underholdning.
Det meste af dette liv er grundlæggende set meningsløst - lige med undtagelse af den mening der ligger i, at være en del af den fåreflok, som finansierer en voksende stat og nogle få voksende mega-corporations verden over. Sammensmeltning af statens og de store virksomheders interesser - betyder at de enkelte mennesker bliver gjort til arbejdsslaver uden at få et personligt udbytte - andet end bevidsheds-bedøvende forbrug og underholdning.
Ser man dette interessesammenfald tydeligt, så er det også tydeligt hvorfor den lille iværksætter og den lille mand, der bare vil tjene til dagen og vejen - er så uendelig uinteressant for systemet. Faktisk er han “fjenden” i et vist omfang. Hverken de store virksomheder eller det offentlige er interesserede i, at der bliver ret mange af den slags selvhjulpne mennesker, som ikke er mentalt og økonomisk afhængige af stat og virksomheder. Disse mennesker vil forstyrre bevidstheden hos de andre, og risikere at vække dem af dvalen, hvilket nok vil resultere i - at der bliver endnu flere, som beslutter sig for at frigøre sig selv.
Derfor ser man ikke nogen offentlig støtte af små enmandsvirksomheder og den slags. Og derfor er større virksomheder ikke interesseret i for meget samarbejde med små enmandsvirksomheder. De fleste der har arbejdet som free-lancere vil kende til de “daglejer-kontrakter” de præsenteres for, når der ligger muligheder for at arbejde for en større virksomhed. Disse store virksomheder gør en hel del ud af, at have styr på sådanne “dissidenter”.
Den traditionelle tankegang er, at man skal være enten socialist eller kapitalist - eller et eller andet derimellem, som indebærer en stor stat der skal styre de vilde på yderkanterne. Vi har røde anarkister og vi har blå anarkister - og så har vi et kæmpemæssigt hold af statselskere.
MEN der er i virkeligheden ikke rigtig plads til de små selvstændige nogen af stederne. Det ene sted bliver de presset ud af de store fællesskaber, det andet sted af de store monopoler og i midten bliver de presset ud af det corporatistiske sammenrend af stat og store virksomheder.
Så hvis man skal have en meget lille virksomhed, skal man være parat til at være meget alene. Og man skal være parat til at overvinde ulemperne ved, at det offentlige og de store virksomheder ikke er indstillet på at betragte små selvstændige som noget "i sig selv" med en eksistensberettigelse, der ikke passer ind i deres standardkontrakter og standardordninger beregnet for daglejere, ansatte og større virksomhedspartnere.
Men måske kan man slutte sig sammen - i frivillige fællesskaber - hvor helt små selvstændige kan hjælpe hinanden, bytte varer og ydelser og måske endda uden den valuta, som er en del af kernen i det store system af magthierarkier.
Eller også er det bare en naiv drøm.