Da jeg var dreng havde biblioteket en bog der handlede om en vis Serafin. Bogen hed “Alt er forbudt” og handlede om de mange regler og reguleringer som umuliggør ethvert initiativ. Det er mere end 40 år siden jeg læste den. Og verden er ikke blevet enklere siden.
Det er forbudt at klare sig selv. Det er forbudt at samarbejde og klare sig sammen. I hvert fald når man bevæger sig ind på områder der er lovregulerede efter en særlig forudsætning om at der findes “brancher” og “professionelle” og “ autorisationer” i de enkelte brancher. Det er trist, og det hindrer os i at udnytte de nye teknologier til at sætte mennesker fri og give dem mere tilfredsstillende liv.
Lovene siges at være til for at der skal være styr på tingene og at man ikke skal risikere at møde plattenslagere og svindlere og dårlige håndværkere. Men vi har ikke i samme grad brug for industrialderens stive systemer, som vi havde for 40 år siden. Computerteknologi og nye medier gør det muligt at skabe hurtige netværk og at samarbejde om rigtig mange ting, som ville have været for besværligt for blot få år tilbage.
Læring er i dag hurtigere og mere lettilgængelig på rigtig mange områder på grund af den viden, der er til rådighed - og på grund af at rigtig mange mennesker har indset gevinsten i at dele viden og kunnen.
Men det er ikke alle, der er glade for den udvikling. De organisationer, der organiserer professionelle er ikke glade for det. De vil gerne have en slags monopol på deres brancher. Og de virksomheder, der lever af at sælge ydelser og produkter, som folk faktisk selv kunne bytte sig til, er heller ikke glade.
Og politikerne er slet ikke glade.
For deres eksistens er jo også truet - når de ikke længere har så let ved at lovregulere enkeltbrancher i detaljer, fordi der ikke er én officiel måde at få fat i udøverne på.
Det er ikke nyt:
Reguleringen af brancher og professioner er årtusindgammel. I Danmark var næsten alle brancher stærkt regulerede igennem laugsvæsenet - som bestemte hvem der måtte tilbyde hvilke håndværks- og handels-services i byerne. Købstæderne var de eneste der måtte have handelspladser og kun håndværkere med medlemskab af det tilhørende laug måtte udøve deres håndværk.
Sådan var det indtil midten af attenhundredetallet, da vi indførte “fri næring” og det blev noget mere frit end det havde været. Det skete bestemt ikke uden sværdslag.
Og det gør det heller ikke i disse år.
Det er forbudt at køre sammen
Sagen om Uber er et godt eksempel. Man har en fastlåst og trængt taxi-branche, som har investeret tungt i forældet teknologi og som organiserer taxikørsel på en måde, der passer til forrige årtusinde. Branchen forsøger at fastholde sin position - og er selvfølgelig imod at amatører kan tage en bid af kagen.
I stedet for at gå i konkurrence med de nye muligheder - forsøger man så at skyde konkurrenten ned, ved at lobbye overfor lovgiverne - med argumenter om arbejdstidsregulering, sikkerhed, tryghed, forsikringer osv.
At en “samkørsels-app” i virkeligheden blot er et samarbejdsværktøj med et specielt formål og en betalingsordning, fiser lige hen over hovedet på parterne.
Deres tankegang er fatal for enhver udvikling - fordi de ser det som “en ny xyz”. Det vil sige at de ser Uber og de andre - som konkurrenter til taxi-selskaberne, blot fordi taxi-selskaberne ser deres marked truet.
Men det er ikke fordi de taber markedsandele. Det er fordi deres marked taber til et nyt marked. Det er ikke Uber der går ind og “kører taxi”. Uber skaber et nyt marked for transport. Det kan lige så godt sammenlignes med samkørsels-ordninger, som det kan sammenlignes med taxi-kørsel. Uber er en måde at skabe et andet marked på.
Et argument for dette er, at vi kan se det som forløberen for den førerløse bil. Når de førerløse biler kommer på markedet, vil det være indlysende for alle der bruger bilkørsel som transport at anskaffe sig et abonnement på en delebil og simpelthen bestille en førerløs bil via en app - når de skal bruge den. Hvis man har et abonnement på en pulje, så får man sådan en bil - og ellers kan man “roame” med andre puljer til let forhøjet pris, som betales via telefonens app.
Når dette bliver virkelighed, så er der sådan set kun chaufføren til forskel fra Uber. Og taxiselskaberne vil alligevel være fortid. Det sker indenfor 20 år.
Men lige nu - så forsøger taxiselskaberne at overleve på kort sigt. Og det kan Uber mærke.
Det er forbudt at bytte plantefrø
Ifølge denne artikel er det forbudt for private og foreninger at høste, gemme, sælge eller bytte plantefrø på enhver måde. Der er givetvis en række bureaukratiske grunde til dette. Men effekten er, at man ikke kan dele plantefrø lovligt - selvom der er talrige gode grunde til at gøre dette.
Hvorfor kan det være ulovligt, og hvem er interesseret i dette?
At befolkningen som sådan er interesseret i planteavl og at de ved egen indsats kan gavne biodiversiteten og bevarelsen af mange forskellige planter (som fx ikke har en kommerciel interesse) turde være indlysende. Det er noget mindst 700 danskere aktivt gør.
Hvis man ønsker at sælge sine egne produkter ved “stalddørssalg”, er der også mange reguleringer. Nogle er mere fornuftige end andre. Det har en af mine venner måttet sande, og han har holdt os andre underholdt igennem længere tid med et projekt om vejboder.
Utrolig mange ting ville kunne klares mennesker imellem - med bytteøkonomi, frihed og afslappet gensidig tillid. Menneskene er blevet mere modne og vi har fået nye teknologier.
Men ønsket om at regulere og styre os - og ønsket om at fjerne enhver risiko for den enkelte - står i vejen for at udnytte de teknologiske muligheder på en måde der stiller den enkelte mere frit.
I stedet har man valgt at bruge de nye teknologier til at gøre vore liv mere komplekse og mere regulerede og overvågede. Det er en kedelig udvikling, som gør menneskers liv kedeligere og mindre tilfredsstillende.
Og det bør vi gøre oprør imod.