Jeg vil med mit beskrevne forløb hos den hjerneskadede psykiater gerne advare andre imod ham. Hvis han vinder ved retten i maj måned får han sin autorisation tilbage og så kan han fortsætte med at behandle folk som jeg blev behandlet.
Min historie må gerne deles så INGEN sætter sine ben ved denne mand. Jeg ser det som min borgerpligt at forhindre andre kommer hos ham og naive mennesker måske tager med ham ud at rejse. Jeg er så glad for jeg var klog nok til at takke nej til hans tilbud og også kom af den medicin han ordinerede mig som jeg fik det værre af.
Jeg gik ved den hjerneskadede psykiater i Ringkøbing i fire år inden jeg søgte anden behandling. Jeg blev sendt til ham i år 2007 af min kommune i forbindelse med en revalideringssag. Han skulle lave en speciallægeerklæring på mig.
Jeg var dengang på antipsykotisk medicin, jeg ikke havde det godt på og havde diagnosen skizotypisk sindslidelse. Jeg skulle møde op på Viborg sygehus hvor han rimelig hurtigt konkluderede at jeg led af borderline, fordi jeg var så sprudlende og livlig og det kunne man ikke være hvis man led af skizotypi. Om lørdagen ringede han mig op hos min kæreste og bad mig svare på en masse spørgsmål for at han kunne være sikker på at jeg havde borderline.
Jeg kan huske, at jeg tænkte, at fordi han var så grundig, så var han meget troværdig. Tænk at ringe sin patient op en lørdag formiddag. Ham ville jeg derfor gerne gå ved.
Jeg begyndte derefter at gå ved ham en gang i måneden og han fjernede min antipsykotiske medicin og gav mig i stedet for noget mere antidepressivt medicin, så jeg kunne få det bedre. Jeg fik det faktisk også bedre og kom i gang med arbejde og studie. Han lavede åndedrætsøvelser med mig i baglokalet. Han var vild med yoga og engang i efterårsferien spurgte jeg ham hvad han skulle lave:
Han svarede, at han skulle på yoga-rejse til Indien og i samme situation spurgte han: "Det kan være du vil med"?
Jeg var heldigvis klog nok til at svare nej tak.
Engang snakkede vi om ADHD og så sagde han at det kunne være jeg havde ADHD. Jeg spurgte ham hvordan jeg kunne vide om jeg havde det. Han svarede mig: "Prøv at tage medicinen imod det og så ved du om du har det. Hvis det hjælper dig så har du det".
Så fik jeg en recept på Concerta imod ADHD men blev totalt speedet af det og kunne ikke sove om natten. Jeg var ved at tage en HF og var så træt jeg ikke kunne hænge sammen i skolen, da jeg ikke fik sovet ordentligt på grund af medicinen.
Jeg fortsatte dog med det i et år, inden jeg sagde stop til det selv. Sidenhen er jeg blevet testet rigtigt for ADHD og jeg har kun delelementer til det og ikke en fuld diagnose. Altså blev jeg fejlmedicineret groft af ham da ADHD medicin bestemt er skadeligt især når man ikke skal have det.
Da jeg på et tidspunkt klagede over søvnløshed og min kæreste fik abilify der er et antipsykotisk middel imod hans søvnløshed, så bad jeg om det og han var hurtigt til at ordinere det til mig, men jeg blev totalt speedet også på det. Jeg kan huske han sagde at det kunne være det også hjalp mig når det havde hjulpet min kæreste. Heldigvis kom jeg hurtigt af med det også.
Men igen på eget initiativ.
Han skiftede meget rundt i mine antidepressive præparater, men da jeg stadigvæk følte mig død i mine følelser, så valgte jeg at afslutte behandlingen hos ham og fortsætte i noget mere intensiv behandling for borderline.
Det nye behandlingssted skulle så bruge min journal fra ham. Men nu skete det mærkelige at han blev voldsom aggressiv, da jeg ringede for at bede ham om at sende mine papirer videre. Han sagde bare vredt at det skulle det nye behandlingssted spørge efter og ikke mig.
Da det nye behandlingssted heller ikke kunne få ham til at sende mine papirer bad jeg min far om at ringe til ham. Så skete der noget.
Men da jeg en dag ringede ham op om noget så blev han vildt vred på mig i telefonen og spurgte mig hvornår jeg blev voksen. Jeg spurgte ham hvad han mente med det. Han svarede: "Hvornår bliver du voksen så din far ikke skal sørge for at ringe for dig"? Jeg blev fuldstændig paf.
Vi afsluttede hurtigt samtalen og så var jeg ude af hans klør. Men han fortalte mig imens jeg gik ved ham at han havde en hjerneskade efter en bilulykke og at han havde folk til at bo i en campingvogn hos ham.
Han fortalte også han ikke var gift eller havde børn og en del andre ting. Jeg undrede mig altid over at han fortalte mig så meget privat.
Under den sidste konsultation hos ham ville jeg give ham hånden til farvel, men i stedet for at give mig sin hånd, så sprang han op fra sin kontorstol og ud til sekretæren, hvor han løb rundt i forvirring ved arkivskabene. Så sagde jeg farvel og gik. Jeg har siden mit forløb hos den hjerneskadede psykiater rejst erstatningskrav i patienterstatningen, men til stor undring tabte jeg min sag der, selvom jeg skrev manden var hjerneskadet, fordi psykiateren selv havde fortalt det. Der blev bare henvist til at jeg havde haft mine omtalte diagnoser og at psykiateren havde handlet efter bedste lægefaglige standard.
Tænk sig at få at vide at en hjerneskadet psykiater havde behandlet mig efter bedste lægefaglige standard når jeg var blevet syg af hans medicin og sidenhen havde fået stillet en asperger diagnose.
Jeg har anket min sag videre til patientskadeankenævnet, hvor den nu venter på en afgørelse. Det er spændende om manden også der går fri og jeg ikke kan få min berettigede erstatning.
Jeg har nu skrevet en mail til et medlem af folketinget, og hun har lovet mig at spørge sundhedsministeren om mine tabte sager kan gå om, idet hun også syntes det lød mærkeligt, at jeg var blevet erklæret fejlmedicineret på psykiatrisk afdeling, men havde tabt mine sager i patientskadeankenævnet. Jeg håber jeg snart vil få et brugbart svar fra hende.